TAK for i år Ungdommens Folkemøde: Derfor er unge stemmer vigtige
- nyteuropa2
- 11. sep.
- 2 min læsning
Vi var glade for at møde så mange nysgerrige unge på Ungdommens Folkemøde, at lytte til deres perspektiver og fortælle om, hvilke udfordringer vi står overfor i Europa.

I sidste uge deltog vi i Ungdommens Folkemøde 2025, en af Danmarks største demokratifestivaler, hvor 30.000 nysgerrige unge samles i Valbyparken.
For os i Nyt Europa var det en stor fornøjelse at være med og være en del af teltet for Internationalt Samarbejde, hvor de unge var klar med spørgsmål om både EU, demokrati, klimakrisen og arbejdet i en NGO.
De unge er vigtige nu
Årets tema for Ungdommens Folkemøde, ”Mens vi er her”, rammer ned i en helt essentiel problemstilling, hvor unge ofte bliver omtalt som fremtidens generationer og dem, der på et tidspunkt får mulighed for at forme samfundet.
Men unges stemmer er også vigtige nu i en tid præget af klimakrise, internationale konflikter, social ulighed og demokratisk tilbagegang i flere lande. De unges perspektiver er nødvendige, og det er afgørende, at vi ikke bare taler om unge, men med dem.
Derfor var det opløftende at se så mange unge samlet i Valbyparken og kunne få lov til både at høre fra de unge selv og fortælle dem om, hvilke udfordringer vi står overfor i Europa.
Fremtidens Europa
I Nyt Europa arbejder vi netop for unge bliver hørt og inkluderet, når vi taler om fremtidens Europa.
Børn og unge i dag skal leve med konsekvenserne af årtiers skæv økonomisk politik, som har haft indflydelse på både levevilkår og klimaet. For første gang siden anden verdenskrig risikerer vi at stå med ungdomsårgange, der bliver fattigere end deres forældre. De unge generationer har endnu ikke en fod indenfor på arbejds- eller boligmarkedet, og fordi mange af dem endnu ikke kan stemme, bliver de i politisk regi hurtigt en overset befolkningsgruppe.
At tale om fremtidens Europa, hvor de unge er inkluderet, giver plads til nye idéer, til at udfordre status quo og til at forestille sig et fællesskab, som er mere inkluderende, bæredygtigt og retfærdigt end i dag.




Kommentarer