top of page

Rwanda-aftalen sætter EU’s grundlæggende værdier under pres

for 13 minutter siden
3 min læsning

Med den nye udrejseordning risikerer Danmark og fire andre EU-lande at gå på kompromis med de menneskerettigheder og internationale principper, som EU bygger på.


Vincent Biruta deltager i migrationskonferencen i Wien om udrejsecentre i Rwanda. Foto: Studeny © ICMPD, 2026
Vincent Biruta deltager i migrationskonferencen i Wien om udrejsecentre i Rwanda. Foto: Studeny © ICMPD, 2026

Mandag eftermiddag præsenterede Mette Frederiksen hvad statsministeren selv beskriver som en epokegørende udrejseordning. I et samarbejde mellem ”femlandegruppen” (Danmark, Nederlandene, Tyskland, Østrig og Grækenland) og Rwanda er formålet at etablere en ordning, hvor afviste asylansøgere fra de fem lande skal kunne sendes til et udrejsecenter i Rwanda.  


Konkret vil aftalen gælde ”udlændinge uden lovligt opholdsgrundlag, som ikke kan eller vil rejse til deres hjemland, og som har fået en endelig afgørelse om, at de ikke kan få asyl”1. Aftalen er således et godt stykke vej fra den oprindelige idé som socialdemokratiet fremlagde i 2018, hvor man ønskede at flytte hele behandlingen af asylsager til et tredjeland.


Både Storbritannien og Italien har forsøgt at etablere ordninger, som ligner det udspil Socialdemokratiet fremlagde i 2018. I begge tilfælde har der været juridiske udfordringer, og ordningerne blev stoppet ved domstolene. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol greb eksempelvis ind i Storbritanniens aftale med Rwanda i 2022, inden aftalen endegyldigt blev aflyst.


Det nye udspil, hvor afviste asylansøgere, som har fået deres sag behandlet i Danmark, vil kunne sendes til et åbent center i Rwanda, vil muligvis løbe ind i færre juridiske problemer, i kraft af EU’s tilbagesendelsesforordning, som blev vedtaget i Rådet den 1. oktober 2026. Men selvom de juridiske hindringer muligvis er færre, består de langt mere grundlæggende menneskeretlige udfordringer. Det sætter EU’s værdier under markant pres.


For det første er det tvivlsomt, hvorvidt det er muligt at sikre respekten for menneskerettighederne for de mennesker, der sendes til Rwanda. FN’s menneskerettighedschef har udtrykt bekymring for de menneskeligeretslige konsekvenser af den fremlagte plan2 og erfaring viser, at overførsler til tredjelande ofte medfører rettighedskrænkelser.


Ud over at Rwanda har store problemer med at overholde menneskerettighederne, modsætter landet sig international kontrol og har tidligere stået bag angreb mod menneskerettighedsforkæmpere3. Dette sætter både spørgsmålstegn ved, hvorvidt fundamentale rettigheder vil blive overholdt, og hvorvidt de europæiske lande vil være i stand til at føre effektiv kontrol med og dokumentere forholdene.


For det andet risikerer aftalen dels at finansiere og dels at gøre de europæiske lande afhængige af et regime, der er ansvarligt for menneskerettighedskrænkelser, både over for sin egen befolkning og i andre lande.


Det rwandiske militær yder omfattende og afgørende støtte til den væbnede M23-gruppe i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Både de rwandiske styrker og M23 er ansvarlige for alvorlige overgreb og krigsforbrydelser4. Rwandas involvering i konflikten har bidraget til omfattende menneskerettighedskrænkelser, herunder drab på civile, seksuel vold, tvangsrekruttering af børnesoldater og fordrivelse af millioner af mennesker5. Når de pågældende EU-lande indgår i et aktivt samarbejde med Rwanda og dermed bliver politisk afhængige af regimet, er det problematisk. Det kan potentielt gøre landene mere tilbageholdende med at kritisere Rwanda og holde landet ansvarligt for de folkeretsbrud og menneskerettighedskrænkelser, der finder sted. Konsekvenserne af samarbejdet rækker dermed langt ud over forholdene for asylansøgere.


Når repræsentanter fra regeringen udtaler, at aftalen afhjælper problemet med menneskesmugling, er der tale om et postulat uden nogen form for bund. Flygtninge vil fortsat skulle sætte livet på spil, for at søge om asyl i Danmark, hvorefter de vil sendes til Rwanda, hvor der foregår alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Når regeringen påstår at aftalen har en afskrækkelseseffekt, som vil gøre flygtninge mindre tilbøjelige til at søge mod Danmark, er der tale om en udokumenteret påstand. Den angiveligt positive effekt af aftalen er i bedste fald tvivlsom, mens de negative konsekvenser er dokumenterede6.


Den fremlagte aftale som de fem EU-lande agter at underskrive i starten af næste år, står i direkte modsætning til de værdier som EU bygger på og som fremgår af artikel 2. Aftalen underminerer EU’s legitimitet og troværdighed internationalt. Hvor EU-landene forventer, at deres partnerlande respekterer menneskerettigheder, international ret og demokratiske principper, bryder de nu selv med disse værdier og signalerer at disse blot kan efterleves selektivt.


Det handler derfor ikke kun om, hvorvidt Danmark eller EU kan sikre, at et “return hub” i Rwanda overholder de formelle menneskeretslige krav, men i større grad også om, hvilke værdier vi sætter på spil ved at gøre os politisk afhængige af et regime med dokumenteret krænkelser. Dermed risikerer vi ikke blot udvanding af vores værdier og principper, men at lade hensynet til migrations kontrol begrænse vores vilje til at forsvare dem, og derved gør vi menneskerettigheder til en forhandlingsbrik. 


 
 
 

Kommentarer


bottom of page