top of page

Er Danmarks civilsamfund rustet til politisk modvind?

for 4 timer siden
4 min læsning

CIVILSAMFUND // DEBAT – Danmark har et stærkt civilsamfund bygget på tillid, samarbejde og armslængdeprincippet. Men en ny rapport peger på politisk pres, en hårdere offentlig debat og sårbarheder i beskyttelsen af organisationernes uafhængighed. Det er faresignaler, der ikke må ignoreres, skriver Liva Schou Tofft og Kristine Enevold Villadsen.


Foto: Nyt Europa, Folkemødet 2026
Foto: Nyt Europa, Folkemødet 2026

Debatindlægget er bragt i POV International, 14.10.2026


I sidste uge mødtes NGO’er fra hele Europa i Strasbourg for at diskutere civilsamfundets tilstand og dets betydning som en af de bærende søjler i beskyttelsen af demokratiet, menneskerettighederne og retsstatsprincipperne i Europa.


Et af punkterne på dagsordenen var Danmark og det danske civilsamfunds vilkår. Dette sker på baggrund af en ny rapport, som Conference of International Non-Governmental Organisations (CINGO) netop har udgivet.


Rapporten viser, at der generelt er et positivt syn på civilsamfundet i Danmark. Forholdet mellem offentlige myndigheder og civilsamfundet har historisk været baseret på en høj grad af gensidig tillid, og civilsamfundet har samarbejdet med offentlige myndigheder for at løse kritiske velfærdsopgaver. Derudover har offentlige midler traditionelt været en måde at støtte civilsamfundet på i modsætning til at diktere eller kontrollere organisationernes arbejde.


Selvom rapporten tegner et overvejende positivt billede af det danske civilsamfund, peger den også på sprækker i fundamentet, som vi bør være opmærksomme på. Det er blandt andet øget politisering, udfordringer med finansiering og stigende bureaukrati samt en hårdere offentlig tone.


Politisk pres på civilsamfundets uafhængighed


Rapporten peger på en stigende politisk modstand mod organisationer, der arbejder med politisk følsomme spørgsmål, såsom LGBTQ+ eller konflikten i Palæstina. Samtidig oplever organisationerne en større risiko for økonomiske og omdømmemæssige konsekvenser og i nogle tilfælde også juridiske konsekvenser ved at engagere sig i disse emner.


Et konkret eksempel på dette er fra efteråret 2025, hvor Helle Bonnesen, folketingsmedlem for de Konservative, udtalte, at organisationer, som sagsøger staten, ikke bør modtage offentlig støtte. Dette skete efter, at Oxfam Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og Amnesty Danmark sagsøgte den danske stat. De ønskede, at domstolene skulle stoppe dansk eksport af våben og militært udstyr til Israel som følge af krigen i Gaza. Efterfølgende trak Helle Bonnesen og partiet delvist i land, men sagen satte alligevel tydelige spor i diskussionen om civilsamfundets frihed.


Det er netop udtalelser som disse, der er med til at slå sprækker i fundamentet og udfordre en af grundstenene i det danske civilsamfund, nemlig armslængdeprincippet. Det er et grundlæggende demokratisk princip, som betyder, at politikere ikke skal blande sig i den konkrete styring af kultur, forskning, medier og civilsamfund, selvom organisationerne modtager offentlig støtte.


En hårdere tone i den offentlige debat


Et andet kritikpunkt, som rapporten fremhæver, er den stadig hårdere tone i den offentlige debat. Dette inkluderer fjendtlige og stigmatiserende narrativer, som både findes på nettet og i nogle tilfælde også kommer direkte fra politikerne selv. Her fremhæver rapporten også stigningen i anti-gender narrativer og en stigende tendens til at fremstille organisationer, som har holdninger til følsomme emner, såsom LGBTQ+, som aktivistiske eller overdrevet politiske. Dette er også blevet fremhævet i Amnestys rapport om hadtale fra 2025.


Rapporten fra CINGO nævner specifikt, at den offentlige debat i Danmark lider under disse tendenser. Den stadig hårdere tone kan afholde danske civilsamfundsorganisationer og private aktører fra at deltage i den offentlige debat. Dette er med til at skabe et alvorligt demokratisk problem, fordi det dermed indsnævrer den demokratiske samtale.


En sidste central anbefaling i rapporten lyder på at gøre det mere gennemsigtigt, hvordan offentlige midler bliver fordelt. Samtidig bør organisationer ikke risikere at miste adgang til offentlige midler, fordi de vælger at agere vagthund over for det politiske system, kritisere regeringens politik eller arbejde for at ændre lovgivning.


Et system designet til godt vejr


Civilsamfundet bidrager i høj grad til det danske demokrati med viden, kritik og forskellige perspektiver i den offentlige debat, som ellers ikke ville være blevet hørt. Det er med til at kvalificere den politiske debat og understøtte dialogen mellem borgere og beslutningstagere.


Ifølge rapporten fra CINGO hænger civilsamfundets rolle i Danmark tæt sammen med den særlige måde, det danske demokrati har udviklet sig på, hvor en høj grad af tillid til det politiske system er en grundsten.


Denne høje grad af tillid er en styrke, men kan også være en sårbarhed, hvis de grundlæggende forudsætninger ændrer sig. Rapporten peger på, at Danmark kun har et system, som fungerer i godt vejr under stabile forhold, men som ikke nødvendigvis er lige så robust, når samfundet bliver udsat for større politiske og sociale spændinger.


Rapporten fra CINGO peger på, at der allerede kan spores tegn på disse spændinger i Danmark og resten af Europa. Det danske systems særlige sårbarhed ligger i, at forholdet mellem politikere og civilsamfund i høj grad bygger på gensidig tillid. Hvis denne tillid svækkes, kan det få konsekvenser for civilsamfundets muligheder for at fungere uafhængigt. Derfor er det afgørende at styrke de demokratiske strukturer, så de også kan holde til, at det politiske klima bliver hårdere.


Liva Schou Tofft er cand.mag. i Internationale Studier fra Aarhus Universitet. Politisk rådgiver og analytiker hos Nyt Europa med fokus på civilsamfund, retsstatsprincipper (rule of law) og klima.


Kristine Enevold Villadsen er uddannet journalist fra DMJX og cand.mag. i Internationale Studier fra Aarhus Universitet. Kommunikationskonsulent hos Nyt Europa med fokus på demokrati, rettigheder, bæredygtighed og klima.

 
 
 

Kommentarer


bottom of page