Når man ser på prioriteringerne i medierne og i vores politiske debatter, skulle man ind imellem tro, at Danmark var en delstat i USA. Ikke for at sige, at USA’s udvikling under Trump er uvigtig. Den er faktisk vigtig. Nej, men for at påpege, at vi i utrolig grad mangler fokus på, hvad det betyder for det Europa vi lever i. Og hvor de næste 2 - 3 år bliver helt afgørende. I et Europa og med et europæiske samarbejde, der ser anderledes ud, og som er helt anderledes udfordret end for bare få år siden.
Og her kommer Trump bestemt ind i billedet. Chok’ et over hvor nølende han har villet bekræfte Nato’s musketer ed overfor de baltiske stater, har sat sig dybt. Vi står i dag - og ikke kun på det område - med et USA på vej bort fra Europa. De fleste hæfter sig ved, at Trump vender tilbage til USA, men for os vil det vise sig meget vigtigere, at han – i den grad han ser ud over USA’s grænser - retter blikket mod øst. Han forstærker nu meget synligt en udvikling i USA, der har været i gang længe.
Det vigtigste for os danskere i relation til Trumps USA er derfor, hvilke konsekvenser vi i EU vil drage af den ny situation han har skabt. - Ikke alle hans tweets. -Herunder hvordan Europa håndterer de mange nye udfordringer samtidig med, at vi får has på de gamle.
Den vigtigste konklusion er – efter min opfattelse -, at vi europæere skal klare problemerne selv. Alle sammen, og altså også når det gælder vores nationale sikkerhed og helt ind på forsvarsområdet. Når det gælder om at bekæmpe skattespekulation, når det gælder migrations og flygtningepolitik, afgørende elementer i den økonomiske politik, fastholde og udvikle sociale grundprincipper og velfærdssamfund, kamp mod terror og kampen for at fastholde et multilateralt globalt system, for at remse lidt af det op.
Dertil kommer, at alt tyder på, at Mellemøsten ikke længere har højeste prioritet i USA, ligesom Afrikas udvikling endnu tydeligere i dag er overladt til et samarbejde mellem EU og de afrikanske lande. De er jo vores naboer, ligesom Putins Rusland med Krim og Ukraine! - Pointen om at vi i Europa skal klare os selv gælder hele vejen rundt.
Når det gælder Brexit fokuserer den politiske debat næsten heller ikke på de konsekvenser vi nødvendigvis må drage af denne afgørende ændringer for os i Europa. Men udenfor Danmark er diskussionen godt i gang, og de afgørende konsekvenser af den nye situation for os europæere vil blive draget i løbet af de næste 2 – 3 år. Ofte virker det som om vi dansker – næsten kollektivt – har besluttet ikke at se det.
Om kort tid ved vi om SPD går i regering med CDU/CSU, og det er bemærkelsesværdigt, hvordan resultatet af regeringsforhandlingerne spiller sammen med den tale som Macron holdt på Sorbonne i september 2017. Begge parter taler om et fornyet Europa, og begge steder lægges der afgørende vægt på, at det kun kan lade sig gøre, hvis Tyskland og Frankrig kaster sig ind i opgaven. For fuld kraft skriver de tyske partier, mens Macron’ s tale er fyldt med mange konkrete initiativer. Og mange af dem er allerede på dagsordenen på de kommende EU- topmøder, fordi de fleste også er på EU-Kommissionens dagsorden.
Hvis SPD går i regering, vil der altså for alvor blive sat gang i projektet: Europæisk fornyelse, og med ganske store skridt fremad. Jeg tror over i købet, at man skal gøre sig klart, at alle de konkrete forslag, som var indeholdt i Sorbonne talen kommer på dagsordenen i EU – samarbejdet. Og de kommer jo ikke som en tyv om natten. Europæisk fornyelse har været en afgørende diskussion i det meste af Europa lige siden de franske vælgere afviste en frembuldrende nationalistisk og fremmedfjendsk højre bevægelse med alt for lette – og forkerte – svar på de åbenlyse store vanskeligheder, som vi alle sammen kæmper med i Europa. Flygtninge og migrationskrisen, arbejdsløsheden, der stadig – selv om der nu er forbedring i gang – er tårnhøj i Sydeuropa og den manglende håndtering af de åbenlyse sociale skævheder i oprydningen efter finanskrisen. Dertil kommer den stigende mistro til det politiske system.
Derfor er det også så tosset, at den fremherskende danske håndtering af Sorbonne – talen har været koncentreret om, at talen i Sorbonne var svulstig og – skal man forstå – derfor ubrugelig for os danske. I den udstrækning debatten har nærmet sig substansen er den stort set blevet stoppet af den mest effektive danske debatstopper: Vi har jo forbehold, derfor er der emner vi ikke diskuterer.
Men det går jo ikke. For Danmarks situation er efter Brexit beslutningen helt ny. Når vi ser os rundt om i Europa lige nu, står kun Frankrig og Tyskland som dem, der både vil kunne fastholde de grundlæggende værdier i EU- samarbejdet, og samtidig for alvor vil kunne mobilisere vilje de store udfordringer vi står overfor. De kræver nemlig, at vi samarbejder meget mere. De to lande ligner i dag den eneste drivkraft i EU-samarbejdets fornyelse.
Jeg tror vi er naive i Danmark, hvis vi ikke vil se, at det vil føre til mere forstærket samarbejde i kernen af EU. Og at det bliver i kernen alene, hvis vi, der af egen drift har placeret os rundt omkring, ikke vil være med. Så et EU samarbejde i flere hastigheder end vi allerede har, kan meget let se dagens lys. Vel at mærke et samarbejde, der på sammen måde som med den økonomisk monetære union betyder, at man godt kan stå udenfor, men bliver nødt til at følge beslutninger, som man ikke har haft indflydelse på.
Erklæringen om at lave et tættere forsvarssamarbejde er således allerede underskrevet af alle de øvrige EU - lande (også det neutrale Sverige ) bortset fra Danmark. Statsledernes topmødedagsordener viser, at der allerede i juni skal vedtages retningslinjer for det videre forsvarssamarbejde. En samlet aftale om migration er på dagsordenen i både marts og juni og skal senest være færdig i oktober. Konkrete beslutninger om styrkelse af ØMU’en er på dagsordenen for juni og yderligere beslutninger i marts 2019, og indre sikkerhed og kontrol ved ydre grænser i september.
Og allerede d. 23. februar skal regeringscheferne drøfte mere demokrati i EU-systemet. Skal de europæiske partier opstille spidskandidater til formandsposten til Kommissionen, og skal det være muligt at lave tværnationale lister, er nogle af de forslag, som skal drøftes. De er på dagsordenen bl.a. fordi Macron har foreslået dem, og burde være en kærkommen mulighed for at få fokus på større demokratisk legitimitet i EU -systemet. Så i stedet for bare at skyde forslaget ned, som alt for mange danske politikere, er i gang med - burde vi tage en meget grundig snak om, hvordan vi forbedrer demokratiet på europæiske plan og finder nye veje til at få EU- beslutninger tættere på os som borgere, og os som borgere tættere på det europæiske demokrati. Vi har nu en gylden mulighed for at få den demokratiske samtale om både bedre lokalt, nationalt og europæiske demokrati, som vi savner. Så giv diskussionen en chance.
På Tænketank Europa’ s konference for kort tid siden blev forsamlingen spurgt, om Danmark nu var det yderste land i EU. I en sal med flere hundrede meldte kun 2 sig, og ingen af politikerne. Men hvorfor egentlig? For vi er jo det yderste land - forstået på, hvad vi formelt er en del af. Og vi bliver det mere og mere i de næste få år, hvis alle bliver ved med at udelukke de diskussioner, der vil kunne få betydning for vores forbehold.
Det ligner strudsepolitik og er den værste fare for den danske debat og demokrati, når vi ved, at flere og flere af de vigtigste beslutninger må og skal tages i fællesskab med vores naboer i EU. Fordi de er fælles og fordi de ikke kan løses af hvert enkelt land for sig.
Og det er jo ikke fjerne teoretiske ting, der er på dagsordenen, men netop emner, som vi alle debatterer. Flygtninge, mere demokrati, den økonomiske politik, bekæmpelse af arbejdsløshed, marshallhjælp til Afrika og effektiv fælles grænsekontrol. - Det er faktisk helt tæt på.
Det må vi turde snakke om også før andre beslutter for os. Både når det gælder indholdet, og om hvad der er politisk rigtigt og fornuftigt. Så kan vi altid bagefter vurdere det i forhold til vore forbehold. Det afgørende må da være, hvad vi mener, og hvad vi synes, der er bedst for Danmark. Eller for at citere ham den svulstige franskmand : ” Jeg har ingen røde linjer – kun horisonter”