Den danske regering er på en forkert kurs i den kommende politiske kamp om EU's økonomiske politik og budget. I stedet for at hæmme den økonomiske politik, bør Danmark støtte den fornyelse, som tegner sig i et samarbejde mellem den ny tyske regering og Macron.
Kristian Jensen advarer (Berlingske den 6. marts og Information den 8. marts) sammen med 7 andre nordlige landes finansministre mod de reformer af Eurozone samarbejdet, som tegner sig efter den tyske regeringsdannelse i samarbejde med den franske præsident Macron. Lars Løkke er tilhænger af, at man ikke fylde hullet op i budgettet, når UK forlader EU, hvilket vil reducere EU's budget ganske betragteligt. pct.
Finansministrene siger mange ting, der er rigtige. De peger på, at EU skal skabe vækst og beskæftigelse og få færdiggøre allerede i igangsatte projekter, som f.eks. bankunionen. Men siger også, at man ikke skal gå i gang med nye tiltag, der forstærker integrationen. De siger ikke noget om den også helt nødvendige grønne omstilling, men lad det nu ligge i denne omgang. Finansministrere understreger nationalstaternes ansvar for strukturreformer og overholdelse af vækst og stabilitetspagtens regler. Og det er helt rigtigt at det primære ansvar for økonomisk politik er i medlemsstaterne. EU har ca. 1% af BNP til rådighed; medlemsstaterne har 40-50%. Men selv om hovedansvaret for en fornuftig brug af de offentlige midler ligger i landene, så kan EU's politik jo hjælpe til og et koordineret træk kan hjælpe meget mere.
Finansministrene og andre ved at problemerne i sær drejer sig om de sydeuropæiskes landes (for store) offentlige gæld og de frygter, at lempeligere rammer vil betyde at de nordeuropæiske skatteydere kommer til at betale uden at få noget for det. Det er en frygt, som har sin berettigelse, men omvendt må man også finde frem til nogle nye fælles rammer, der gør det muligt for Sydeuropæerne, at investere i infrastruktur, uddannelse og beskæftigelse for at komme ud af gældsklemmen, få gang i økonomien og i sær få bekæmpet den alt for høje ungdomsarbejdsløshed.
Macron har fremlagt vidtgående reformplaner for Eurozonen, som kan styrke koordineringen og fremme vækst og beskæftigelse. I hans nationale politik er der også vidtgående og rigtige planer om strukturreformer. Nu følger den ny tyske regering trop med lidt mindre omfattende reformtanker, men dog med en vilje til at styrke EU med flere midler, styrke samarbejdet om en mere ekspansiv økonomisk politik samtidig med at kravene om strukturreformer fastholdes.
Danmark har en interesse at få gang i den tysk-franske motor, at få et kompromis mellem Tyskland og de sydeuropæiske lande, med en fornyelse af EU-samarbejdet, der kan give økonomisk fremgang i sær i Sydeuropa.
Kristian Jensen og Lars Løkke har derfor valgt en forkert politik og forkerte alliancepartnere. Danmark bør støtte, og øve sin om end begrænsede indflydelse på og til fordel for en forhåbentlig progressiv alliance mellem Macron, Merkel og den nye tyske SPD- finansminister Scholz om et stærkere EU, der med mere økonomisk fremgang bedre kan takle migrantkrisen og andre udfordringer.