top of page

Ny rapport dokumenterer fortsat tilbagegang i civilsamfundets råderum i Europa

  • for 5 timer siden
  • 2 min læsning

Civilsamfundet var fortsat under pres i hele Europa i 2025, herunder i Danmark.


Rapporten ”Civic Space Report 2026”, som er skrevet af European Civic Forum, og indeholder et dansk lande-kapitel udarbejdet af Nyt Europa, blev lanceret onsdag i Europa-Parlamentet.


Den dokumenterer forholdene for civilsamfundsorganisationer og aktivister i EU og Vestbalkan og konkluderer, at begrænsninger af civilsamfundets råderum i stigende grad bliver institutionaliseret og normaliseret på tværs af Europa i 2025.


Det gælder blandt andet uberettigede angreb på NGO’er i både Europa-Parlamentet og nationale parlamenter, samt lovgivning og retorik, der fremstiller organisationer med international støtte som ”foreign agents”. Derudover peger rapporten også på, at begrænsninger i retten til at demonstrere bliver mere normaliseret på tværs af Europa.


“Fra kriminalisering af aktivister og protestbevægelser til smædekampagner lanceret i Europa-Parlamentet viser vores resultater en tydelig tilbagegang i civilsamfundets råderum i 2025.

Vi ser en klar sammenhæng: Restriktioner i medlemsstaterne forstærkes i Bruxelles, mens EU-politikker giver dække for nationale indgreb mod civilsamfundet,” sagde Aarti Narsee, Senior Policy Officer ved European Civic Forum.


Begrænsninger på fredelige protester er nu et vedvarende mønster

Rapporten viser, at angreb på retten til at demonstrere er ved at blive normaliseret, især rettet mod solidaritetsbevægelser for Palæstina, klimaaktivisme og sociale retfærdighedsbevægelser. Nye restriktive love blev foreslået eller vedtaget i syv EU-lande i 2025, hvilket forværrer et allerede alvorligt billede.


Samtidig blev Serbiens omfattende anti-regeringsprotester mødt med hård repression, og regeringen ændrede straffeloven med henblik på at kriminalisere blokader med op til et års fængsel.


Brugen af overdreven magt fra politiet, vilkårlige anholdelser og chikane blev dokumenteret i mindst ni EU-lande.


I Danmark blev visse civilsamfundsorganisationer, især dem, der arbejder med minoritetsrettigheder, klimaaktivisme og Palæstina-solidaritet, fremstillet i den politiske retorik som illegitime eller “antidemokratiske”.


Usikker finansiering svækker uafhængigheden

Finansiering var fortsat en central udfordring i Danmark, hvor mange civilsamfundsorganisationer rapporterede om ustabile eller politiserede betingelser for at modtage midler. For eksempel angav 69 % af udspurgte danske organisationer, at de havde begrænset eller ingen grundfinansiering, og hver fjerde havde oplevet betingelser knyttet til politisk prioriterede temaer.


Trusler fra politikere og politiske aktører om at fjerne støtte har forstærket bekymringer om, at kritiske stemmer risikerer at miste finansiering.


Forværring af ’safe spaces’

På trods af Danmarks relativt trygge miljø for civilsamfundet markerede 2025 en tydelig tilbagegang i oplevelsen af sikkerhed og inklusion for flere dele af sektoren.


Online chikane og smædekampagner rettede sig mod aktivister inden for klima, køn og Palæstina-relaterede emner og bidrog til et mere fjendtligt offentligt miljø. Minoritetsgrupper oplevede fortsat uforholdsmæssige barrierer for at udøve deres rettigheder.


Anbefalinger fra rapporten

Rapportens anbefalinger lyder, at der hurtigst muligt bør vedtages en national strategi for civilsamfundet i Danmark i overensstemmelse med EU’s civilsamfundsstrategi.


Strategien bør udvikles i tæt samarbejde med en bred og mangfoldig gruppe af civilsamfundsorganisationer for klart at fastlægge, hvordan grundlæggende frihedsrettigheder og det samlede råderum for civilsamfundet skal beskyttes og styrkes.


Pressekontakt:

Danmark: Kristine Enevold Villadsen, Kommunikationskonsulent, Nyt Europa


Europa/EU: Benjamin Goodwin, Kommunikations- og kampagnemedarbejder, European Civic Forum


 
 
 

Kommentarer


bottom of page