top of page

Input til regeringsgrundlag: Demokratisk oprustning

  • 7. apr.
  • 2 min læsning

Danmark har en stærk demokratisk tradition, hvor civilsamfund, frivillige fællesskaber og frie medier spiller en central rolle i den offentlige debat og i udviklingen af samfundet. Denne tradition bidrager til høj grad af tillid og sammenhængskraft. 


Samtidig er demokratiske værdier og institutioner under pres mange steder i verden. Polarisering, misinformation og digitale påvirkningskampagner udfordrer i stigende grad den demokratiske samtale og tilliden til demokratiske institutioner. 


Civilsamfundet er ikke kun leverandør af aktiviteter. Det er en skole i demokrati  og et bolværk mod de kræfter, der vil svække det. Derfor bør det stå klart i regeringsgrundlaget, at regeringen vil arbejde for at styrke civilsamfundet og anerkende civilsamfundets vigtighed for demokratiet i Danmark.


Det kan gøres ved at arbejde for en national strategi for demokratisk oprustning. Denne kunne være inspireret af EU kommissionens civilsamfundsstrategi fra november 2025. Strategien bør samtidig også udarbejdes i samspil med aktører på tværs af sektorer i Danmark.


Den demokratiske skole skal ikke kun styrkes i Danmark, men i hele Europa. I en verden præget af geopolitiske spændinger er det nødvendigt også at styrke det europæiske civilsamfund. Regeringen bør styrke det europæisk civilsamfund, der er afgørende for et stærkt europæisk demokrati, fordi demokratiske værdier og modstandskraft ikke kan beskyttes isoleret i ét land.


Engagement på tværs af grænser skaber fælles løsninger på fælles udfordringer, fremmer forståelse mellem borgere i forskellige lande, skaber fred og styrker både national og europæisk robusthed over for autoritære påvirkninger og destabiliserende kræfter.

Helt konkret håber vi på, at regeringsgrundlaget kan inkludere følgende:


  • Styrk den demokratiske infrastruktur gennem langsigtede rammer for foreninger, organisationer folkeoplysning og lokale fællesskaber på tværs af sektorer.

  • Beskyttelse af civilsamfundets frie stemme - også når den udfordrer den politiske magt.

  • National strategi for demokratisk oprustning med fokus på inddragelse af det brede civilsamfund i Danmark.

  • Styrk civilsamfundet på tværs af Europa for at sikre fred og fælles løsninger i en ny geopolitisk virkelighed.


 
 
 

Kommentarer


bottom of page