top of page

Praktikanterne i Madrid: en weekend i demokratiets tegn

Opdateret: 15. okt.

ree

Af: Lui Andersen, Liva Tofft og Annika Christensen.


Netop som den friske og tørre efterår rullede ind over det ganske danske land, drog Nyt Europas tre praktikanter mod varmere himmelstrøg for at deltage i EU4Globals konference om demokrati, sikkerhed og grønne tiltag i Madrid.


Turen til Madrid var en del af vores engagement i EU4Global, et projekt med partnere fra syv civilsamfundsorganisationer og ét universitet fordelt på otte europæiske lande. Under overskriften “The Role of the EU in the World: Transnational Democracy” deltog vi i diskussioner og debatter om EU’s rolle og relationer i verden.


Formålet med samarbejdet er at fremme transnationalt samarbejde og borgernes deltagelse gennem de demokratiske værktøjer, som EU stiller til rådighed – noget, der er særligt relevant i en tid præget af geopolitiske spændinger. Netop derfor er styrkelsen af demokrati afgørende, hvis vi sammen skal kunne forstå og forme de institutioner, vi er en del af.


EU's forhold til USA, det afrikanske kontinent og Asien


Turen startede torsdag aften med rundvisning i IE Tower, der huser IE University, School of Politics, Economics & Global Affairs. Her fik alle organisationerne hilst på hinanden, og rammen blev sat for de næste dage. Til rundvisningen talte Borja Santos, vicerektor for IE University, og gjorde det klart, hvor essentielt det er at samles på tværs af medlemslande og diskutere demokrati og samarbejde på tværs af lande.  


Dag 2 foregik i en ny afdeling af universitetet, hvor der var gjort klar til de tre paneldiskussioner.  


Første paneldiskussion var med Alberto Navarro, tidligere spansk ambassadør i Marokko og Portugal, og Michele Testoni, adjungeret professor ved IE University. Diskussionen drejede sig om EU’s forhold til blandt andre USA, og hvordan man skal agere, når sådan en relation ændrer sig. Herunder diskuteredes vigtigheden i, at EU's medlemslande arbejder mod et fælles mål, og Alberto Navarro pointerede samtidig vigtigheden i at have USA som allieret. Afslutningsvis blev der diskuteret, hvad der forener europæere på tværs af landegrænser – og hvordan vi formår at holde fast i netop de fælles værdier, som – blev det konkluderet – er kærlighed til demokratiet og anseelse af retsstaten.


ree

Efter en kort pause, efter en forfriskning og spørgsmål til debattørerne, gik vi hastigt videre til næste paneldiskussion. Her var fokus det afrikanske kontinent og relationen til EU. Her præsenterede Julio Crespo, adjungeret professor ved IE University, os for forskellige perspektiver på relationen mellem EU og Afrika. Akkompagneret af Rebecka Johnsson, International Child Rights Advocacy Specialist fra Unicef, der med sin store praktiske erfaring gav et indblik i en relation, der stadig bærer præg af Europas koloniale historie. Her blev der diskuteret bistand, og i hvilken grad dette kan ses som et kolonialistisk levn. 

Handel og konkurrence var også to emner, som gik igen ved alle diskussionerne. Her pointerede Rebecka Johnsson, at det aldrig bliver muligt at have fair handel mellem to parter, hvis den ene står i gæld til den anden – noget, som gennem tiden har defineret forholdet mellem flere afrikanske lande og Europa.


Den tredje og sidste paneldiskussion satte fokus på EU’s relation til Asien. Et forhold, der har bevæget sig fra klassisk handelspolitik til i stigende grad også at have geopolitiske og sikkerhedspolitiske dimensioner. I panelet deltog blandt andre Hu Min, direktør og medstifter af Institute for Global Decarbonization Progress, som fremhævede, hvordan Kinas "Belt and Road Initiative" (BRI) under Xi Jinping har ændret spillereglerne for internationalt samarbejde. BRI er ikke blot et infrastrukturprojekt, men også et strategisk redskab, der knytter lande tættere til Kina gennem økonomiske, politiske og kulturelle forbindelser. 


Det var derfor oplagt, at debatten også drejede sig mod Europas modstykke til BRI, "Global Gateway", som har til hensigt at tilbyde en demokratisk, bæredygtig og gennemsigtig ramme for investeringer i infrastruktur globalt. 

Efterfølgende gik turen til den spanske repræsentation af EU-Kommissionen, hvor vi fik et indblik i, hvad der foregår bag de lukkede EU-døre. Her fik vi et oplæg om, hvordan forhandlingerne foregår i EU-Kommissionen, samt en diskussion om, hvad den første Omnibus-pakke består af. Dagen sluttede af med flamenco, sangria og hyggeligt selskab med de andre organisationer.  


Tredje og sidste dag på turen stod på workshop: Nu skulle al vores viden omsættes til forslag, som skal præsenteres for EU's politiske repræsentanter. Det var enormt interessant og inspirerende at snakke med andre fra civilsamfundsorganisationer fra blandt andet Rumænien, Letland og Malta. Selvom vi alle havde forskellige baggrunde og idéer til forslagene, var der grundlæggende enighed om flere punkter: at demokrati er grundstenen for vores fælles identitet; at den tid, vi står i lige nu, er tumultarisk; og at Europa må stå sammen, men samtidig arbejde for at bygge stærke og ligeværdige relationer globalt. 



Vi tager ikke kun sol og sangria med hjem fra Madrid, men også en masse viden om EU og de relationer, som er så vitale for det demokrati, vi bryster os af at praktisere. Samtidig tager vi også nye perspektiver med hjem, som har givet os en større forståelse for vores rolle i Europa, og hvordan vi som borgere aktivt kan bidrage til det europæiske fællesskab. Vi har fået indblik i, hvordan samarbejde på tværs af grænser styrker demokratiet, og hvordan vores stemme – både lokalt og transnationalt – har betydning for de beslutninger, der former vores fælles fremtid.


Turen var en del af projektet EU4Global, som er finansieret af EU.

 

 
 
 

Kommentarer


bottom of page