Af Steen Gade, tidl. formand for Nyt Europa og MF for SF.
Indimellem er vi danskere ret gode til at opbygge glansbilleder af vort lille dronningerige. For eksempel når det gælder ligestilling. Ofte møder man en opfattelse af, at det har vi da allerede – næsten hele vejen rundt. Derfor er ligestilling heller ikke for alvor en del af vores politiske debatter. I modsætning til i vore nabolande nordpå.
Og vi har da heller ikke en hel ligestillingsminister. Kun 1/4. Han hedder Mogens Jensen, hvis nogen ikke har bemærket det. Måske fordi han er minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og minister for nordisk samarbejde. Eva Kjer Hansen fra Venstre, der har haft jobbet et par gange, bemærkede, da hun tiltrådte for anden gang i 2018, at i de omkring 11 år, der var gået, fra hun sidst var ligestillingsminister, havde ligestillingen mellem mænd og kvinder ikke rykket sig meget. Det er ikke meget at prale af.
8. marts var for nogle dage siden. Ikke mange politiske partier markerede det. SF valgte på sit landsmøde at fremlægge en fin buket ligestillingsforslag, men der var ikke ligefrem en dansk konkurrence om nye politiske ligestillingsinitiativer, desværre. Til gengæld fremlagde EU’ s kvindekommissær sit udspil til EU’s ligestillingsstrategi for de næste fem år med en række initiativer, der for alvor vil kunne fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder – også i Danmark. Heldigvis budt velkommen af den europæiske fagbevægelse. Herhjemme blev det nærmest forbigået i tavshed.
Mange af EU-Kommissionens initiativer har været diskuteret længe som f.eks. krav til virksomhederne om at oplyse løngabet mellem mænd og kvinder. I gennemsnit er gabet på 16 procent i EU. Så der er stadig rigtig meget at gøre, selvom der har været et ligelønsdirektiv siden 1975.
Der kommer forslag om mindst 40 procent kvinder i virksomheders bestyrelser samt krav om særlig indsats for at sikre kønsbalance på alle niveauer i samfundet. EU-Kommissionen er selv godt i gang. Der peges igen på ulighederne på pensionsområdet, hvor kvinder i EU i gennemsnit har 30 procent mindre i pension end mænd, og der annonceres nye initiativer for at beskytte mod seksuelle krænkelser, vold mod kvinder m.m.
Jeg tror, at det undrer en del, at EU-Kommissionen er længere fremme end skiftende danske regeringer – og også før arbejdsmarkedets parter. Men virkeligheden er den, at sådan har det været, helt siden vi blev medlem af EF, som EU hed dengang. Ligestilling stod i traktaten fra i 1957, i 1975 kom direktivet om ligeløn, senere kom omvendt bevisbyrde når det gælder spørgsmål om ligebehandling, regler mod afskedigelse som følge af graviditet, forældreorlovsordninger, herunder barsel, forbud mod seksuel chikane på arbejdspladsen m.m.
Disse tiltag er desværre ofte blev gennemført med et Danmark på bremsepedalen. Mest tydeligt, da Danmark blev dømt ved EU-Domstolen i 1983, fordi der i Danmark dengang kun havde været flertal for at gennemføre den del af EU-beslutningen, der handlede om lige løn for samme arbejde. Danmark måtte rette ind og ændre ligelønsloven, så den reelt kom til at hjælpe i kampen for ligeløn. Danmark var lunken, da man indførte, at det er arbejdsgiveren, der skal bevise, at han ikke fyrer på grund af graviditet, og et flertal i Folketinget stemte direkte imod direktivet om, at Danmark inden 2022 skal have gennemført øremærket barsel for mænd. Kun to EU-lande var imod: Danmark og Viktor Orbans Ungarn. Lige nu forsøger arbejdsmarkedets parter at reparere på, at de selv har sovet i timen ved at få den øremærkede barsel vedtaget i overenskomsterne. Og kun ros til det, men det skyldes nok presset fra EU – senest juni 2022 skal det virke.
Så det er faktisk umuligt at nå anden konklusion, end at EU-medlemskabet har presset mere ligestilling igennem i Danmark. Og godt for det.
EU-samarbejdet er jo heldigvis meget mere end økonomi og handel. Et blik på traktatens forskellige paragraffer viser det tydeligt. Tag for eksempel artikel 8:
“I alle aktiviteter skal Unionen arbejde for at eliminere uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.”
Det burde jo være enhver dansk ligestillingsministers hovedopgave at føre netop det ud i livet. Jeg håber, at han vil hjælpe EU-Kommissionen på vej og droppe bremsepedalen.
Artiklen er først trykt på Europabevægelsens blog.