top of page

En uge dedikeret til fremtidens økonomi


Trivselsøkonomi var på dagsordenen i sidste uge, da Nyt Europa deltog i den internationale Reclaim the Economy Week sammen med Alliancen for Trivselsøkonomi. Som en del af Alliancen ønskede vi at sætte vores præg på ugen med spændende debatter og samtaler med vigtige aktører, der har arbejdet med dagsordenen i EU og internationalt.  


Samtidig opsøger vi altid nye samarbejder for at sprede dagsordenen bedst muligt ud, og for at vise hvilken kritisk aktør EU-institutionerne er i at demokratisere økonomien. Reclaim-ugen er et globalt initiativ som er sammenskabt af forskellige nationale og internationale aktører, og mandag til lørdag bød på aktiviteter skabt af forandringsskabere.  


Her er Nyt Europas højdepunkter fra ugen:  


Trivselsseminar på Københavns Rådhus 


Ugen startede med et stort seminar med over 130 deltagere på Københavns Rådhus afholdt af Alliancen for Trivselsøkonomi. Her var en bred repræsentation fra samfundet samlet: civilsamfund, kulturinstitutioner, offentlige institutioner, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og borgere med interesse i trivselsøkonomi. 


Sammen blev der arbejdet med, hvordan man kan skabe en effektiv og meningsfuld bevægelse, som kan skabe reel forandring på tværs af aktører. Alle kom med ideer, input og konkrete værktøjer, som Alliancen for Trivselsøkonomi vil arbejde videre med. 


Morgenbrief om alternativerne til BNP 


Torsdag inviterede vi til morgenbrief med to førende eksperter indenfor trivselsøkonomi: Professor Robert Costanza og associate professor Ida Kubiszewski fra UCL Insititute for Global Prosperity og medlemmer af Club of Rome. 


Allerede i 1972 advarede Club of Rome om grænserne for økonomisk vækst, og hvornår vi vil opbruge jordens ressourcer. Til morgenens briefing blev der bl.a. lagt vægt på, at BNP ikke længere er et tilstrækkeligt mål for samfundet udvikling, og at økonomiens mål skal gentænkes.  


Naturen skal ikke prissættes som en vare, og vækst skal gentænkes til at være til for mennesker, trivsel og naturens skyld. Samtalen kom også omkring, at håbet for mobilisering i høj grad findes lokalt og i byerne, hvor nye løsninger ofte spirer først.  


Et kompas til fremtidens udfordringer 


Reclaim-ugens sidste event blev også afholdt af Nyt Europa i samarbejde med Dronning Marys Center på Københavns Universitets Bibliotek.  


Til arrangementet “A Compass For Future’s Challanges” gæstede prominente deltagere af Club of Rome såsom Janez Potočnik, tidligere EU-kommisær på miljøområet, Lewis Akenji, direktør for Hot or Cool Institute og Sandrine Dixson Declève, formand for Earth4All. Til at give det danske perspektiv bidrog Jette Bredahl, professor i miljø- og ressourceøkonomi. 


Panelet lagde blandt andet vægt på, at vi allerede har overtrådt syv ud af ni planetære grænser, såsom klimaforandringer og biodiversitet, og at vi befinder os i en polykrise, hvor både vores sociale, økonomiske, globale og politiske systemer gradvis forværres. 


Der er brug for handling fra både borgere og politikere for at løse både nutidens og fremtidens udfordringer. Her kan en af løsningerne være at bevæge sig væk fra BNP og fokusere på trivsel, demokrati, civilsamfundet og samarbejde på tværs som grundlag for samfundets udvikling.  


Hvad vil vi gøre i Nyt Europa? 


Reclaim-ugen viste os, at aktører fra flere forskellige niveauer skal i spil for at skabe en økonomisk systemforandring. Som handlingstank og mobiliserende aktør lærte vi i Nyt Europa, hvilken magtfuld kraft borgere og fællesskaber har – og hvor vigtigt dette er for at bygge bro mellem EU-borgere og institutionernes maskinrum.

 

Som initiativtager til Alliancen for Trivselsøkonomi og som en af de førende aktører inden for Ny Økonomi i civilsamfundet, arbejder vi for økonomisk systemforandring ikke bare i Danmark, men særligt på tværs af Europa. Det betyder altså et kritisk, konstruktivt blik på nogle af de liberale internationale institutioner som EU deler paradigme med såsom OECD, IMF og FN.  


Fremadrettet arbejder Nyt Europa for at påvirke de led i EU og processer, så borgere kan komme mere med på råd. Foruden vores engagement med trivselsøkonomi i Danmark, arbejder vi (blandt andet) med: 


  • At få trivselsøkonomiske principper ind på erhvervsskolerne og skabe en meningsfuld agens for de sektorer, som skal drive omstillingen i fremtiden. Fundet gennem CISU, sammen med Oxfam Danmark.

  • At arbejde for demokratisering af økonomien gennem europæiske klimaborgerting via projektet #Cit4Climate sammen med Democracy International.

  • At sikre at økonomisk systemforandring er en stor del af vores arbejde med vores europæiske grønne netværk, heriblandt EEB og CANEurope.

  • At få Fremtidige Generationer og fremtidssikrede økonomiske systemer på dagsordenen, blandt andet som del af den politiske styregruppe med Fremtidskoalitionen.

  • At arbejde for at skabe øget oplysning omkring europæiske finansielle og pengepolitiske institutioner, og hvilken indflydelse de har på vores samfund og demokratier. Såsom vi har gjort med #REALDEAL projektet. 

 

 
 
 

Kommentarer


bottom of page