top of page

Analyse: Europa bejler de amerikanske modeller, men vækst til hvilken pris?

Af: Lui Danborg Andersen


I sin formandskabstale til Folketinget præsenterede Europaminister Marie Bjerre Danmarks overordnede målsætninger med EU-formandskabet.


Under parolen “Et stærkt Europa i en foranderlig verden” optegnede ministeren det danske formandskabs politiske linjer, op ad hvad der synes at være blevet et paneuropæisk dogme. Den efterhånden velkendte opskrift påbyder, at Europas strategiske selvstændighed skal smedes gennem øjeblikkelig oprustning af den militære kapacitet, flankeret af en storstilet deregulering, simplificering, og afbureaukratisering af den europæiske industri.   


Med adaptionen af denne diskurs skriver Europaministeren sig direkte ind i en bredere europæisk orientering, der på bagkant af faldende vækstrater og geopolitisk volatilitet, har løftet konkurrenceevne og sikkerhed til nye højder. Konturerne for denne linje blev indgraveret i den europæiske selvforståelse navnlig gennem Draghi-rapporten, der i 2023 dekreterede, at unionens geopolitiske autonomi skulle sikres gennem en neomerkantil syntese af keynesianisme og markedslogik. En strategi der kombinerer massive fælles offentlige investeringer i strategiske sektorer som energi, teknologi og forsvar med en sideløbende deregulering af erhvervslivet og simplificering af klimarapporteringskrav. Gennemgående båret af en underlæggende bestræbelse på at måle sig med de amerikanske og kinesiske vækstmaskiner. 


I Bruxelles omtales denne politiske kurs sjældent som deregulering. Betegnelsen er persona non grata og har været det siden dens kobling til finanskrisen i 2008. I stedet anvendes eufemismer som simplificering, afbureaukratisering og effektivisering, ladet med indbyggede forsikringer om neutrale, velsagtens indiskutable samfundsmæssige forbedringer. Under sprogets fernis aner man dog, at her er tale om klare politiske prioriteringer, båret af markedsprincippernes imperativer.  


Senest blev disse politiske vinde stadfæstet og konkretiseret i Ursula von der Leyens State of the Union-tale hvor konturerne af den nye flerårige finansielle ramme blev trukket op. Her sættes lettelser og for erhvervslivet i højsædet, mens den grønne omstilling og socioøkonomiske tiltag i bedste fald reduceres til et middel for økonomisk vækst og i værste fald ofres på konkurrenceevnens alter.   


Det er i dette lys, at Marie Bjerres tale bør forstås. For her forankres den europæiske konkurrenceevne ikke kun i interne reformer og strategier, men i en idealisering af den amerikanske vækstmodel. Bjerre fremhæver, at den gennemsnitlige indkomst i USA er steget dobbelt så hurtigt som i Europa siden år 2000, at den amerikanske produktivitet er unionen overlegen, og europæerne betaler op til tre gange mere for energi. 


At konkurrenceevne i dag står som et næsten sakralt mål, vil næppe få nogen til at sprøjte morgenkaffen ud over avissiderne. Pointen her er da heller ikke at udfordre selve vækstbegrebet. Ej heller at slå et slag for kafkask bureaukratisering og bestemt ikke fornægte den geopolitiske skrøbelighed, EU befinder sig i. Men hvis den sociale sammenhængskraft og den grønne omstilling systematisk underordnes konkurrenceevnen, risikerer vi at undergrave netop den stabilitet og modstandskraft, som sikkerhedspolitikken søger at værne om. 


Derfor er det snarere interessant at spørge, hvad der overses, når EU’s fremtid måles på amerikanske præmisser. For kigger man de påståede amerikanske fortrin efter i sømmene, træder konturerne af en mindre flatterende virkelighed frem af skyggerne.  

 

Billig energi?   

På overfladen er USA’s lave energipriser en konkurrencefordel, men bag prisskiltene gemmer sig tre strukturelle faktorer: 


  1. USA råder over enorme reserver af olie og gas, der holder priserne nede.  

  2. Dollaren er verdens dominerende reservevaluta, hvilket giver USA en strukturel og økonomisk fordel i den globale oliehandel.   

  3. Energibeskatningen er markant lavere end i Europa. En liter benzin koster omtrent det samme som en halv liter mælk i Netto anno 2005. Rart nok ved pumpen, men knap så fordelagtigt for klimaudsigterne.  


Hvor EU traditionelt har anvendt energiafgifter som incitament for grønne alternativer, hviler den amerikanske model på at holde priserne nede og udlicitere klima-regningen. Billig energi er derfor ikke blot et konkurrenceparameter, men et udtryk for systematisk nedprioritering af klimaet til fordel for kortvarige glæder. En kortsigtet logik hvis imperativer afspejles mellem linjerne i Unionens forsimpling af Green Deal initiativerne i Omnibuspakkerne, vedtagelsen om udskydelsen af 2040-klimamålene midt i september, og senest kommissionsformandens løfter til Trump om at hæfte for import af 750 milliarder dollars af amerikansk energi.   


Sidstnævnte accelererer ganske vist Europas uafhængighed fra russisk gas, men som ved at erstatte en afhængighed med en anden, kan synes blot sparke dåsen ned ad vejen. EU har siden 2022 brugt 60 milliarder Euro mere på russiske fossile brændstoffer end de har sendt i støtte til Ukraine (208,9 milliarder til Rusland, 146,9 til Ukraine per 3/5 2025) og desperationen efter at stoppe understøttelsen af den russiske krigsmaskine må efterhånden være til at føle på. Men ved på ny at binde Europas konkurrenceevne og energiforsyning til kulstof-intensive energiformer, løber vi Trumps ærinde og køber ind på hans drill baby drill klimabenægtende actionfilm logik, som det internationale samfund skulle stå model til ved FN-topmødet slut september. Samtidig risikerer EU at gentage den liberale fejlberegning, der lovede at handelsafhængighed af russisk gas gennem North Stream, ville sikre tættere diplomatiske bånd til Putin og dermed fred i Europa.   


I klimaregnestykket viser der sig heller ikke nogen gyldig logik og selv Aristoteles ville have måttet bøje sine syllogismer for, at få tallene til at passe. For amerikansk LNG udleder nemlig markant mere CO2 end russisk North Stream gas, hvis man medregner hele produktions- og transportkæden. Og at satse på amerikansk importeret fossilenergi, i en tid hvor sol og vind er ved at være de billigste energikilder globalt, fremstår derfor ikke blot klimapolitisk nærsynet, men også konkurrencemæssigt kontraintuitivt.   

  

Et spørgsmål om distribution  

Når Europaministeren priser USA’s høje gennemsnitsløn, overser hun en række mellemregninger, der giver et ganske andet billede. Gennemsnittet fortæller ikke meget om, hvordan indkomsterne faktisk fordeles, og er derfor en tvivlsom udregningsmetode, hvis man ønsker et øjebliksbillede af de amerikanske borgeres økonomiske virkelighed.


Fordelingen af velstand er siden Ronald Reagans neoliberale deregulering af den amerikanske industri og finansielle sektor i 1980’erne, disproportionalt tilfaldet den økonomiske elite. Hvor produktivitet og løn i fire årtier før cyklede på tandem, skiltes kurverne brat med privatiseringens og dereguleringernes indtog. Mens produktionen fortsat voksede, faldt lønstigningerne for det store flertal. 


Bores der lidt dybere i den amerikanske økonomis sammensætning og fordeling, træder dereguleringsregimes realiteter hurtigt frem, og med dem indikationer på årsagsvirkninger til et politisk landskab domineret af polarisering og populismens fremmarch. Et landskab, hvor tilliden, ikke bare til de etablerede institutioner, men i al almindelighed, udhules. Hvor utilfredsheden blandt de mange kapitaliseres af de få.  


  • De rigeste 5 % ejer 2/3 af USA’s samlede formue (den samlede værdi af alle husholdningers og privatpersoners aktiver, minus deres gæld). Til sammenligning ejede de laveste 50% af indkomstfordelingen, altså 160 millioner amerikanere, 2,5%.  


  • De rigeste 10 % står for næsten halvdelen af USA’s samlede private forbrug, der udgør 70 % af den amerikanske økonomi. Med andre ord kan det se ud som, at det, der i øjeblikket holder Trumps økonomi til ilden, er uligheden i sig selv.   


  • Hvis den føderale mindsteløn havde fulgt produktionsvæksten ville den i dag ligge på 26 dollars i timen. I stedet er den tæt på stagneret på 7,25.  


  • CEO’s tjener i dag næsten 300 gange så meget som en gennemsnitlig lønmodtager. I 1964 var forholdet 20 til 1.  


  • Gini-indekset, der måler økonomisk ulighed, ramte i 2021 det historisk høje niveau på 0,494 i USA. Til sammenligning var EU-gennemsnittets 0,29.   

 

Tallene vidner om at den amerikanske gennemsnitsløn er blevet en overfladisk indikator, en økonomisk illusion, der maskerer fundamental ubalance og social dissonans. Rigdommen er så skævt fordelt, at det sender tankerne tilbage til 1920’ernes Gilded Age. Den glitrende overflade dækker over nøjagtig lige så dybe sociale kløfter som dengang og tankerne henvises til Scott Fitzgeralds Gatsby, der med sine overdådige selskaber i West Egg forsøgte at dække over et tomrum i hans hjerte, som ingen mængde champagne kunne fylde.  


Ifølge cheføkonomen i Tænketanken Europa Thomas Tørsløvs dugfriske analyse, har europæernes levestandard de sidste femten år, på trods af lavere BNP-vækst, vokset hurtigere end amerikanerens. En udvikling, der ifølge Tørsløv afslører en blink vinkel i Draghis analyse og som indikerer, at økonomisk styrte ikke nødvendigvis måles i BNP, men i evnen til at omsætte velstand til velfærd. Europæerne har lavere ulighed, lever længere ved bedre helbred, og har mere fritid end amerikanerne. 


“Vi skal passe på ikke at kopiere de forkerte dele af den amerikanske økonomi,” advarer han, og minder om, at en politik, der ensidigt sigter efter højere vækst, risikerer at undergrave de samfundsmæssige styrkepositioner, Europa hidtil har haft: lighed og velfærd. 


Han påpeger, at miljøhensigtsmæssige og arbejdsmarkeds reguleringer, velsagtens kan sænke BNP væksten, men faktisk fører til højere levestandarder. For selvom deregulerings og liberaliseringers løfter kan virke flatterende, er det, ifølge Tørsløvs analyse, langsigtede investeringer i sundhed, klima, og socioøkonomisk velfærd, der skaber bedre levevilkår. 


En pointe der illustrerer hvad Marie Bjerre overser i sin idealisering af den amerikanske model. At jagten på vækst ikke nødvendigvis skaber bedre liv og at den let kan forarme de værdier, den forsøger at beskytte. 


At anvende USA’s gennemsnitsløn som ledestjerne for europæisk vækst bliver derfor som at tage Hollywood-kulisser for gode varer. Bag facaden huserer en socioøkonomisk virkelighed, hvor uligheden ikke blot er et fordelingsspørgsmål, men et strukturelt vilkår med politiske konsekvenser.   


Når store dele af befolkningen oplever, at de ikke får del af velstanden, mens den økonomiske elite høster frugterne, svækkes tilliden til de politiske institutioner. Det er netop i dette vakuum, at populismens værdipolitiske fremmarch finder frugtbar jord. Fortællingen om USA er et skoleeksempel på dette; Frankrig er nært. Den femte republik slår med voksende utilfredshed mod pensionsreformer og finansielle spareplaner for de mange, revner i sit politiske fundament. Paris gader forvandles til en kampplads, parlamentet til en løbsk karrusel, hvor premierministre roteres med samme hast som Trumps politiske udsving. Gefundenes fressen for Marine Le Pen og den stadigt stigende tilslutning til hende og resten af den paneuropæiske EU-kritiske højrefløj.  


Tværs over kontinentet kan iagttages et stigende momentum for patriotiske, ofte Trump-venlige højrefløjs partier, og deres sympatisører. I Østrig er FPÖ største parti, i Italien sidder Meloni’s Italianske Brødre allerede på regeringsmagten, i Tyskland har AFD som det første yderliggående højrefløjsparti siden NSDAP cementeret sig som næststørste parti. I Ungarn styrer Orbán med jernhånd og i Tjekkiet har oligarken Babiš’ ANO netop generobret regeringsmagten. Blandt europæiske lande med lignende tendenser kan nævnes Holland, Belgien, Slovakiet, Kroatien, Sverige, Polen, Portugal, Letland og Estonien. På den anden side af den engelske kanal har Nigel Farage pustet nyt liv i Brexit-arven. Hans isolationistiske parti Reform UK stormer frem i meningsmålingerne og har givet Union Jack en symbolsk renæssance. Og selvom at briterne forlod Unionen for 10 år siden, er udviklingen til at føle på i den europæiske politiske atmosfære.

 

Denne politiske zeitgeist spirrer i skyggerne, hvor store vælgergrupper oplever sig efterladt og uden at tage reel del i velstandsudviklingen. Skal EU bevare tilliden til de politiske institutioner og modvirke den centrifugale polarisering, kræver det ikke blot markedsreformer, men en styrkelse af redskaber, der kan underbygge social balance og politisk sammenhængskraft.  


Såfremt EU lægger alle sine æg i konkurrenceevnens kurv uden at give den Europæiske Sociale Søjle vægt som modbalance, uden samtidig at forpligtige sig helhjertet til at bevare den europæiske velfærdsmodel, risikerer Unionen at nære de polariserendes kræfters gløder, der allerede ulmer under dens fundament.

   

Spørgsmålet er derfor ikke alene, hvordan Europa kan blive stærkt i en foranderlig verden, men hvordan vi definerer styrke. Skal visionen om et stærkt Europa realiseres, kan den ikke hvile på vækstrater og geopolitisk slagkraft alene, men må forankres i demokratisk legitimitet, socioøkonomisk sammenhængskraft og en forpligtigelse til at dekarbonisere. Retter Unionen kikkerten for ensidigt mod amerikanske vækstmodeller, risikerer vi at lade os lede af en stjerne, der glimrer stærkt, men kaster lange skygger. For uden velfærd og lighed er der intet fundament. Og man kan hverken bygge borge eller skyskrabere på smuldrende jord.  


Kilder:  

 
 
 

Kommentarer

bottom of page