Analyse: Europas grønne glashus - europæiske klimaambitioner lider samme skæbne som de amerikanske
- nyteuropa2
- for 3 dage siden
- 6 min læsning
Af: Liva Schou Tofft, junior analysekonsulent v. Nyt Europa (2025)
Dagene, hvor EU fører an som grøn bannerfører, er ved at være talte. For ikke alt for længe siden var opbakningen til den grønne dagsorden bred hos både politikere, erhvervslivet og befolkningen i EU.
Paris-aftalen i 2015 var med til at forpligte samtlige EU-lande til en reduktion af drivhusgasser. EU’s klimalov bandt i 2021 unionen til et mål om klimaneutralitet. Den grønne dagsorden kom tydeligt forrest i EU. Men måske er tiden kommet til at rette blikket indad. For mens vi i EU peger fingre ad USA for at slække på klimaindsatsen, bliver EU’s ambition om at fremstå som den store globale klimaforkæmper svækket af højrefløjens fremgang. Både i de nationale regeringer og i pladserne ved Europa-Parlamentet. En udvikling, der er med til at bane vejen for en tendens i EU: Nedprioritering og udsættelse af grøn lovgivning – selvsamme tendens, som vi skænder USA for.
EU er tidligere blevet set som en grøn bannerfører, som med sine klimaambitioner og medfølgende politiske tiltag bød andre at tage klimaet lige så alvorligt, som de selv gjorde. Dog ser det anderledes ud i dag. Med et tydeligt skifte efter Europa-Parlamentsvalget i 2024 med en voksende tilslutning til højrefløjen, både på regionalt og parlamentsniveau. Mens man påstår at holde fast i klimamålene, er man i praksis i gang med at ændre kursen fra ”green” til ”clean”. Dermed ser man flere hensyn til den europæiske konkurrenceevne og sikkerhed end til miljøet og den grønne dagsorden.
I begyndelsen var det nemt for Kommissionen at udskælde USA, fordi landets klimaindsats falmede. Da USA trak sig fra Paris-aftalen, var kritikken hård og Kommissionen udtalte selv, at Paris-aftalen var det bedste håb for menneskeheden, når det gjaldt klimaet. Men måske er tiden kommet til at rette blikket indad. For mens EU forsøger at fremstå som den store globale klimaforkæmper, truer nye politiske vinde med at svække EU’s egne klimaforpligtelser. Styrkelsen af den Europæiske højrefløj er ikke kun et skifte i den normative diskurs i Europa. Den er også med til at bane vejen for en ny og skræmmende tendens i EU: Nedprioritering og udsættelse af grøn lovgivning – selvsamme tendens, som vi skænder USA for.
Den højrepopulistiske udvikling i Europa i det sidste årti
I de seneste år har vi set en voksende støtte til højrepopulistiske partier, der i dag rangerer blandt de tre største politiske partier i en tredjedel af de europæiske lande. Disse partier har opnået betydelig succes til både nationale og regionale valg i den seneste tid. Det så man blandt andet ved Europa-parlamentsvalget i 2024, hvor højrepopulistiske partier vandt frem i en lang række lande, herunder Italien, Polen, Østrig og Tyskland. I Frankrig vandt Marine Le Pens Rassemblement National 31,4 pct. af stemmerne - partiets bedste resultat til dato. Tendensen bliver også afspejlet i pladserne i Europa-Parlamentet. Ved Europa-Parlamentsvalget i 2019 udgjorde højrepopulistiske partier 20 pct. af pladserne i parlamentet. Ved valget i 2024 endte de med at udgøre 24 pct.
I takt med højredrejningen af mange EU-lande har man samtidig i Europa-Parlamentet set et markant skifte i klimaambitionerne. Klimafornægtere i Europa-Parlamentet har nu nået en så kritisk masse, at det går ud over de fremsatte klimaambitioner fra EU’s side. Tiltag bliver forsinkede på ubestemt tid og dagsordenen bliver i stedet fyldt op af emner som migration og konkurrencedygtighed. Det ses f.eks. ved den foreslåede Multiannual Financial Framework (MFF) for 2028-2034, hvor skiftet er tydeligt. Forslaget har fokus på at øge investeringer samt finansiering til forsvar og sikkerhed og dermed fjerne fokus fra f.eks. landbruget. Den nye MFF bliver et tydeligt billede på, hvordan dagsorden er skiftet og kan ses i meget konkrete tal. Der er i forslaget afsat 17,65 milliarder euro til militær mobilitet, hvilket er en tidobling i forhold til den nuværende MFF. Det er derfor en reel bekymring, hvorvidt den klimalovgivning, som blev lovet tidligere, er i fare for slet ikke at blive til virkelighed. Alt sammen mens EU forsøger at holde den grønne klimafane højt for resten af verden, i hvert fald rent moralsk.
Fra green to clean: Tilbagerulninger af EU’s grønne dagsorden
Skiftet kan ses i aktuel EU-lovgivning. I juni måned valgte EU-rådet at forsinke det tidligere fremsatte Green Claims Directive, som skulle beskytte forbrugere mod greenwashing. Direktivet, som første gang blev foreslået i marts 2023, ville kræve, at virksomheder fik verificeret deres miljøpåstande af uafhængige tredjepartsinstanser, og samtidig regulere brugen af miljømærkninger i hele EU. Målet med direktivet var at øge forbrugertilliden og bekæmpe vildledende markedsføring på tværs af EU-lande.
Forhandlingerne om den endelige lovtekst begyndte i januar 2025. Men nu er de sat i stå. Rådet har aflyst den afsluttende forhandlingsrunde, og Kommissionen overvejer nu helt at trække forslaget tilbage. En tilbagetrækning af direktivet vil ikke kun være et tilbageslag i kampen mod greenwashing. Det vil også være en underminering af EU's fælles forsøg på at sætte standarder for virksomheders klimansvar.
Kommissionen meddeler, at den foreslåede version af direktivet vil være for tung en byrde for små virksomheder. Ifølge Paula Pinho, cheftalsperson for EU-kommissionen, ville det nuværende tiltag have en negativ effekt på omkring 30 millioner mikro-virksomheder.
Hele situationen har udløst skarpe reaktioner fra både centrumpartier og venstrefløjen i Europa-Parlamentet. De anklager Kommissionen for at have givet efter for pres fra højrefløjen, som inkluderer grupperne EPP, ECR og PfE. Tilbagetrækningen af direktivet bliver et billede på den magt, som højrefløjen sidder på. Parlamentets politiske sammensætning er blevet drejet mod højre, og derfor udtalte Ursula Von Leyen også, at midten i parlamentet kunne udgøre ”et anker af stabilitet”, men at flertallet var i fare for at tippe mod højrefløjen.
På trods af vores opfattelse af EU som klimafanebærer, så er forsinkelsen af direktivet netop med til at udviske nogle af de forskelle der ofte bliver fremlagt mellem EU og USA. Mens EU har travlt med at kritisere USA for manglende klimahandling og svage klimamål, er vi ved at træde ind på samme sti. EU trækker også de store klimaambitioner tilbage, når den politiske modstand begynder at vise tænder - akkurat som man har set i USA. Forskellen på begges klimaambition ser derfor pludselig lille ud, når EU udskyder et grønt direktiv, og USA ikke lang tid før, beordrer energikæmpen Ørsted til at standse arbejdet på et vindmølleprojekt ud for Rhode Island.
EU er også ved at miste grebet om den grønne klimafane, når det kommer til den erhvervspolitiske dagsorden - særligt med forhandlingerne om The Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD). CSRD blev introduceret i 2023 og er med til at kræve, at firmaer, som operer indenfor EU, skal rapportere deres indvirkning på klimaet, miljømæssige problemer, arbejdsforhold og menneskerettigheder. En måde hvorpå det offentlige og interessenter kan få et indblik i, hvordan firmaerne håndterer bæredygtighed og de risici, som følger med.
Men i forbindelse med EU-kommissionens præsentation af Omnibus 1 står CSRD til at skulle igennem en række forenklinger. Kommissionen ser forenklingerne som nødvendige for at styrke EU’s konkurrencekraft. De mener, at den nuværende udgave af CSRD er for kompleks og med til at hæmme virksomhedernes evne til at konkurrere med udenlandske aktører.
Omnibus 1 inkluderer bl.a. disse ændringer:
At ekskludere op mod 80 pct. af de virksomheder, der i dag er omfattet af CSRD, ved fremover kun at dække virksomheder med over 1000 ansatte.
Give små og mellemstore virksomheder retten til at nægte at oplyse bestemte typer data indenfor bæredygtighedsrapportering.
Igen bliver det tydeligt, hvordan lovgivning, som er med til at fremme grønne initiativer indenfor EU’s grænser, bliver forsimplet på baggrund af et øget fokus på sikkerhed og konkurrencedygtighed. Det, som engang kunne definere EU som bannerfører for gennemsigtighed og ansvarlighed indenfor klimakampen, er nu ved at blive udvandet. Når færre virksomheder er forpligtet til at rapportere, og kravene samtidig bliver lempet, så ender CSRD’en med at miste sin styrke, og taberne bliver både miljøet og i høj grad også de grønne virksomheder, som mister et fælles grundlag at sammenligne sig med.
Måske er det tid til selvransagelse i EU?
Dette eksempel er endnu en gang med til at understrege, hvordan pres fra højrepopulistiske kræfter og jagten på et mere konkurrencedygtigt EU får konsekvenser for den grønne dagsorden. Måske er det på tide, at vi stopper med at pege fingre ad USA og deres tilgang til grøn politik, når vi selv i EU er ved at bevæge os ad samme vej. Vi ser forsinkelser, udskydelser og forenklinger af den grønne politik, der før blev ført. Men forenklinger og forsimpling af EU-lovgivning er dog ikke en dårlig ting i sig selv.
Der er en mening i, at man ser på, om EU’s bureaukratiske apparat kan gøres mere simpelt. Målet er ikke at dynge regler på de mindste virksomheder til de kvæles. Målet er at undgå kvælningen af vores klima. Men netop derfor må en regelforenkling aldrig ske på bekostning af klimaet. Den grønne lovgivning er nødt til at komme først i regnskabet. Ellers risikerer vi at tabe kampen for klimaet på den lange bane. Vi må se indad i EU, forholde os til de grønne love vi har lavet, og hvordan vi bedst optimerer dem til fordel for klimaet og samtidig for erhvervslivet. Og vi i EU er nødt til at droppe vores fingerpegning af USA, for vores egen klimaambition minder efterhånden meget om deres. EU er ikke længere den grønne klimabannerfører, som vi engang brystede os af at være. I stedet fokuserer vi i højere grad på sikkerhed og konkurrenceevne. Ligesom USA.
Kilder:
*aktas-2024-the-rise-of-populist-radical-right-parties-in-europe.pdf
Kommentarer