Analyse af MFF'en: store puljer kan ende med at udvande europæiske værdier

Af: Rukiatu Sheriff, Politisk rådgiver: rettigheder og retfærdig omstilling.

Nyt Europa har allerede gennemgået MFF’ens store linjer: hvad der foreslås, hvordan pengene fordeles og hvilke nye programmer der er på tegnebrættet : hvem der vinder og hvem der taber – alt fra AGORA, LIFE, Ukraine, transport mm.

Hvis ikke du har læst dét, anbefaler vi at du læser med her: Sådan fordeles EU's penge de næste 10 år - (næsten) kort fortalt

Nu har støvet lagt sig oven på Kommissionens lancering, og den første måned i det danske formandskab er kommet og gået – og nu er det tid til at grave dybere og gøre rede for hvilke udfordringer, vi reelt står over for i forbindelse med de kommende finansielle rammer i Europa.

For selvom det er vigtigt at kende budgetlinjerne og MFF’ens store linjer, er det mindst lige så vigtigt at forstå, hvad der er på spil demokratisk og politisk.

For civilsamfundet er AGORA kun en del af billedet

Det nye AGORA-program sammensmelter CERV (Citizens, Equality, Rights and Values) funding-puljen og Creative Europe under overskriften “Konkurrenceevne, Velstand og Sikkerhed”. Og det er bekymrende. For hvad sker der med civilsamfundets rolle, når vi bliver lagt ind i et program som også skal rumme både erhvervsstøtte, innovation og konkurrence?

Kan man overhovedet sikre lige adgang og målrettet støtte, hvis civilsamfundet ender med bare at blive endnu en stemme i et stort og støjende opmærksomhedsøkonomisk landskab?

Risikoen her er at demokratiet bliver taberen. Det er derfor helt afgørende, at Nyt Europa – sammen med mange andre gode civilsamfundsaktører – kræver klare svar og forpligtende løsninger. AGORA er et godt pengemæssigt afsæt for arbejdet med rettigheder og demokrati i det kommende budget, men det er vigtigt at hæve blikket og se hele MFF’en i et samlet perspektiv. For demokratiarbejdet kan ikke være afgrænset til én pulje - som de næste par år kan nå at skrumpe betydeligt mens forhandlingerne om det endelige budget står på, og vi skal også holde fast i og styrke de andre og mere institutionelle værktøjer, vi har.

Partnerskabsprincippet – et demokratisk værktøj under afvikling?

Vi glemmer ofte et af de mest kraftfulde strukturer for civilsamfundets deltagelse: partnerskabsprincippet. Det lyder tørt, men det er i virkeligheden dér, hvor demokratisk deltagelse bliver virkelig.

Princippet som er forankret i EU’s delegerende forordninger [1], binder medlemsstaterne til at inddrage civilsamfundet i planlægningen og overvågningen af midler, især hvad angår The Cohesion Policy eller samhørighedspolitiken, som skal sikre EU's økonomiske, sociale og territoriale samhørighed.

Partnerskabsprincippet er grunden til at civilsamfundet sidder med ved bordet, når nationale og regionale myndigheder fordeler EU-midler og laver prioriteringer. Arbejdet her giver ikke bare indsigt og indflydelse, men også mulighed for at fungere som demokratisk vagthund – en kerneopgave for civilsamfundet og afgørende for at sikre den demokratiske modstandskraft. Her spiller monitoreringskomiteer og fælles opfølgning en central rolle og det er her mange af de lokale, grønne og sociale civilsamfundsaktører får adgang til EU-midler og får mulighed for at præge den politiske dagsorden.

Men vi ser at flere medlemslande nedprioriterer eller helt forbigår partnerskabsforpligtelserne uden at blive sanktioneret og at det klare fokus på governance og deltagelse er kraftigt reduceret i det nye forslag til EU's samhørighedspolitik. Og dén udvikling, sammenholdt med et MFF-udkast der samler EU's prioriteringer i nogle enorme puljer, er vi i NE bekymrede for kommer til at betyde en dobbeltsidet nedprioritering. At det demokratisikrende civilsamfund forsvinder i mængden og at vores indflydelse fjernes i udfærdigelsen af den politik, vi selv skal sikre grundlaget for.

Og det skal der råbes højt om!

Demokrati er infrastruktur – ikke bare endnu et program

Budgetudkastet er på flere måde meget sigende for den tid vi befinder os i. Resiliens, robusthed og modstandskraft er nøgleordene, men ordene mister deres kraft, hvis vi overser den infrastruktur der gør demokratiet stærkt. Den infrastruktur som understøtter vores tillid til samfundet, frie medier, engagerende borgerfælleskaber, lokale initiativer, vores fundamentale rettigheder og retssikkerhed.

Her spiller det europæiske civilsamfund, vores fælles europæiske værdier og Rule of law-mekanismer en afgørende rolle. Vi har også brug for ligestillingsindikatorer som EIGE og flere stærke horisontale principper i den nye MFF. Det er vigtigt at de beskyttes og forstærkes, da de er fundamentet for et modstandsdygtigt og robust Europa - også indadtil.

AGORA er både løsning og problem

Alle der gerne vil arbejde for et stærkt, demokratisk Europa bør følge forhandlingsfasen af MFF'en tæt. Det er her, der skal sættes handling og struktur bag retorik. AGORA er blevet lanceret som en 'åndelig oprustning' af Europa, men det er også problemet. Når demokratisk deltagelse og det lavpraktiske demokratiske arbejde forputtes i en megapulje og pakkes ind i vagt demokrati-termonologi, ender vi med at afpolitisere demokratiet istedet for at løfte det - og det er gravalvorligt og farligt netop nu hvor flere af de Europæiske demokratier vakler.

I forhandlingsfasen, hvor de egentlige slag om midler og vægtning står, er det afgørende, at civilsamfundets rolle ikke bliver marginaliseret til et kommunikationsspor, mens de beslutninger træffes uden vores tilstedeværelse. Hvis AGORA bliver den eneste platform, hvor demokrati og civilsamfund nævnes, og samtidig står uden tilstrækkeligt budget, så er det ikke en styrkelse, men en begrænsning.

AGORA kan ikke stå alene. Hvis det bliver betragtet som 'demokratiprogrammet' i EU's fremtidige budget, og samtidig ikke kobles til de større strukturelle mekanismer som samhørighedspolitikken, investeringsmidlerne og de horisontale principper, så bliver det i bedste fald et frirum for værdipolitisk konsensus og i værste fald en afledningsmanøvre for at underkende det europæiske demokrati.

Vi skal derfor insistere på, at den demokratiske deltagelse af både borgere og civilsamfund ikke kun handler om at være en del af særligt udvalgte programmer eller modtage finansiering. Det skal tværtimod bygges ind i selve kernen af EU’s politiske og økonomiske styring.

Der er ingen discount på demokrati. Civilsamfundets rolle i EU handler ikke om at være projektleder for andres visioner, men om at være med til at forme fremtiden. Det kræver plads, støtte og politisk vilje.

For det, vi står overfor i forhandlingerne om MFF, er ikke kun et spørgsmål om hvor mange penge, der går til hvad men et spørgsmål om, hvem der har reel indflydelse, hvem der bliver hørt, og hvem der bliver glemt.

Skal vi tage demokratiet alvorligt, må vi sikre, at alle relevante mekanismer bliver forsvarligt udviklet, finansieret og forankret.

[1] Delegerede forordninger er EU-regler, som Kommissionen vedtager for at præcisere eller uddybe, hvordan love skal føres ud i livet – fx hvordan medlemslande konkret skal sikre civilsamfundets deltagelse i EU-programmer.