2025 var et forsvarsår: ja, militært, men også demokratisk
- nyteuropa2
- for 2 dage siden
- 4 min læsning
Af: Julie Rosenkilde (19-12-2025)

Nu hvor julen står for døren og året går på hæld, vil jeg benytte anledningen til at sende en hilsen på vegne af vores organisation og gøre status over et år, der har været spændende, travlt og udfordrende.
Det har det været både i vores egen organisation og ude i verden hvor Donald Trumps genindsættelse i Det Hvide Hus og arbejdet under det danske EU-formandskab har fyldt.
I 2025 blev selv de stærkeste europæiske demokratier tryktestet. Antidemokratiske tendenser og antirettighedsbevægelser trænger sig på og begynder også at sætte deres aftryk i det europapolitiske samarbejde, hvor vi blandt andet ser en tendens til, den konservative EPP-gruppe oftere og oftere kigger mod højre for at danne flertal. Europas grønne NGO’er og klimapolitikken er for alvor kommet under pres i det nye parlament. En særlig arbejdsgruppe er blevet nedsat til at kulegrave økonomien og EU’s støtte til klima-NGO'er, og med vedtagelsen af Omnibus 1, den såkaldte ‘forenklingspakke’ må vi vinke farvel til mange mekanismer, der holder virksomheder ansvarlige over for klimaet.
Som demokratisk funderet civilsamfundsorganisation kæmper vi for, at civilsamfundets interesser repræsenteres, at vores fælles retsstatsprincipper overholdes, og at politikere holdes ansvarlige. Når vi skal imødegå de angreb, vi lige nu ser på demokratiet på tværs af kloden, bliver vores adgang til og mulighed for at deltage i debatten vigtigere end nogensinde. Derfor er det også alarmerende, at civilsamfundet oplever, at det blevet sværere at få adgang til det politiske niveau i Bruxelles.
2025 var også et år, hvor vi satte data bag det danske civilsamfund og gav dem en scene for at styrke vores fælles fundament. I sommer udgav vi, under FRi-projektet og sammen med Globalt Fokus, den største rapport i dansk kontekst om civilsamfundets vilkår. På Folkemødet stillede vi vores scene til rådighed for intet mindre end 29 forskellige rettighedsforkæmpere, sammenslutninger, NGO’er og organisationer. Rettigheder har været overskriften for meget af vores arbejde - også vores store internationale Democracy&Rights-konference, vi netop har holdt her i november. 250 rettighedsforkæmpere fra alle sektorer og i alle størrelser mødtes, ikke blot for at diskutere, men for at finde løsninger på den demokratiske krise, og det var en fornøjelse at være med til at facilitere to dage med så opløftende og konstruktiv energi, vi ved har givet både blod på tanden hos nogle og ansporet til nye samarbejder hos andre.
Året sluttede heldigvis on a high. I starten af december var Nyt Europa værter for EU-kommissæren for demokrati, justits og retssikkerhed, Michael McGrath. Omkring vores bord mødtes repræsentanter fra det brede civilsamfund med kommissæren til samtale om civilsamfundets vilkår i Danmark og om, hvordan vi styrker civilsamfundet og forpligter hinanden på det videre arbejde for fundamentale rettigheder. En samtale, som fortsætter i det kommende år.
Forløberen for netop denne samtale var kommissærens arbejde med den netop udgivne fælleseuropæiske civilsamfundsstrategi, som vi har fulgt interesseret hele året, og som slår civilsamfundets rolle som demokratisk fundament fast med syvtommersøm. Strategien er tiltrængt, og jeg er blevet interviewet om den til Altinget, hvis du vil læse mere:
Det hele er til at blive forpustet af, men vi er heldigvis i fin form og ser frem mod et nyt år med nye planer. Nu som det danske repræsentantskabsmedlem af den internationale rettighedsorganisationen The Civil Liberties Union for Europe og med analysechef Regitze Rohlfing som en del af Liberties’ bestyrelse.
Når muligheden for at bidrage til EU-Kommissionens Rule of Law-rapport åbner i januar, sidder vi klar til at indsamle erfaringer fra Danmark og selv bidrage.
I løbet af foråret 2026 kommer vi til at høste frugterne af efterårets tunge analysearbejde. Resultatet af vores pilottest af et nyt demokratisk monitoreringsværktøj under projektet MACS udkommer. Her har mere end 7 lande på tværs af Europa testet, hvordan vi kan blive bedre til at holde øje med demokratisk forfald ved at kigge på, hvordan civilsamfundet har det i et givent land. Vi har også skrevet det første danske landekapitel i Liberties’ store shadowrapport til EU-Kommissionens Rule of Law-rapport og været central bidragsyder til European Civic Forums rapport over det civile råderum.
Men det er ikke tunge rapporter det hele. Vores frivillige arrangementsgruppe fortsætter ufortrødent med rækken af oplæg og samtaler under overskriften ‘Ny verdensorden’. I løbet af året har vi snakket med nogle af de førende forskere, politikere og samfundsaktører, og jeg vil gerne sige tusind tak til både jer, der deltager i debatten, og særligt også til vores kloge og arbejdsomme arrangementsgruppe.
Det er et stort og vigtigt arbejde at sikre stærke, retfærdige og inkluderende demokratier. Men når vi ser, at forslag bliver stemt igennem eller forkastes med marginaler, og når samtalen bliver postfaktuel, bliver hver eneste samtale afgørende.
I 2026 vil vi fortsætte med at tage dialogen, række ud, oplyse og argumentere. Det gør vi med hjælp fra dig, alle vores andre medlemmer, samarbejdspartnere og andre organisationer på tværs af landegrænser.
Tak for din støtte og for at være en del af bevægelsen for et mere demokratisk, grønt og inkluderende Europa. Rigtig glædelig jul og godt nytår
Sekretariatschef
Julie Rosenkilde





Kommentarer