Steen Gade: Ikke et ord om EU

FV26 // DEBAT – Mange partier har tilsluttet sig “sloganet” om, at vi skal rykke tættere sammen i EU-bussen. Ja, det skal vi, skriver Steen Gade, men hvad betyder det konkret for Danmark? EU er næsten fraværende i valgdebatten, selvom det næste Folketing skal træffe afgørende beslutninger om Danmarks kurs i Europa.

Debatindlægget er bragt i POV International, 12.03.2026

Valget er udskrevet uden et ord om EU. Vores europæiske politiske union, hvor vi vedtager fælles politik på stadig flere områder og især på de vigtigste.

Heller ikke et ord – bortset fra et lille kritisk pip om euroen fra Inger Støjberg og det modsatte fra Lars Løkke Rasmussen – i den første store politiske debat, arrangeret af vores to tv-stationer. Alt sammen sikkert i overensstemmelse med, hvad både mediernes og de politiske partiers fokusgrupper har fortalt dem.

Vælgerne vil hellere drøfte noget andet, hedder det sig. Derfor er de tre kandidattests, som jeg har nået at tage, da også nærmest helt tømt for de store spørgsmål, vi kommer til at tage stilling til i de næste fire år. Fra 2026 til 2030. Det er den periode, EU-Kommissionen har sat for at skaffe os rimelig strategisk suverænitet i vores verdensdel. Kun meget lidt har sneget sig ind. Lidt om indkøb af våben, om fordele ved EU-medlemskab og så heller ikke mere.

En valgkamp uden Europa

På den måde bekræfter tests, fokusgrupper og derefter alle de store debatter sig selv i en stor cirkelslutning. Det er ikke det, vælgerne vil diskutere, det er for svært, for stort. Og – måske vigtigere – fokusgrupperne viser, at det vistnok ikke flytter vælgere. Så derfor retter alle aktører stort set ind. Uafhængigt af, hvad der faktisk bliver de vigtigste dagsordener for det næste Folketing.

Altså står vi på nøjagtig samme sted, som vi plejer i folketingsvalgkampe. De vigtigste beslutninger for Danmark – og i meget høj grad også for hver enkelt af os borgere – bliver ikke drøftet, når vi sammensætter det Folketing, der skal afgøre, hvordan Danmark skal placere sig og prioritere i det europæiske samarbejde.

Denne gang virker det endnu mere ude af trit med virkeligheden end tidligere. På grund af USA under Trump ved de fleste jo godt, at det europæiske samarbejde er afgørende og bliver stadig mere afgørende. At vi står over for meget store udfordringer og valg fra nu af og indtil 2030. Ikke kun når det gælder forsvar.

Hvorfor taler vi ikke om EU ved folketingsvalg?

Det drøfter vi til valgene til Europa-Parlamentet, er den gængse forklaring. Og ja, vi er da blevet dygtigere til at drøfte emner om Europa i de valgkampe, men der er noget ”Omvendtslev” over vores valgkampe. For de store spørgsmål om, hvor tæt vi skal være på ”kernen” i EU-samarbejdet, om fælles udenrigspolitik, euroens globale rolle, evt. traktatændringer, nye medlemmer af EU med mere, afgøres jo ikke i Europa-Parlamentet, men i Folketinget og evt. i folkeafstemninger derefter.

Til gengæld har Europa-Parlamentet stor indflydelse på rigtig mange af de nære ting, som f.eks. indholdet af farlige stoffer i hudcremer og hårfarver, beskyttelse af fiskebestandene og tilskud til landbruget og dyrevelfærd.

Det ser unægtelig ofte ud, som om vi drøfter det forkerte til hvert af valgene. At det hele mest er omvendt, eller i det mindste har en helt forkert vægtning.

Og sådan tegner denne valgkamp sig da også. Ovenikøbet i en situation, hvor mange af partierne har tilsluttet sig sloganet om, at vi skal rykke tættere sammen i EU-bussen, og også er med på snakken om, at Danmark skal helt ind i kernen. Ja, det skal vi, men hvad betyder det for det land i EU, der deltager i mindst og dermed formelt ligger længst væk fra kernen?

En en mere usikker verden må EU ind i debatten

Ser man frem mod de kommende beslutninger, tegner der sig et klart billede af en enorm omfattende opgave. Lad mig fremhæve vigtige afgørelser, der presser sig på.

EU’s fremtidige budget skal forøges kraftigt, og selvom Mette Frederiksen har meldt sig positiv denne gang, er den vel ikke bare hjemme for et af de kendte ”spare-lande”?

EU-udvidelser står i kø for at blive besluttet. For Ukraine og Moldova skal der findes en stabil løsning straks efter, at krigen mod Ukraine er afsluttet. Vedtagelse af endelig optagelse af Vestbalkan-landene står for tur inden 2030.

Et rigtig tæt forsvarssamarbejde mellem EU og UK og evt. Canada skal etableres inden for eller delvist uden for NATO. Hvad med fælles våbensystemer og fælles kommandostrukturer? Hvis euroen skal tage kampen op med dollaren som global reservevaluta, skal den styrkes, og hvad så med Danmark?

Det samme gælder behovet for meget tættere økonomisk samarbejde om at skabe et mere reelt og bæredygtigt indre marked med fælles industripolitik – en helt ny dimension i dansk økonomisk politik. En fælles udenrigspolitik er en absolut nødvendighed, der vil kræve flertalsafgørelser på en eller anden måde. Landene i syd i EU vil givetvis, og med rette, kræve et mere socialt Europa. Ikke just der, hvor vi danskere har stået længst fremme. Men nu, efter at vi tabte sagen om mindsteløn i EU, er tiden inde til at tænke nyt og støtte kampen for et mere socialt EU.

Dertil kommer de emner, hvor EU indtil nu har været i front, som f.eks. på klima og miljø, der jo var kraftigt støttet af det forrige Europa-Parlament. Det nuværende Europa-Parlaments flertal trækker nu voldsomt baglæns, så her har vi brug for en stærk dansk indsats for at begrænse og forhindre tilbageslagene. Og samtidig støtte nye grønne dagsordener, som del af en ny industripolitisk satsning og i fornyelsen af det indre marked.

Tiden er inde til et nyt dansk EU-kompromis

Nu er tiden inde til noget lignende. Et nyt nationalt EU-kompromis, forstået som en omfattende og bred aftale, der tager udgangspunkt i et tættere og tættere europæisk samarbejde, at vi skal rykke tættere sammen i bussen og helt ind i kernen. På en sådan måde, at Danmark tager de fulde konsekvenser af, at små lande som vores har brug for så tæt samarbejde i Europa som muligt og med meget stærke institutioner.

Dermed kommer vi til at forlade den forsigtige yderposition, vi har haft igennem alle årene. Trump og Grønland har sat en ny dagsorden for os. Det er blot den, der skal følges helt op på af det næste Folketing.

Steen Gade var en af drivkræfterne bag Det nationale Kompromis efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992. Han var da EU-ordfører og formand for SF’s folketingsgruppe. Han tog i 1998 i forbindelse med kampagnen for et ja til Amsterdamtraktaten initiativ til dannelsen af foreningen Nyt Europa for progressive EU-tilhængere. Har blandt andet skrevet: Gades Europa, Rosinantes Forlag, udgivet i 2004.