Af Kim Elmose, Næstformand i Nyt Europa
Årets State of The European Union tale ved EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen var offensiv, udfordrende og stiller bl.a. dansk EU-politik over for hårde, men nødvendige valg. Især erkendelsen af behovet for et øget forsvarssamarbejde bliver svær for det danske politiske flertal at honorere. Virkeligheden er blot, at der ikke er nogen vej uden om også at styrke den del af Unionen.
Fokus var ikke på klima- og Corona-krisen, men på EU’s geopolitiske rolle og egen sikkerhed i en stadig mere multipolar verdensorden, da EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i går holdt årets State of The European Union tale. En forsvarsunion, fokus på egenproduktion af computerchips og et europæisk svar - Global Gateway - på det kinesiske globale infrastrukturprojekt, Vej og Bælt, var blandt hovedpunkterne.
Godt nok lagde Ursula von der Leyen ud med at hylde de 27 medlemslande, sundhedspersonale og borgere samt EU som organisation for håndteringen af Corona-krisen på et tidspunkt, hvor 70 pct. af borgerne er vaccinerede. I samme optimistiske tone lovede von der Leyen yderligere fire milliarder euro frem mod 2027 til håndtering af løfterne fra Paris-aftalen forud for COP26 i Glasgow senere på året.
Men derudover - på nær andre initiativer som nemmere adgang for unge ledige til at søge arbejde i andre EU-lande - var det en tale med en dyster undertone, præget af den usikre verden, som EU og de 27 medlemslande navigerer i.
Fornyet fokus på militære muskler
Tydeligst kom det frem i kommissionens opfordring til medlemslandene om etablering af en europæisk forsvarsunion. Tegnene og debatterne har været tydelige i flere år - startende under Obama-årene, hvor USA begyndte at orientere sig mod Stillehavet og Asien for at eskalere under Trumps kaotiske lederskab med usikkerhed om opbakningen via NATO til Europa over for et stadigt mere udfordrende Rusland.
Der vil være tidspunkter i fremtiden, hvor EU ikke kan regne med NATO eller FN, men må have muligheden for at kunne agere selv - og underforstået forsvare sig selv mod f.eks. et fremtidigt mere militært aggressivt Rusland. Det handler bl.a. om samling af kampgrupper og EU-indsatsstyrker, men kun som en del af løsningen.
Von der Leyen skitserede behovet for koordinering mellem landene - både i forhold til militære efterretninger, koordinering ved indkøb af militært udstyr, hvis systemer kan tale med de øvrige landes udstyr og behovet for at blive stærke på cyber forsvarsområdet.
Kommissionens formand understregede, at den militære indsats arbejder side om side med humanitære hjælpearbejdere, lærere, ingeniører og politifolk og advokater, men fremtiden vil også bringe en mere tydelig mulighed for at bruge hård militær magt.
"Vi er forbundet med verden ved hjælp af smalle stræder, stormfulde have og lange strækninger af landegrænser. Grundet denne geografi ved Europa bedre end nogen, at hvis man ikke håndterer krisen i udlandet, kommer krisen til os", lød det fra Ursula von der Leyen - og annoncerede derefter, at EU-Kommissionen og det franske formandskab i første halvår af 2022 vil indkalde til et topmøde om europæisk forsvar
Den nødvendige forsvarsunion
Det kommer til at skabe debat - ikke bare i EU, men også i Danmark - dels på grund af vores dybe forankring i NATO og instinktive politiske modvilje mod eksempelvis franske ideer om en europæisk forsvarssølje og dels på grund af Danmarks forsvarsforbehold, der allerede gør, at dansk forsvar ikke deltager i EU's missioner i bl.a. Afrika, Europa og Mellemøsten.
De første afvisende eller skeptiske udmeldinger kom da også prompte fra både højre og venstre onsdag efter talen. Nej til EU-militarisering, lød det fra Enhedslistens MEP, Nikolaj Willumsen, mens Christel Schaldemose, MEP fra Socialdemokratiet sammen med MEP for Venstre, Morten Løkkegaard afviste, at der skulle opbygges en parallel forsvarsalliance ved siden af NATO.
De bagvedliggende bekymringer bag disse indvendinger er ikke ubegrundede.
Etableringen af en europæisk forsvarsunion er ikke et fremskridt medmindre den bliver indhegnet af klare retningslinjer for, hvor og hvordan EU-soldater skal sættes ind ved fremtidige krisesituationer. Verden og Europa har ganske rigtigt ikke behov for endnu en stok, som skal dunke de kræfter i hovedet, der udfordrer eksempelvis gamle kolonimagters geopolitiske interesser i Afrika (Hr. Macron i Frankrig: ja - det er dig, jeg taler om).
Eventuelle EU-styrker skal ikke understøtte korrupte regimer, rykke ind i EU’s nærområder og modellere verden i sit billede eller skubbe flygtninge- og migrantstrømme tilbage.
De skal bruges i forsvarsmæssige og fredsbevarende operationer, hvor enten NATO eller FN ikke kan - eller vil - træde til.
Det er en risiko, at vi ude i fremtiden kan komme til at stå over for situationer, hvor netop ovenstående gør sig gældende. Europa kan ikke regne med USA’s beskyttelse i fremtiden på grund af landets strategiske fokus på Asien, den hjemlige opinions modvilje at bruge penge militært med massive problemer i USA og øget uforudsigelighed i det politiske establishment. Republikanerne er overtaget af Trumpister - og derfor upålidelige.
Det er svært for især centrum-venstre i Danmark at måtte erkende, at EU også er nødt til at have en militær gren. Det er ikke et drømmescenarie, men desværre en dyster nødvendighed.
EU’s demokratier kan ikke udelukkende med humanitær og demokratisk indsats og dialog holde despoter, som eksempelvis Ruslands Vladimir Putin, Kinas Xi Jinping og Belarus' Vladimir Lukasjenko stangen og modstå angreb, undergravende virksomhed og militært pres.
EU-stil skal være dialog- og samarbejdssøgende. Det ligger i unionens værdier, men der skal på sigt også være en bevidsthed i omverden om, at EU har musklerne og viljen til at reagere, hvis demokratiet og Unionens lande udsættes for angreb - militært eller digitalt.
Det lange seje træk
Ovenstående skal selvfølgelig sammentænkes med den migrationspagt, som Kommissionen i talen ganske fornuftigt understreger burde indgås, men som bl.a. den danske regering desværre givetvis vil modarbejde heftigt.
En forsvarsstrategi skal endvidere sammenvæves med strategier for stabilisering af urolige områder gennem fredsinitiativer, samhandel og økonomisk støtte til opbygning af bæredygtige samfund med et frit civilsamfund og institutioner med retssikkerhed.
Det ligger i Unionens DNA og skal kobles med, at der skal være meget tydelige rammer for, hvornår og hvordan eventuelle militære indsatser skal bringes i spil samt altid en beskrivelse af præcis hvornår, at målet med en mission er opnået.
Hele mekanismen og beslutningsprocessen bag missioner skal også være ekstrem tydelig og transparent. Men viljen og kapaciteten skal være til stede, hvis det skal være troværdigt og pengene værd.
Vejen til en eventuel forsvarsunion er meget lang, og der er rigelig med dilemmaer og problemer at diskutere - både i EU og i Danmark. Vi taler adskillige år, før sådan et forsvarssamarbejde vil have en kapacitet og organisering, der batter. Måske 20 - 30 år.
EU skal bare i gang nu med arbejdet, fordi problemerne går ikke væk og ordner sig selv, hvis unionen og de 27 medlemslande tøver.
Sandheden er jo, at det er fem minutter i 12, at EU-Kommissionen lancerer en plan for europæisk computerchip-produktion og etableringen af Global Gateway-infrastrukturprojektet.
Det er jo ikke nyt, at Europa og USA over årtier har udliciteret sin chip-produktion til Asien - og i årevis har EU kunnet følge med i det kinesiske Vej og Bælt Initiativ, som har sikret Kina øget strategisk kontrol og indflydelse med forsyningsveje i henholdsvis Asien, Mellemøsten og Afrika.
Mit håb er derfor, at det danske civilsamfund og Folketinget samt Regeringen ikke bare vil feje von der Leyens tanker om en forsvarsunion til side med automat-reaktioner, men diskutere og analysere ideen - og komme med forslag til, hvordan sådan en forsvarsunion skal indrettes i tråd med unionens værdier.
Det rigtigt svære er debatten om, hvor Danmark skal placere sig i dette spørgsmål. Endnu en gang vil et EU-forbehold være i fokus - et forbehold der bør afskaffes. Jeg mener, at Danmark bør placere sig i centret af EU - også på dette område.
Vi har meget at bidrage med, og det er i vores interesse som et lille land at bidrage til EU’s sikkerhed og stabilitet i en usikker verden.