Af Jacob Bjelskov Jørgensen, Nyt Europa
Efter intense forhandlinger i Dubai har verdens nationer endelig opnået enighed om en ”opfordring” til at afstå fra brugen af fossile brændsler. Denne historiske beslutning, der markerer et skifte mod grønnere energi, bør roses for at sende et signal om nødvendigheden af at eliminere fossile brændsler. Men selvom denne aftale er et skridt i den rigtige retning, er det også vigtigt at trække nogle af dens svagheder frem i lyset.
For det første, så er det er bemærkelsesværdigt, at det har taget næsten 30 år overhovedet at nævne fossile brændsler i aftaleteksten. Hvilket kun er med til gøre det til en historisk bedrift overhovedet at inkludere punktet. Samtidig er det tragisk, at det har taget så lang tid overhovedet at erkende behovet for at adressere problemet. Den langsomme proces med at nå til dette punkt rejser helt sikkert en række spørgsmål om tidligere forsømmelser og manglende handling i COP systemet.
Desværre indeholder aftalen også en række smuthuller, især ift. frivilligheden i forhold til målene om "opfordringen" til at omstille sig væk fra fossile brændsler. Den frivillige karakter af dette krav rejser bekymringer om aftalens reelle effektivitet. Og det er da også her de store kampe har stået, især ført an af Saudi Arabie, med USA og Kina lige bag sig. Kampene stod i ordvalget, især blandt ordene nedfasning eller udfasning. Begge ord endte dog med at ryge helt ud og blev i stedet erstattet af ”opfordres” til at ”omstille sig væk fra fossile brændsler i energisystemer”.
Det er uambitiøst at sætte så vitale krav som frivillige, ved at brug af ordet ”opfordring” da dette efterlader mulighed for, at en række lande undlader at leve op til deres ansvar. En mere bindende aftale ville uden tvivil have sikret en mere konsekvent og forpligtende indsats fra alle involverede parter.
Aftalen forsøger dog lidt alligevel, at skabe et grundlag for at fastholde målet om at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader ved at initiere et "mission 1,5" spor frem mod COP29 i Azerbaijan 2024. Dette kræver imidlertid ambitiøse handlinger fra alle parter, ikke mindst de europæiske lande, for at blive en realitet. Da videnskaben fortæller os, at verdens lande skal nedbringe sine udledningerne af klimaskadelige drivhusgasserne med hele 43 procent bare de næste syv år.
Både energipakken (vedvarende energi skal tredobles) og henvisningerne til at skabe et mere bæredygtigt landbrug er heller ikke juridisk bindende, hvilket kun understreger behovet for seriøse national og europæiske implementering af beslutningerne. Aftalen alene vil ikke redde planeten; der kræves bindende initiativer og her har EU en rolle at spille til at lægge pres på sine medlemsstater gennem juridiske forpligtigelser.
Vejen frem vil nu være fokuseret på landenes implementering af nye klimaplaner og mål senest i 2025, og vi i civilsamfundet vil nøje overvåge, om disse planer afspejler beslutningerne fra Dubai, men erfaringen med at den ikke bindene vej bringer de hurtige forandringer vi har brug for, er ikke overvældende.
I lyset af det kommende Europa-Parlamentsvalg er det derfor afgørende at vælge repræsentanter, der vil presse på for mere ambitiøse klimaforanstaltninger og en stærkere global forpligtelse til at tackle klimaændringerne.
Aftalen i Dubai er et skridt på vejen, men vi må fortsat kræve mere og arbejde sammen for at sikre en bæredygtig og ansvarlig fremtid for vores planet. Så selvom den danske minister for global klimapolitik Dan Jørgensen (S) og EU’s klimakommissær Wopke Hoekstra kalder aftalen ”historisk” I dag. så siger det mere om hvor lavet barren har været sat de sidste ca. 30 år end det taler om den fossilfrie fremtid vi forhåbentligt ser ind i. Arbejdshandskerne skal på og der rykkes hurtigt på sænkelsen af klimaskadelige drivhusgasser. Allerede inden næste COP.