Når krisen rammer: Hvad kan vi i Europa lære af civilsamfundet på frontlinjen?

Som en del af EU-projektet EU for Global deltog Nyt Europa i konferencen "Code of Resilience: From Local Security to International Solidarity” i Riga.

Mens vinterkulden stadig hang over Nordeuropa, tog vores medarbejdere Amalie og Christian til Riga for at deltage i konferencen om civilsamfundets rolle i kriser og konflikter: “Code of Resilience: From Local Security to International Solidarity”. 

Organisationen LAPAS var værter for konferencen, som er en del af EU4Global-projektet og samlede civilsamfundsorganisationer fra otte EU-lande samt lokale myndigheder og eksperter fra en række europæiske lande.  

Konferencen satte fokus på et spørgsmål, der i de senere år er rykket højere op på den europæiske dagsorden, nemlig hvordan kan lokale samfund og civilsamfundsorganisationer være med til at styrke modstandsdygtigheden i en tid præget af krig, kriser og stigende geopolitisk usikkerhed? Gennem både paneldebatter og erfaringsudveksling diskuterede de deltagende blandt andet kriseberedskab, lokal organisering og samarbejdet mellem civilsamfund og myndigheder. 

Det var dog ikke i et konferencelokale, vores ophold for alvor begyndte. 

Aftenen før konferencens start blev vi inviteret med til en march gennem Rigas gader for at markere 4-årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. I takt med at mørket faldt på, fyldtes gaderne af mennesker med flag og hjemmelavede skilte. Her blev der både sunget og tændt lys. Stemningen var alvorlig og håbefuld, hvilket stod som en påmindelse om, at solidaritet ikke kun er noget, man taler om i mødelokaler; nogle gange er der behov for at den bæres ud i gadernes natteliv.  Marchen satte tonen for de følgende dages samtaler.  

Når værdier bliver noget, man skal kæmpe for 

Konferencens anden dag begyndte hos Latvian Platform for Development Cooperation, Cooperation, hvor dagens program bød på oplæg og paneldiskussioner om civilsamfundets rolle i kriser. Her satte vi os blandt deltagere fra en række europæiske lande, og allerede fra morgenstunden stod det klart, at dagens samtaler ikke kun skulle handle om teoretiske oplæg, men istedet om erfaringer fra virkelige kriser - særligt fra Ukraine og landene i i den baltiske region.

Dagens første oplæg blev holdt af Anna Proskurina fra Democracy International, der satte scenen for de efterfølgende diskussioner. Med udgangspunkt i erfaringer fra Ukraine talte hun om betydningen af borgerengagement i tider, hvor demokratiske værdier udfordres. Hun fortalte også om sine egne oplevelser under Euromajdan-revolutionen, hvor hun som 14-årig oplevede protesterne helt tæt på. Hun beskrev, hvordan hun den dag så sit første døde menneske i gaden. Frygten var overvældende, men samtidig oplevede hun noget andet, nemlig en stærk følelse af fællesskab blandt de mennesker, der stod skulder ved skulder på pladsen. Som hun sagde:

"Kilden til Ukraines styrke er mennesker med papskilte."

Da oplægget sluttede, sad mange af os stadig stille et øjeblik. Et samfunds styrke ligger ikke kun i institutioner eller militær. Den ligger også i borgernes vilje til at stå sammen om de værdier, der binder samfundet sammen. Friheden til at kritisere regeringen og retten til selv at vælge sin fremtid. Demokrati og menneskerettigheder. Når sådanne værdier bliver truet, bliver de pludselig meget konkrete og værd at kæmpe for. 

Hvem rykker først? 

Herefter fulgte dagens første paneldiskussion under overskriften “Human Security through Self-Organization: Local Action, Global Context.”  

I panelet deltog blandt andre den ukrainske lokalpolitiker Yuliia Vusenko og Chelsea Gongalov fra Polish Humanitarian Action samt Gaja Šavelė fra Litauens nationale NGO-koalition. Samtalen kredsede om et gennemgående tema for hele konferencen: Hvem rykker egentlig først, når en krise rammer? 

For erfaringerne fra Ukraine viser, at det ikke kun er staten, der træder til. Ofte er det civilsamfundet, heri lokale organisationer, frivillige netværk og borgere, der reagerer først. 

Under diskussionen blev der også sat tal på krigens konsekvenser. Tal, der næsten er svære at begribe. Millioner af mennesker er blevet internt fordrevne, og omkring tre millioner boliger er blevet ødelagt i de besatte områder. Men midt i ødelæggelserne pegede paneldeltagerne også på civilsamfundets evne til hurtigt at mobilisere. Lokale organisationer har leveret generatorer til byer uden strøm, organiseret nødhjælp og hjulpet mennesker med alt fra bolig til juridisk rådgivning. Flere gange i løbet af samtalen, blev pointen gentaget: Det er ikke nok, at staten er forberedt på kriser. Samfundet skal også være det. 

Repræsentanter fra Polen og Litauen pegede på lignende erfaringer fra deres eget arbejde. Civilsamfundsorganisationer kan ofte reagere hurtigere end offentlige institutioner, netop fordi de er tættere på lokalsamfundene og ikke bundet af de samme bureaukratiske strukturer. Når behovet opstår, kan de handle hurtigt og fleksibelt.  

Samtidig blev det understreget, at kriser sjældent følger en drejebog. Som Gaja Šavelė bemærkede under debatten:

“Man bliver aldrig ramt af præcis den krise, man har forberedt sig på.”

Modstandsdygtighed handler ikke kun om detaljerede beredskabsplaner. Den bygges også i relationer, i tillid og i samarbejde mellem civilsamfund og myndigheder. I krisetider kan personlige kontakter, lokale netværk og fællesskaber vise sig at være lige så afgørende som de officielle strukturer. 

At reparere taget før det regner 

Efter frokost fortsatte programmet med endnu en paneldiskussion, denne gang med fokus på, hvordan nationale og internationale initiativer kan være med til at styrke lokal modstandsdygtighed. I panelet deltog blandt andre Letlands ambassadør for støtte til Ukraine, Juris Poikāns, samt repræsentanter fra landets indenrigsministerium og redningsberedskab. 

Samtalen kredsede om et spørgsmål, der på mange måder lå som en rød tråd gennem hele konferencen: Hvordan sikrer man, at samarbejdet mellem myndigheder og civilsamfund fungerer, når krisen rammer? 

Flere paneldeltagere pegede på, at modstandsdygtighed ikke opstår af sig selv, men bør bygges op gennem samarbejde, gerne længe før en krise viser sig i horisonten. Tillid mellem stat og civilsamfund blev fremhævet som helt afgørende, men som en af deltagerne bemærkede under debatten, så er tillid alene ikke nok. Hvis samarbejdet først skal etableres, når sirenerne lyder, er man allerede bagefter. Med andre ord, så skal taget skal repareres, før det begynder at regne. 

Senere på dagen samlede konferencens keynote-taler, kriseeksperten Nebojsa Medojevic, pointerne op og satte endnu tydeligere ord på betydningen af forberedelse. Med mange års erfaring fra arbejdet med katastrofe- og kriseberedskab pegede han på en simpel, men afgørende erkendelse: hvordan et samfund klarer sig i en krise, afgøres i høj grad af det arbejde, der er gjort inden. 

“Forberedelsen før krisen afgør, hvordan vi klarer os, når den rammer.” 

Derfor bør civilsamfundsorganisationer og myndigheder allerede nu indgå aftaler om roller, ansvar og samarbejde i krisesituationer, mente han. Hvis sådanne strukturer først skal etableres midt i en krise, er det ofte for sent. 

Medojevic advarede også om en udfordring, der fylder stadig mere i arbejdet med kriseberedskab, herunder misinformation og propaganda. Civilsamfundsorganisationer spiller ofte en central rolle i kriser, og netop derfor kan de også blive mål for desinformation.  

Dagen rundede af med en række workshops. Her skulle diskussionerne omsættes til konkrete forslag, som senere skal præsenteres for europæiske beslutningstagere. Sammen med deltagere fra civilsamfundsorganisationer fra flere europæiske lande arbejdede vi videre med idéer til, hvordan EU kan styrke samarbejdet med civilsamfundet og bidrage til at opbygge mere robuste samfund. 

Selvom deltagerne kom med forskellige erfaringer og perspektiver, tegnede der sig hurtigt nogle fælles pointer i diskussionerne. For det første, at demokrati fortsat er grundstenen i den europæiske identitet. For det andet, at Europa befinder sig i en tid præget af store omvæltninger og usikkerhed. Og endelig, at netop derfor er samarbejde afgørende, både internt i Europa og i relationen til resten af verden. 

Hvad tager vi med hjem? 

Når man deltager i en konference som denne, er det let at blive opslugt af de mange analyser og perspektiver. En af dem formulerede Christian på vej ud fra en af paneldiskussionerne. I en verden, der i stigende grad bevæger sig tilbage mod stormagtspolitik, betyder fælles europæiske værdier stadig noget. Demokrati, frihed og retsstat er ikke blot ord i traktater og politiske dokumenter - det er værdier, som mennesker i Ukraine i dag betaler en høj pris for at forsvare. 

Samtidig stod én ting klart i løbet af konferencen, nemlig at Europa er ikke lige forberedt på de kriser, der kan komme. I nogle lande, særligt dem tæt på Ruslands grænser, er kriseberedskab blevet en del af hverdagen. Her arbejdes der løbende med planer, samarbejde mellem myndigheder og civilsamfund samt måder at styrke lokalsamfundenes modstandsdygtighed. Andre steder i Europa har stabiliteten i højere grad været taget for givet. 

Selv hvis staten er godt forberedt, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at resten af samfundet er det. Hvad gør borgere for eksempel, hvis centrale digitale systemer eller offentlige tjenester pludselig ikke er tilgængelige i en krisesituation? 

Netop derfor pegede konferencen igen og igen på behovet for tættere samarbejde mellem myndigheder, civilsamfund og lokalsamfund både nationalt og på tværs af Europa. Civilsamfundsorganisationer kan ofte reagere hurtigt og fleksibelt, men de kan ikke stå alene, for et robust samfund kræver forberedelse, koordinering og stærke fællesskaber. 

”Resiliens er ikke en luksus, det er en nødvendighed”. 

Hvis Europa skal stå stærkt i fremtidens kriser, kræver det ikke kun stærke institutioner. Det kræver også engagerede borgere, velforberedte lokalsamfund og et civilsamfund, der er klar til at træde til, når det virkelig gælder.