Fra tirsdag d. 27. til fredag d. 30. september var 12 af Nyt Europas frivillige på studietur i Bruxelles. Turen indebar en række møder og aktiviteter, som gav os indblik i Bruxelles kultur, byliv og den såkaldte “EU-bobbel”.
Møde med EU-journalist Per Thiemann Tirsdag ankom vi til en solskinsrig eftermiddag i Bruxelles og checkede ind på vores hostel i kvarteret Molenbeek. Turens første møde var med Politikens EU-journalist Per Thiemann til en snak om, hvordan det er at lave journalistik fra EU-maskinen. Han er én af blot 2 korrespondenter i byen og har arbejdet som journalist i 12 år, for Politiken i 8 og som EU korrespondent i 2.
Et centralt tema var spørgsmålet om, hvorvidt historien om EU er for svær. Den begrænsede mediedækning af EU - især af de positive historier - blev fremhævet som en genkendt udfordring. Hans forklaring gik på, at kriserne konsekvent har fyldt størstedelen af hans arbejde: først den græske gældskrise, så flygtninge- og migrationskrisen og nu tillidskrisen og Brexit. Samtidig er han ansat på udlandsredaktionen, og EU-politik anses dermed ikke som dansk politik, men skal konkurrere med internationale historier som det amerikanske præsidentvalg.
Desuden talte vi om udbyttet af det netop afholdte topmøde i Slovakiet, om højre-nationalisme, populisme og om utilfredsheden med Angela Merkels rolle og magt, og vi diskuterede nationalpolitikernes og journalisternes rolle i den sløve EU-dækning.
En spændende og informationsrig start på studieturen.
Møde med BEUC Onsdag formiddag mødtes vi med Pauline Constant, som i 3 1/2 år har været Project Officer hos BEUC, forbrugernes stemme i Bruxelles. Paraplyorganisationen blev etableret i 1962 for at varetage de europæiske forbrugeres rettigheder og interesser ved EU-institutionerne, og BEUC har nu medlemmer fra alle EU-medlemslande.
BEUC arbejder for medlemmerne og ud fra essentielle input fra medlemmerne, hvilket Pauline forklarer øger legitimiteten - men derimod begrænser formidlingskræften. Vi hørte om, hvordan Forbrugerrådet Tænk fx både er en central informationskilde og en væsentlig kanal ifht. at varetage forbrugeres interesser på kemikalieområdet, hvilket gør, at BEUC netop nu er i færd med at klage til den danske regering over nedskæringer på området.
Vi diskuterede, hvordan BEUC arbejder for digitale rettigheder såsom databeskyttelse, konkurrenceneutralitet, adgang til online indhold - og hvordan deres lobbyarbejde bl.a. har medført korrekt og tydelig mærkning af fødevarer (trods stærk modstand fra fødevareindustrien), og sikret, at alle EU borgere fx har rettighed til en bankkonto og beskyttelse af udbetalinger.
Besøg i EU Parlamentet hos Margrethe Auken Onsdag eftermiddag besøgte vi Europa-Parlamentet og mødtes med MEP Margrethe Auken (SF) fra den Grønne Gruppe til en spændende snak om hendes arbejde i Parlamentet og EU’s udfordringer og fremtid.
Omdrejningspunktet var det, som er på tegnebrættet i EU. Både skatteunddragelse, menneskerettigheder, interessekonflikter mellem læger og medicinalvirksomheder, Frontex, fordelingsnøglen og Europol blev vendt. Aukens understregede desuden, at man i Ja-kampagnen hang opskriften på et nederlag, og at Nej-et gør det svært for Danmark at håndtere grænseoverskridende, organiseret kriminalitet - især nu, hvor vi ikke får den lovede parallelaftale.
Samtidig talte vi om udfordringen i, at der bruges for lidt tid og spalteplads på at fortælle om det vigtige, som er opnået gennem EU-samarbejdet. Her understregede Auken, at EU er der; det skal bare bruges. Eller med hendes egne ord: “Det demokratiske hus skal ikke bygges om - det skal flyttes ind i”.
Mere om Margrethe Auken's tanker om EU i hendes klummer her.
Politisk Kunst af Abdalla Omari
Onsdag eftermiddag besøgte vi Abdalla Omari, en ung, syrisk kunstner, som Julie mødte for 5 år siden i Jordan. Nu bor han i Bruxelles, hvor han maler politiske malerier inspireret af samfundet - krig, flugt, diktatur - men først og fremmest tager han udgangspunkt i sin egen, personlige historie. Hans værker afbilder bl.a. Putin, Trump og Kim Jung-Un i overraskende og provokerende situationer. Se mere af hans kunst på Abdalla's facebook profil.
Møde med EEAS Torsdag formiddag mødtes vi med Benoit Chapas og Eva Horelová, som begge er embedsmænd i Udenrigstjenestens kontoret for Mellemøsten og Nordafrika. Deres 125 delegationer verden over forvalter EU’s diplomatiske forbindelser med lande uden for EU og gennemfører EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Vi fik indblik i den globale strategi; hvilken position EEAS kan tage i beslutninger, hvordan de skal rådføre med medlemslandende og hvilke instrumenter, de består af.
Benoit og Eva gav os et indblik i dimensionerne i Syrien og EEAS’s rolle i forhold til at holde krisen i skak, føre tilsyn ved grænser, bekæmpe terror og yde humanitær støtte til flygtninge. Her blev det, at efterlade flygtninge i lejre i en årrække uden uddannelse og jobs, understreget som et klassisk startsted for radikalisering. Vi talte om udfordringen i at få bistand ind i Syrien og hvordan EEAS arbejder med NGO’er og UN deres arbejde.
Danmarks Faste Repræsentation ved EU
Torsdag eftermiddag mødtes vi med Ambassaderåd Niels Junker Jacobsen til en snak om Brexit, artikel 50 og hvordan EU og Danmark udfordres af UK’s leave. Desuden talte vi om Europol og konsekvenserne af den afviste parallelaftale. Attaché på områderne asyl, migration og integration, Thomas Højgaard, drøftede EU’s løsninger og udfordringer på immigrationsområdet, bl.a. ordninger for regulering og fordeling. Samtidig talte vi om forholdet mellem Tyrkiet og EU.
Møde hos Fleismann Hillard
Torsdag eftermiddag mødtes vi med Martin Bresson fra Fleismann Hillard, et af de helt store lobbyistbureauer i Bruxelles. Han har tidligere arbejdet som dansk embedsmand i den danske centralorganisation, for Anders Fogh og i erhvervsministeriet. Her fik vi indblik i perspektivet fra en lobbyist og mulighed for at diskutere lobbyisternes ansvar for demokratiet - hvem de er, hvordan de opererer, og hvordan samspillet mellem lobbyister, politikere og erhvervsliv i EU-systemet og i medlemsstaterne fungerer.
Møde med Dansk Industri Fredag formiddag mødtes vi med Jeppe Bo Rasmussen, Konsulent i Europapolitik hos DI i Bruxelles, til et oplæg og en snak om, hvordan de vareager den danske industris interesser i EU og samarbejder med den europæiske paraplyorganisation Business Europe.
Vi talte om, hvordan de regler og politikker, der bliver vedtaget i EU, har stor betydning for både virksomheder og forbrugere — og at DI derfor arbejder med EU og europæiske forhold og påvirker beslutningerne i Bruxelles samtidig med, at DI deltager aktivt i debatten om EU i Danmark. Vi hørte om arbejdsområderne, som blandt andet inkluderer omstillingen til en grøn økonomi, EU’s indre marked og EU’s vækststrategi – EU-2020.
Møde i EU-Kommissionen EU-konkurrencekommisær Margrethe Vestager (R) var i Danmark under vores besøg, så vi mødtes med hendes inspirerende og kyndige politiske assistent Mette Dyrskjøt til en snak om arbejdet i Kommissionen, de aktuelle politiske sager og hendes vej til sin stilling som politisk assistent.
Hovedemnet var skat. Vi drøftede omstændighederne for skatteregningerne til Apple, Google, Fiat og Starbucks, og hvordan Kommissionen i det hele taget arbejder hårdt for at håndhæve overfor ulovlige skattefordele og regeringsstøtte til virksomheder som disse. Der sker meget på konkurrenceområdet netop nu, men samtidig er det kun de store sejre, der fejres i de danske medier - en problemstilling, der også blev vendt her.
Det var en travl og indholdsrig studietur med mange spændene besøg hos forskellige EU aktører, som dog alle havde det fælles afsæt, at EU-projektet bygger på fred og afføder meget positivt for EU’s borgere.
Vi glæder os allerede nu til at komme afsted igen til næste år!
Comments