En sort dag for klimaet og de europæiske værdier: EPP vender sig mod højre
- nyteuropa2
- 13. nov.
- 2 min læsning

I dag er afstemningen vedrørende den omtalte Omnibus I for The Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) og Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD) landet. En afstemning, der er et klart tab for den grønne omstilling - og mere skræmmende for de europæiske værdier.
Op til denne afstemning har rygterne været mange, og frygten for en kraftig tilbagerulning af CSRD’en og CSDDD’en har fyldt. Da den seneste afstemning fandt sted i oktober, og det overraskende blev et foreløbigt nej til Omnibus I, har vi i Nyt Europa siden håbet på en mere grøn og meningsfuld omnibus.
Det håb forsvandt i dag, da forslaget om en endnu mere udvandet og lempende Omnibus I blev vedtaget. Forslaget blev overraskende vedtaget, ved at centrum-højre (EPP) valgte at gå sammen med den ydre højrefløj. Dette skete efter lange forhandlinger siden sidste afstemning, hvor de proeuropæiske partier som The Greens, Socialists and Democrats Group og Renew Europe har forsøgt at trække EPP til forhandlingsbordet – dog uden held.
En af ændringer til CSDDD indebærer blandt andet, at det nu kun er virksomheder med over 5000 ansatte og med en omsætning på mindst 3,3 mia. kr., der skal rapportere om due diligence. Derudover bliver der fjernet krav om, at virksomheder skal udarbejde klimahandlingsplaner i tråd med Parisaftalens mål, ligesom de ikke længere blive stillet til ansvar for problemer hos underleverandører.
CSRD-reglerne er gået fra at omfatte virksomheder med 250 ansatte til dem med over 1750 ansatte. Det svarer til, at 92 pct. af EU’s virksomheder nu er undtaget loven modsat 80 pct. i det tidligere forslag.
Forslaget blev vedtaget med 382 stemmer ud af 446. Det markerer et overraskende politisk skifte og en skræmmende fremtid for den europæiske grønne dagsorden, nu hvor EU-parlamentet bevidst har valgt at sætte konkurrenceevne i fokus og dermed sætte klimaet i baggrunden. Langt tilbage i baggrunden.
Brandmuren er revet ned
Hvad der er skræmmende for klimaet og den grønne omstilling, er omend endnu værre, når man kigger på den måske nye politiske tendens i EU: at EPP samarbejder med antieuropæiske partier på den yderste højrefløj.
For syv måneder siden udtalte Manfred Weber, forperson for EPP, at han ville trække en rød streg, når det kommer til samarbejdet med dem i Europa-Parlamentet, som ikke er pro Ukraine, pro retsstatsprincipperne og pro Europa. I dag ser vi, at den barriere ikke længere eksistere.
Derudover er det første gang, at samarbejdet med den yderste højrefløj i Parlamentet er blevet tydeliggjort i en afstemning om et lovforslag. Brandmuren, som plejede at eksistere mellem EPP, de proeuropæiske midterpartier og den yderste højrefløj, er dermed blevet revet ned i dag.
Det er bekymrende for det fremtidige samarbejde i Europa-Parlamentet - også når det kommer til andre dagsordner.
De europæiske værdier udvandes
Nu begynder forhandlingerne mellem Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen, før kravene til de to direktiver endelig er på plads. Hvis processen forløber glat, kan aftalen være på plads i starten af 2026.
Spørgsmålet er, hvad dagens afstemning og alliancen mellem EPP og den yderste højrefløj i Parlamentet kommer til at betyde – eller nærmere hvilken præcedens den danner for fremtidige forhandlinger.
Denne omnibus er kun én af mange, og udviklingen vi i dag har set med afstemningen i Parlamentet er skræmmende for demokratiet. At gå sammen med den yderste højrefløj er ikke bare et skridt i den forkerte retning for klimaet, men kan på sigt også være en tilbagerulning af europæiske værdier.




Kommentarer