Af Steen Gade og Søren Keldorff, medlemmer at Nyt Europas bestyrelse
Afvisningen af Kommissionens forslag til et direktiv om minimums lønninger i EU har været massiv i organisations Danmark. Det har været begrundet med, at direktivet kan undergrave den danske model, hvor løn og arbejdsvilkår bliver fastsat i aftaler mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Forslaget er imidlertid langt fra en trussel mod den danske model, og kan med politisk vilje blive et nyttigt redskab for udbredelsen af kollektive aftaler i EU.
Kommissionen er kommet med et forslag, der imødekommer mange indvendinger fra den danske debat. Det vil det være ubærligt, hvis det bliver Danmark, der kommer til at torpedere videreudviklingen af en reel sociale søjle i EU -samarbejdet, samtidig med at fagbevægelsen jo - og med rette - er kritiske overfor den manglende sociale dimension i EU-samarbejdet.
Kommissionen gentager mange gange, at man vil fremme kollektive aftaler i medlemslandene. Medlemslande, hvor overenskomst systemet dækker mindre end 70% skal udarbejde en handlingsplan for at fremme overenskomstforhandlinger. Medlemslande med lovfastsatte minimumslønninger skal arbejde for lovgivningen skal fremme anstændige levevilkår samt at fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer bliver involveret i dette arbejde.
Der har været en frygt for, at direktivet ville skabe individuelle rettigheder for lønmodtageren, så der i en sag ved EU-domstolen kan træffes en afgørelse, hvor lønnen ikke lever op til rettigheder i direktivet. Kommissionens forslag er imidlertid helt uden individuelle rettigheder, så denne argumentation holder ikke stik.
21 EU lande har i dag lovfastsatte minimumslønninger. Ofte på et lavt niveau. Der bliver argumenteret med at det lave niveau er en grund til at lovfastsatte minimumslønninger ikke er vejen frem, og at minimumslønninger ofte blive til maksimumslønninger. Endvidere at lovfastsatte lønninger svækker incitamentet til at melde sig i fagforeninger. Argumenterne har noget for sig. De nordiske forhandlingssystemer har givet de lavere lønnede relativt højere lønninger. Fagforeningerne har imidlertid i mange lande været på tilbagetog og derfor må man hilse det velkomment at Kommissionen vil forpligte medlemsstaterne til lave en handlingsplan for at få kollektive forhandlinger. Det kan have lange udsigter, at få opbygget stærke fagforeninger i mange medlemslande, og indtil det sker, er det meget godt at medlemslande får en inspiration til at lave et servicetjek på deres lovbestemte minimumsordninger. Det er ikke noget mirakel middel. Der skal stadig politisk vilje til at forhøje minimumslønningerne. Det vil være godt for de lavtlønnede og for de europæiske samfund, hvis vi får mere social lighed.
Selv i de nordiske lande, hvor overenskomstdækningen er stor, er der brug for en indsats for sikre ordentlige forhold med lovgivning. På nogle dele af arbejdsmarkedet er lønningerne for lave og fagbevægelsen magter ikke opgaven med at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår. I Danmark kunne man på flere områder lade sig inspirere af den norske model, hvor parterne på områder med svag organisationsgrad forhandler, og resultatet derefter bliver ophøjet til lov. På chaufførområdet har man i Danmark fornuftigvis gjort noget, der ligner.
Der kan være grund til at diskutere om Kommissionens forslag kan blive et slag i den blå luft, men en trussel mod det danske aftale systemer er helt skævt. Det vil være mere interessant, at fagbevægelsen og andre går ind i diskussion og aktiviteter for at fremme kollektive overenskomster, og så længe det ikke er tilfældet, at der er stærke kollektive aftaler at bruge alle nyttige redskaber for at få ordentlige lovfastsatte minimumslønninger i EU. Danske lønmodtagere vil stå stærkere, hvis vi får højere lønninger i resten af Europa.
Alt i alt: Kommissionens forslag er langt fra noget, der truer den danske model. Den største fare ved forslaget er at det er varm luft, men det kan også være et redskab til styrkelse af fagforeningerne og kollektive aftaler – til udbredelse af den danske model - og med den fornødne politiske vilje give en helt nødvendig forhøjelse af lønningerne for de alt for mange lavtlønnede i Europa.