Kom så Danmark: For en gangs skyld ville det klæde os med lidt udenrigspolitisk storhedsvanvid

FN-kommissionen er klar til at give Israel ansvaret for et folkedrab i Gaza, og Ursula von der Leyen foreslår at stoppe handelssamarbejdet med Israel. Hvis Danmark som EU-formandsland ikke går forrest i suspensionen af handelsaftalen, svigter vi både palæstinenserne, de europæiske værdier og os selv. 

Foto: Instagram/Lars Løkke

Der er ikke længere plads til at EU ignorerer den Israelske grusomhed. 

EU’s associeringsaftale med Israel giver landet privilegeret adgang til EU’s marked, forskningsmidler og den politiske dialog, men den er betinget af at menneskerettigheder og demokratiet respekteres. Og mens NGO’er og menneskerettigheder i snart to år har rejst skarp kritik af en ulige og unfair kamp mod civile palæstinensere, kalder nu også FN’s undersøgelseskomitée Israels ‘krig’ i Gazastriben for et folkedrab. 

Det burde ikke kræve lange debatter eller yderligere betænkningstid at se, at de to ting ikke kan eksistere side om side. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lagde i sin State of the Union-tale op til suspension af handelssamarbejdet i associeringsaftalen med Israel og en standsning af EU’s bilaterale støtte.

Et politisk signal, som der i dag bliver taget de første spadestik til, kan blive til virkelighed. Relationerne til Israel kan ikke fortsætte, som om intet var hændt. Tilbage står spørgsmålet: Hvis Kommissionen er klar til at skride til handling, hvorfor tøver Danmark så med at gå forrest? 

Det har taget årevis at få statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til at indrømme at Israel er ‘gået for langt’. Danmark melder sig først på banen, når vi kan drukne i koret af andre og mere kritiske stemmer og fortsætter samtidig ufortrødent et våbensamarbejde som med al sandsynlighed bidrager til folkemord. 

Når EU’s partnerskaber hviler på et grundlag af respekt for menneskerettigheder og folkeret og formandskabslandet så ovenikøbet markedsfører sig selv som et af verdens mest solide og progressive demokratier, må der være få ting lige så presserende at bruge et EU-formandskab på, end at arbejde målrettet for en ophævelse af associeringsaftalen med Israel. Givet det politiske klima, som minimum gå forrest i at samle et kvalificeret flertal af lande for en suspension af handelssamarbejdet med Israel som åbent og kontinuerligt bryder med alt hvad vi står for. 

EU’s associeringsaftale med Israel kan ikke suspenderes, medmindre der er enstemmighed for det. Derfor er det mest effektive skridt at samle et kvalificeret flertal og suspendere handelsaften under associeringsaftalen.

Derudover vil en suspension sende et klart signal: EU er ikke blot en handelsunion, men et politisk fællesskab, der insisterer på, at partnerskaber kun kan opretholdes, hvis de bygger på respekt for international lov og grundlæggende rettigheder. 

Formandskab giver momentum  

Statsministerens seneste melding er et vigtigt skridt: Danmark vil under EU-formandskabet arbejde for økonomiske sanktioner mod Israel. Det er et afgørende signal, og det bør hilses velkommen. Men spørgsmålet er, om regeringen er villig til at tage det nødvendige næste skridt: at presse på og aktivt arbejde for en suspension af EU’s handelsaftale med Israel. 

Handelsaftalen som giver Israel adgang til det europæiske marked, gør EU til Israels største handelspartner. At lade aftalen fortsætte, mens vi samtidig er vidner til veldokumenterede brud på folkeret og menneskerettigheder i Gaza, er ikke bare inkonsekvent. Det er et frontalangreb på de værdier, Danmark og EU hævder at bygge på. 

Det danske EU-formandskab er en oplagt mulighed for at sætte en anden kurs. Et formandskab i EU behøver ikke være en symbolsk stol ved bordenden, men kan blive et politisk instrument, man kan bruge til at sætte dagsorden, skabe kompromiser og samle opbakning.  

Vi halter bagud, hvor vi burde gå forrest 

Danmark har historisk fremhævet sig selv som et land, der insisterer på menneskerettigheder, demokrati og folkeret som bærende principper i udenrigspolitikken. Når kerneområderne for formandskabet er et grønt og sikkert Europa, kan vi ikke ignorere, at Israels krig i Gaza står i direkte modsætning til alt, hvad disse værdier repræsenterer. Hvis regeringen ikke bruger formandskabet til at presse på for en suspension af handelsaftalen, reduceres det danske værtskab til et administrativt ritual uden egentlig retning. 

Og vi må se os omkring: I Frankrig, Canada og Storbritannien har regeringerne allerede meldt klart ud, at de vil anerkende Palæstina som stat, og helt tæt i vores egen baghave har både Sverige og Norge meldt det samme ud. Flere europæiske lande har enten taget samme skridt eller erklæret sig parate til det. Danmark halter bagud, hvor vi burde gå forrest. 

Vi er et land som politisk er for en to-statsløsning, men ikke anerkender begge stater. Vores ord er hule.   

Vi kan ikke nøjes med halvhjertede sanktioner 

Vi i civilsamfundet, både i Danmark og i det europæiske netværk, vil fortsat råbe højt om, at de værdier og principper, vores demokrati bygger på, er på spil. For hvad betyder et “værdibaseret EU”, hvis vi samtidig belønner en stat, der systematisk tilsidesætter disse værdier? 

Dette handler ikke kun om Israel. Det handler om, hvordan EU som helhed ønsker at agere i en verden, hvor demokratiske værdier er under pres. Rundt omkring ser vi autoritære kræfter vinde frem, mens traditionelle partnere ikke længere kan forventes at stå vagt om rettigheder og demokratiske normer. I det lys kan EU’s stemme kun have vægt, hvis vi tør at sætte handling bag ord.  

Hvis vi nøjes med halvhjertede sanktioner uden at røre ved selve fundamentet som er associeringsaftalen, svigter vi ikke kun palæstinenserne. Vi svigter ideen om, at EU’s partnerskaber skal være betinget af demokrati og menneskerettigheder. 

Suspension er ikke blot en mulighed. Det er en moralsk nødvendighed og en juridisk konsekvens af de kriterier, EU selv har sat op. I associeringsaftalens artikel to står det klart, at associeringsaftalen mellem EU og Israel er betinget af respekt for menneskerettigheder og opretholdelse af demokratiet. Denne klausul gør det tydeligt, at menneskerettigheder og demokratiske principper ikke er et vedhæng, men et fundament.  

Når Israel systematisk og veldokumenteret bryder folkeretten, undergraver de demokratiske værdier og tilsidesætter de rettigheder, som aftalen er betinget af, er det ikke bare politisk hykleri at lade aftalen bestå, men en direkte underkendelse af aftalens præmisser.  

Hvis Danmark ikke griber denne chance, når vi for en gangs skyld har redskaberne til at handle, svigter vi ikke bare palæstinenserne, vi svigter også vores formandskab, de europæiske værdier og juridiske rammer, vi insisterer på at forsvare.