Den gode, den onde og den grusomme: Tre modeller for en EU-mindsteløn

Af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal

Debatten om en EU-mindsteløn kører for fuld udblæsning over hele Europa. Lige siden Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sidste sommer lovede ”et EU-initiativ om rimelige mindstelønninger med respekt for nationale modeller” har fagbevægelse, arbejdsgivere og meningsdannere over hele Europa trukket i hver sin ende af tovet på denne store sag. Diskussionen er afgørende for fremtidens europæiske arbejdsmarked. Nogle kræfter – måske særligt i Sydeuropa og Østeuropa – drømmer hede drømme om, at politikere i Bruxelles skal regulere lønnen og altså skabe en såkaldt ”bund” under mindstelønninger i Europa. Andre ønsker, at løn og mindsteløn skal være et anliggende for arbejdsmarkedets parter, og at politikerne skal holde fingrene langt væk fra lønsedlen.

Surfer man på Twitter, eller drister man sig til at læse indlæg i Nyt Europas blogunivers, får man nærmest indtrykket af, at flere stemmer her hos Nyt Europa hører til de hedeste fortalere for et EU-initiativ om mindsteløn. I Dansk Metal har vi arbejdet juridisk og politisk med sagen i mange år. Derfor vil jeg, som en del af den gode, demokratiske samtale her i Nyt Europas blogunivers, præsentere tre modeller for, hvordan et initiativ om mindsteløn ser ud til at kunne blive udformet. Jeg kalder modellerne henholdsvis: ”den gode, den onde og den grusomme”. Inspireret af titlen på en god, gammel spaghettiwestern fra 1966 – før Danmarks indtræden i EF. Dette bliver et lidt langt indlæg, men jeg fornemmer, at Nyt Europas medlemmer hellere vil læse gennemarbejdet argumentation end korte punchlines.

Først og fremmest er det værd at nævne, at vi i Dansk Metal ikke har været alene om at interessere os for spørgsmålet om EU-mindsteløn. Vi har nemlig haft en stærk alliance med andre gode kræfter. De dygtigste jurister, eksperter på overenskomster samt ikke mindst professorer fra universitetsverdenen – herunder professor, dr.jur., Jens Kristiansen fra Københavns Universitet, som også har udtalt sig skarpt om sagen i danske medier. Vi er faktisk alle enige om én ting. EU-lovgivning om løn er og bliver en sprængfarlig cocktail for vores danske model med potentielt uoprettelige, negative konsekvenser for smeden, svejseren, it-supporten og industriteknikeren i Produktionsdanmark.

Det er meget sjældent, at Organisationsdanmark står sammen om en sag på europæisk plan. For en god ordens skyld skylder jeg derfor at nævne, at på denne sag om EU-mindsteløn har flere af de gule fagforeninger, herunder ASE og Krifa, været ude at slikke sig om munden ved tanken om, at mindstelønnen skal reguleres af politikere i stedet for af arbejdsmarkedets parter. Så her har tilhængerne af EU-mindsteløn altså en gruppe gule allierede. Men bortset fra de gule fagforeninger står Organisationsdanmark historisk samlet på dette slag med en klar afvisning af, at EU skal regulere lønnen.

Hvorfor er det så, vi står så meget sammen? Jo, for det første ser vi over hele verden, at en minimumsløn desværre ender med at blive en maksimumløn – altså et lønloft. Trods gode intentioner risikerer en lovbestemt mindsteløn at sænke lønnen for de mange i stedet for at hæve lønnen for de få. For det andet har lande uden lovbestemt minimumsløn – tag for eksempel vores nordiske lande - bedre arbejdsmarkeder og færre problemer end lande med en minimumsløn ved lov ifølge selveste OECD. Vi har masser af velfungerende overenskomster uden mindsteløn, for eksempel industriens funktionæroverenskomst. Og selvom nogle (herunder Nyt Europa) har problematiseret, at Danmark ikke har fuld overenskomstdækning – ja, så peger forsker