Den gode, den onde og den grusomme: Tre modeller for en EU-mindsteløn

Af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal

Debatten om en EU-mindsteløn kører for fuld udblæsning over hele Europa. Lige siden Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sidste sommer lovede ”et EU-initiativ om rimelige mindstelønninger med respekt for nationale modeller” har fagbevægelse, arbejdsgivere og meningsdannere over hele Europa trukket i hver sin ende af tovet på denne store sag. Diskussionen er afgørende for fremtidens europæiske arbejdsmarked. Nogle kræfter – måske særligt i Sydeuropa og Østeuropa – drømmer hede drømme om, at politikere i Bruxelles skal regulere lønnen og altså skabe en såkaldt ”bund” under mindstelønninger i Europa. Andre ønsker, at løn og mindsteløn skal være et anliggende for arbejdsmarkedets parter, og at politikerne skal holde fingrene langt væk fra lønsedlen.

Surfer man på Twitter, eller drister man sig til at læse indlæg i Nyt Europas blogunivers, får man nærmest indtrykket af, at flere stemmer her hos Nyt Europa hører til de hedeste fortalere for et EU-initiativ om mindsteløn. I Dansk Metal har vi arbejdet juridisk og politisk med sagen i mange år. Derfor vil jeg, som en del af den gode, demokratiske samtale her i Nyt Europas blogunivers, præsentere tre modeller for, hvordan et initiativ om mindsteløn ser ud til at kunne blive udformet. Jeg kalder modellerne henholdsvis: ”den gode, den onde og den grusomme”. Inspireret af titlen på en god, gammel spaghettiwestern fra 1966 – før Danmarks indtræden i EF. Dette bliver et lidt langt indlæg, men jeg fornemmer, at Nyt Europas medlemmer hellere vil læse gennemarbejdet argumentation end korte punchlines.

Først og fremmest er det værd at nævne, at vi i Dansk Metal ikke har været alene om at interessere os for spørgsmålet om EU-mindsteløn. Vi har nemlig haft en stærk alliance med andre gode kræfter. De dygtigste jurister, eksperter på overenskomster samt ikke mindst professorer fra universitetsverdenen – herunder professor, dr.jur., Jens Kristiansen fra Københavns Universitet, som også har udtalt sig skarpt om sagen i danske medier. Vi er faktisk alle enige om én ting. EU-lovgivning om løn er og bliver en sprængfarlig cocktail for vores danske model med potentielt uoprettelige, negative konsekvenser for smeden, svejseren, it-supporten og industriteknikeren i Produktionsdanmark.

Det er meget sjældent, at Organisationsdanmark står sammen om en sag på europæisk plan. For en god ordens skyld skylder jeg derfor at nævne, at på denne sag om EU-mindsteløn har flere af de gule fagforeninger, herunder ASE og Krifa, været ude at slikke sig om munden ved tanken om, at mindstelønnen skal reguleres af politikere i stedet for af arbejdsmarkedets parter. Så her har tilhængerne af EU-mindsteløn altså en gruppe gule allierede. Men bortset fra de gule fagforeninger står Organisationsdanmark historisk samlet på dette slag med en klar afvisning af, at EU skal regulere lønnen.

Hvorfor er det så, vi står så meget sammen? Jo, for det første ser vi over hele verden, at en minimumsløn desværre ender med at blive en maksimumløn – altså et lønloft. Trods gode intentioner risikerer en lovbestemt mindsteløn at sænke lønnen for de mange i stedet for at hæve lønnen for de få. For det andet har lande uden lovbestemt minimumsløn – tag for eksempel vores nordiske lande - bedre arbejdsmarkeder og færre problemer end lande med en minimumsløn ved lov ifølge selveste OECD. Vi har masser af velfungerende overenskomster uden mindsteløn, for eksempel industriens funktionæroverenskomst. Og selvom nogle (herunder Nyt Europa) har problematiseret, at Danmark ikke har fuld overenskomstdækning – ja, så peger forskere omvendt på, at mange af de ikke-overenskomstdækkede i Danmark er højtlønnede ledere og eksempelvis ingeniører. Et noget andet billede end det, vi hører fra dem, der nærmest ønsker at tale den danske model ned under gulvbrædderne.

For det tredje risikerer en lovbestemt EU-minimumsløn at skade den høje organiseringsgrad blandt lønmodtagere og arbejdsgivere. Det vil svække incitamentet til for eksempel at melde sig ind i en fagforening, hvis det alligevel er politikerne, der bestemmer lønnen. For det fjerde viser flere analyser, at en EU-minimumsløn måske slet ikke vil hæve lønnen i Syd- og Østeuropa. Altså kan vi være ude i ren symbolpolitik, som ikke hjælper nogen nævneværdigt, men blot skader vores nordiske arbejdsmarkedsmodel.

Men hvilke modeller er det så, der er bragt i spil af Europa-Kommissionen?

Lad os starte bagfra og tage den grusomme model: et EU-direktiv om mindsteløn. I dette tilfælde har Europa-Kommissionen lovet, at Danmark og andre nordiske lande vil blive respekteret. For eksempel ved at undtage lande med en organiseringsgrad på mere end for eksempel 70 procent fra lovgivning om mindsteløn. Er det så ikke meget fint? Med juridiske briller: Nej, det vil være en decideret katastrofe. Det er der flere grunde til. For det første er en undtagelse ikke nødvendigvis en undtagelse. Tag for eksempel Arbejdstidsdirektivet. Her blev Danmark og andre lande højt og helligt lovet, at EU ville respektere nationale aftalemodeller. Det blev skrevet direkte ind i direktivet. Man kunne enten fastsætte arbejdstiden gennem lovgivning eller overenskomster. Men hvad skete der få år senere? Fordi alle danskere ikke er dækket af en overenskomst, krævede Kommissionen, at Danmark ændrede sin implementering og indførte lovgivning. Det samme er sket på flere andre direktiver. I forhold til mindsteløn er der ikke én jurist i ét EU-land, der endnu har fundet en skudsikker juridisk tekst, der kan undtage Danmark fra et direktiv om mindsteløn.

For det andet kan ingen garantere, hvad der sker, hvis (tænkt eksempel) en gul fagforening henter en bulgarsk lønmodtager til Danmark og beder hende indbringe Danmark for EU-domstolen – fordi hun ikke er dækket af en lovbestemt mindsteløn. Vil Domstolen dømme til fordel for Danmark, fordi Danmark er forsøgt undtaget fra et direktiv? Eller vil Domstolen dømme til fordel for ligebehandling at lønmodtageren med hendes bulgarske medborgere – så Danmark ligesom på Arbejdstidsdirektivet og andre direktiver bliver hældt ned af brættet igen-igen? Tja, juraprofessor, Jens Kristiansen, peger i sin bog: ”Aftalemodellen og dens europæiske udfordringer” på, at EU-domstolen mere og mere lægger vægt på at ensrette EU-landenes systemer i fortolkningen af EU-retten. Døm selv, hvad du så tror, der vil ske...

For det andet har vi udfordringen med løn på den lange bane. I dag står der direkte i EU-traktatens artikel 153, som Europa-Kommissionen vil bruge, at: ”Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout”. Alle EU-jurister har historisk været enige om, at dette har afholdt EU fra at blande sig i spørgsmål som løn, strejke og lockout. Danmark og Sverige har faktisk været meget drivende i at sikre disse såkaldte ”firewalls” for den nordiske model. Sådan at EU ikke bare lige kan blande sig i spørgsmål, som hos os hører hjemme hos arbejdsmarkedets parter. Accepterer EU’s medlemslande at se bort fra disse firewalls, så åbner vi Pandoras Boks. Så vil EU-domstolen formentlig mene, at landene samstemmende har set bort fra vores hidtidige værn. Og så kan et flertal af EU-lande fremover ændre i direktivet om mindsteløn og tryne mindretallet – i modsætning til i dag, hvor traktaten beskytter os. Med andre ord: Selv hvis det helt hypotetisk kunne lade sig gøre at lave et, på den korte bane, ufarligt direktiv om mindsteløn, så ville man samtidig give EU carte blanche til at regulere ikke bare løn, men formentlig mange andre arbejdsmarkedsforhold under artikel 153, til evig tid. Ingen kommissær kan love, hvad fremtidige EU-politikere vil gøre her. Uanset udformning vil et direktiv om EU-mindsteløn derfor pulverisere det arbejdsmarked, vi kender i dag. Og der er desværre flere andre udfordringer med et direktiv, som jeg har gennemgået lige her.

Det var den grusomme model for Danmark. Så lad os tage det næstværste – nemlig den onde model. Europa-Kommissionen har i deres høringer foreslået enten et direktiv eller en såkaldt rådshenstilling under traktatens artikel 153. Hvad er så en rådshenstilling? Jo, på EU-sprog er en henstilling altså såkaldt ikke-bindende lovgivning. Populært sagt ville det i dette tilfælde være, at man opfordrer EU’s lande til at tage affære i forhold til at hæve mindstelønninger og sikre rimelige og fair lønninger under samme artikel (153). Er det ikke meget godt for Danmark, kunne man spørge? Så får vi altså maksimalt en løftet pegefinger om, at nogen i Bruxelles synes, vi skal omkalfatre vores system, hvilket vi ikke bliver forpligtet til. Desværre – nej. Det er korrekt, at en rådshenstilling ikke er bindende. Men med en lidt teknisk formulering kan man sige, at en rådshenstilling stadigvæk er lovgivning. Det betyder, at hvis medlemslandene accepterer, at EU har kompetence til at lave lovgivning (i form af en henstilling) om løn under artikel 153 – så kan medlemslandene dagen, ugen eller året efter vedtage et direktiv om mindsteløn. Så har vi altså accepteret, at EU har kompetence til at regulere løn under traktatens artikel 153, selvom løn i dag er undtaget fra artiklen. Sagt på en anden måde. Et EU-direktiv om mindsteløn vil være at lade den danske model dø en hurtig død ved pistolskud. En henstilling risikerer at lade den danske model dø en lidt langsommere druknedød. Nogen foretrækker det sidste frem for det første. I Dansk Metal foretrækker vi ingen af delene.

Det var ”den onde og den grusomme”. Hvad er så den gode model? For os i Dansk Metal er svaret klart. Vi ønsker alt det bedste for vores kollegaer i resten af Europa og er bekymrede over forholdene mange steder. Derfor gør vi selv en stor indsats for at bruge penge, ressourcer, kræfter og kapital på at hjælpe fagbevægelsen i resten af Europa med fagforeningsarbejde. Men her kommer et lille inspirationskatalog til Nyt Europa med andre forslag, som kan gavne vores kollegaer i resten af Europa. Indførelsen af obligatoriske ID-kort, som kan hjælpe vandrende arbejdstagere og modvirke social dumping. EU-penge til kapacitetsopbygning af fagbevægelsen i resten af Europa for at supplere den hjælp, vi som dansk, solidarisk fagbevægelse har hjulpet med gennem årtier. Bedre monitorering gennem Det Europæiske Semester af, hvordan ligheden og lønningerne udvikler sig i resten af Europa. En smartere kriseregulering i Europa, hvor vi ikke som efter den finansielle krise faktisk svækkede det organiserede arbejdsmarked i Europa (for eksempel i Portugal, som dokumenteret af forskere på Københavns Universitet). Eller hvad med det helt vilde forslag: At de EU-lande, der har en for lav mindsteløn, hæver den? Det står dem jo altså frit for. Jeg mangler stadig argumentet for, hvorfor der død og pine skal trækkes en uniform europæisk løsning ned over hele Europa. Ja, der er faktisk mange gode greb i værktøjskassen. Men at hæve lønspørgsmålet til EU-niveau vil være en katastrofe for velfungerende arbejdsmarkedsmodeller. Er I enige i Nyt Europa? Har du lyst til at deltage i debatten med dit indlæg? Så skriv en e-mail til nyteuropa@nyteuropa.dk og mærk den: Deltag i debatten.

Kontakt
Mail: nyteuropa@nyteuropa.dk
Adresse: Nybrogade 22, 1203 København    Telefon: 60 56 69 51
© Nyt Europa

Bank
CVR: 20920335

Konto: Reg: 6233. Kontonr: 0000311316

Mobilepay: 88175