Xenia Due, Politisk Rådgiver hos Nyt Europa & Lucas Honoré, Bestyrelsesmedlem i Nyt Europa
Unge aktivister stjal showet
Med navne som Volodymyr Zelenskyy, Nancy Pelosi, Liz Truss og Lars Løkke Rasmussen på listen over keynote speakers, var der lagt op til et brag af en konference i Skuespilhuset den 15.-16. maj, da dørene åbnede til årets Copehagen Democracy Summit. Og de store navne bød da også på store taler, og klare budskaber om demokratisk sammenhold og torden mod verdens autokratiske ledere.
Særligt Estlands premierminister Kaja Kallas leverede et brag af en tale, hvor hun leverede sit bud på, hvordan krigen i Ukraine skal afsluttes. Det gjorde hun med stærke sætninger som
“The faster Putin understands he has made a mistake, he will not reach his objectives and won’t be able to break Ukrainians, the sooner this war ends.” og “freedom must be armed better than tyranny.”.
Tidligere statsminister, Anders Fogh skal roses for at sammensætte et stjernespækket program, der mere end leverede, hvad det havde lovet. Men hvad vigtigere er, gav programmet også god plads til unge aktivister fra hele verden. Og selvom publikum måske i første omgang tog plads for at se de ”store kanoner” som statsledere og NATO-generalsekretærer, var det de unge og aktivisterne, der fra scenen formåede at vække ægte følelser og engagement. Årets Summit havde nemlig dedikeret en lang række programpunkter under titlen ”Standing Up for Freedom Around the Globe” til aktivister på demokratiets frontlinje i undertrykte nationer over hele verden.
Første dag gav russiske Zhanna Nemtsova, datter af afdøde Putin-kritiker Boris Nemtsov, en bevægende tale om demokratiets kraft og skrøbelighed, og vores fælles ansvar for at beskytte og kæmpe for det. Hun fortalte om sin skam over sit moderlands angreb på det ukrainske broderfolk, og begrundede først og fremmest angrebet med det russiske folks selvtilfredshed og omverdenens blinde øje til et tiltagende aggressivt Rusland.
Lige så rørende var indlægget fra Taiwanesiske Jack Yao, der kæmper på den ukrainske frontlinje mod Rusland, som den fysiske manifestation af, at kampen for frihed og demokrati er en fælles kamp – på tværs af landegrænser og sprogbarrierer. Tilsvarende leverede Joey Siu, en menneskerettighedsforkæmper og prodemokratisk aktivist fra Hong Kong, en tale med samme pointe:
”Hong Kong wins, only when Ukraine wins. Hong Kong wins, only when the people of Iran, Burma and Venezuela wins”.
Generelt må man anerkende at Fogh og resten af teamet bag konferencen for at sikre, at scenen blev fyldt ud med en relativt divers skare af talere – både diversitet på alder, køn, nationalitet og etnicitet blev bemærket blandt publikum.
Blandt andet hæftede moderator Jamil Anderlini sig tirsdag formiddag ved, at det vist var første gang han modererede en debat om Tech, AI og demokrati med et panel fyldt med kvinder. Ligeledes trak konferencen både parlamentsmedlemmer, statsledere, aktivister og professionelle sammen i et mix, der gav anledning til gode samtaler og perspektiver.
Skarpladt med kritik af verdens diktatorer – men den europæiske baghave blev glemt
Konferencen var organiseret omkring tre store temaer: Den russiske invasion af Ukraine, Kinas tiltagende aggression mod demokratiet i Hong Kong og Taiwan, og endelig forholdet mellem tech og demokrati.
Undervejs var der dog også nedslag ved bl.a. Iran, Afghanistan, Belarus, Bahrain og Venezuela. Under de tre temaer blev der sendt rigeligt med stikpiller – eller deciderede svinere – mod både Putin og Xi Jinpeng, såvel som Taliban i Afghanistan og Khamenei i Iran.
Til gengæld glimrede særligt to ved deres fravær. Nemlig Europas egne demokratiske underløbere – Viktor Orbán i Ungarn og Andrzej Duda i Polen. På en konference, hvor forsvaret for demokrati netop var i centrum, kan det undre, at man – med rette – peger fingre ud af Europa og fra USA’s side mod verdens autokrater, men ikke med ét ord nævner den radikale autokratisering og indsnævring af grundlæggende rettigheder, der i disse år sker blandt to af EU’s egne medlemslande. Særlig når nu særligt Ungarn følger Putins drejebog for autokratisering nøje – blandt andet med en lov, der puljer en række anti-LGBT+-tiltag under en lovpakke imod pædofili.
Loven indebærer bl.a. forbud mod formidling af LGBT-materiale til børn i f.eks. børnebøger eller undervisningsmateriale – ligesom den forbyder lærere at tale med deres elever om f.eks. kønsidentitet. Den minder til forveksling om en russisk lov fra 2013 mod såkaldt homoseksuel propaganda, og vi har set lignende eksempler i Polen. Dermed skriver både Orbán og Duda sig ind i Putins autokratiske drejebog, men det affødte desværre ingen reaktioner ved årets Democracy Summit. Ærgerligt, for den retfærdige kritik af verdens autokrater og stærke mænd klinger mere hult, når et EU- og NATO-medlemskab tilsyneladende fungerer som et fripas mod kritik.
Dictators not welcome
Foghs sjette årlige Summit for Democracy var blevet annonceret under titlen ”Dictators not welcome”. Og som Fogh selv erklærede i sine afsluttende bemærkninger, så dukkede der da heller ingen op. Men det betyder ikke, at konferencen ikke blev bemærket blandt målene for konferencens kritik.
Efter konferencens afslutning tirsdag d. 16. maj offentliggjorde den kinesiske ambassade en udtalelse om konferencen, der slog hårdt ned på konferencens budskaber med sætninger som:
”The organizer of the Copenhagen Democracy Summit is an organization that has long been spreading malicious lies and disinformation about China. This year, the so-called summit, once again, plays up the “China threat” and the false narrative of “democracy versus autocracy” to slander and discredit China. This fully shows the arrogance, prejudice and arbitrariness of the organizer and some participants.”
Samtidig påstår talspersonen fra ambassaden, at
“China develops whole-process people's democracy, which enables more than 1.4 billion Chinese people to be true masters of their country and enjoy extensive rights and freedoms. This is democracy in its broadest, most genuine, and most effective form.”
På den måde rammes konferencen godt ind – som et aktuelt mødested for verdens – men måske primært vestens – demokratiske forkæmpere, i en verden, hvor en pro-demokratisk samtale er bydende nødvendig. Man kan dog håbe, at næste års Summit gør det klart, at Europa også har brodne kar, at vi ikke altid har rene hænder, og at det kunne være nyttigt at tale med en unik europæisk stemme, der ikke blindt følger USA.
