- Af Claus Madsen, Seniorrådgiver, ATTRACT Project Advisory Board, CERN og Aarhus Universitet/Afd. i fysik og astronomi
I årtier har EU fungeret som prügelknabe især for de politiske yderfløje på hh. højre og venstre side – de nationalt sindede på højrefløjen, som gerne vil fastholde Europas borgere i fortidens verdensbillede og de selverklærede internationalt-orienterede på venstrefløjen, hvis solidaritet dog er begrænset til de folkeslag, der bor langt fra vores grænser. Samtidig har den brede midte generelt holdt lav profil i EU-debatten og således har manglen på en konstruktivt-kritisk dialog om EU og EU’s fremtid aldrig rigtigt fundet sted.
EU var fra starten elitens projekt – og er det til dels stadig. Det er paradokst al den stund at EU spiller en kæmpe rolle i enhver borgers dagligdag – ofte uden deres bevidsthed. De to grunde, tænker jeg, er dels den inhærente kompleksitet, der altid vil eksistere omkring lovgivning, procedurer og implementering (også indenfor nationalstatens rammer), dels den neofunktionelle tilgang, som EU’s fædre og mødre valgte fra starten og som manifesteres i formuleringen om “den stadigt dybere union” – et udtryk, som de fleste “almindelige” mennesker finder uforståeligt og måske også usikkerhedsskabende. Man kan vel udtrykke det således: Den neofunktionelle tilgang har skabte store resultater, men ingen fortælling. Og det er den fortælling, vi har brug for. Så hvem står frem og forsvarer EU?
Hvem står frem og siger, at EU er et (bogstaveligt talt) enestående, historisk eksperiment, hvor et stort antal lande helt frivilligt og på demokratisk vis er indgået i et bindende samarbejde i den erkendelse, at vi er bundet uløseligt sammen i en fælles skæbne og en fælles fremtid? Ikke mindst ud fra læren af hvad hundreder af års europæiske stammekrige har medført af rædsler for helt almindelige mennesker.
Hvem står frem og siger, at det europæiske samarbejde beriger vores dagligdag og vores liv, fordi vi lærer af hinanden og af hinandens forskelligheder? Forenet i diversitet, som EU’s motto er? For på trods af at det modsatte ofte kolporteres, er ingen af os – danske, svenske, tyske, franske osv. – verdensmestre i alting, og hvis vi lader os forblændet af den opfattelse, at vi og vi alene vide bedst (dvs. med den logiske konsekvens at “de andre” ikke gør det), spærrer vi os jo netop inde i nationalismens mentale fængsel. Det kan gøre os stolte for en stund, men det har altid rummet perspektivet, at vi går til grunde.
Vi ved at de udfordringer, vi som beboere på denne lille klode står overfor, kun kan løses i fællesskab? Klima, energi, migration, osv. Vi forstår også, at vi i en verden med så mange nationer samtidig har brug for, at nogle går forrest. Men hvem står frem og siger at disse “nogle” bringer en kritisk masse til nationernes store forhandlingsbord. Netop hvad EU gør og har gjort på den internationale scene igen og igen. Som en kraft for forandring til det bedre. Det gælder ikke mindst på klimaområdet, men EU’s årelange brug af “soft diplomacy” skal heller ikke forklejnes.
EU er ikke perfekt. Langt fra. Og EU vil aldrig blive det. Men man skal huske på, at det perfekte er det godes værste fjende. “Det perfekte” er den illusion, de politiske yderfløje dyrker, mens vi andre søger resultater, der betyder noget for Europas borgere – også selv om de ofte er uvidende om de processer, der skaber forbedringerne. Men også os, der spiller eller har spillet på den boldbane, oplever udfordringer hver eneste dag. De nationale egoister forbliver stærke, dels fordi vi jo alle er vokset op med en verdensopfattelse baseret på nationens centrale rolle, dels fordi stort set alle samfundsstrukturer stadig reflekterer netop dette mentale konstrukt. Vores regering, vores ministerier, vores samfundsinstitutioner har jo netop vores nationalstat som fokus. Who cares about the others? Og således oplever vi, gang på gang, hvordan kortsigtede nationale interesser blokerer for de langsigtede løsninger, som tydeligvis ville gavne fællesskabet som helhed – og dermed også i længden os selv.
En årsag til de evige spændinger ligger selvfølgelig i EU’s konstruktion, som en blanding af et overstatsligt og et mellemstatsligt samarbejde. Over tid har en stribe af traktatændringer søgt at råde bod på problemet, men det er blevet til små skridt hver gang. Nogle vil mene, at man hver gang er gået så vidt, som det har været politisk muligt, og det er sikkert rigtigt. Katalysatoren har som regel været en krise. Det har bragt samarbejdet fremad, men også skabt den folkelige opfattelse af, at EU netop altid er “i krise”. Og det ændrer intet ved, at vi ikke er i mål. I 1990’erne og i de tidligere nuller-år oplevede EU-samarbejdet stor fremdrift. Det skete efter chokket over Balkankrigene, der tydeliggjorde at forestillingen om evig fred og lykke ikke er givet. Men trods Lissabon-traktatens fremskridt har vi siden oplevet tilbageslag.
Skulle nogle være i tvivl kan man blot se på problemerne med Polen og Ungarn, for ikke at nævne udfordringerne med at håndtere Brexit. Derfor er det beklageligt, at vi de facto har stoppet integrationsprocessen ved ikke at søge yderligere traktatændringer, men blot at “overleve” med komplicerede lappeløsninger, alt imens vi ser en neo-nationalistisk tsunami skylle hen over os. At vi nu igen står med en krig ved EU’s grænser (endnu et nationalistisk projekt), som har store konsekvenser også for os, gør jo ikke behovet for holdbare, langtidssikrede løsninger mindre. Vi har derfor brug for at genskabe den fremdrift, der mistede pusten i midt-nullerne.
Så hvor er de, der tør stå frem og tage den brede, offentlige, konstruktive debat om EU og hvad vi ønsker af EU i fremtiden? Hvor er de, der fremhæver de fantastiske muligheder, EU-samarbejdet medfører i dag og kan medføre i fremtiden, frem for at hive os tilbage i de skyttegrave, som tidligere generationer sad fast i alt for længe?
Hvor er de, der kan flytte EU fra at være elitens projekt til et, der ejes af den brede befolkning?
Debatserien, 50 år I EU, er blevet til med støtte fra Europa-Nævnet. Vil du også have dit indspark på Nyt Europas hjemmeside, så send dit bidrag til nyteuropa@nyteuropa.dk og deltag i debatten.