- Af Britta Thomsen, tidl. Medlem af Europa Parlamentet (S) og tidl. Næstformand i Nyt Europa.
Allerede ved EF's stiftelsen opstod problemstilling nord/syd i det europæiske samarbejde. ”De 6”, som EF-samarbejdet blev døbt i 1957, var ikke en samling homogene lande, der var enige om en fælles politik. Italien havde særkrav under forhandlingerne om Romtraktaten og ønskede, at der fra starten skulle åbnes for italienske arbejdere i de andre medlemslande, og at der skulle oprettes en europæisk investeringsbank, der kunne sikre europæiske investeringer i Italien og etablering af en Socialfond, som skulle uddanne arbejdere til de nye krav på det fælles indre marked.
Senere da Grækenland kom med i fællesskabet i 1981 og Portugal og Spanien i 1986, blev problemstillingen mellem nord og syd for alvor synlig. Disse sydeuropæiske lande blev netop optaget i fællesskabet, da der var økonomisk krise og høje arbejdsløshedstal overalt i EF. De nye medlemslande stillede krav om, at det fælles budget skulle øges betragteligt, fordi de ville have investeringer til at udligne forskellen i det økonomiske gab mellem nord og syd – ikke mindst fordi, deres økonomier først skulle tilpasses til det indre marked og senere til ØMU-kriterierne. Derfor blev medlemslandene i 1989 enige om at lave en reform af strukturfondene, som resulterede i, at der nu blev afsat flere penge til både Regional- og Socialfonden, samtidigt blev der skabt en ny fond, Samhørighedsfonden, som skulle stå for investeringer i de nævnte lande samt Irland. Pengene blev blandt andet brugt til infrastruktur i form af nye veje, lufthavne og uddannelse.
Med pengene fulgte der krav om tilpasning og moderniseringer af den offentlige sektor, pensionsreformer og mere effektiv skatteinddrivelse.
De mange penge, der tilflød de sydeuropæiske lande i 1990’erne, medførte en hurtig vækst i økonomien og som konsekvens heraf, mangel på arbejdskraft. Det betød, at Sydeuropa kom til at virke som en magnet på emigranter fra ikke mindst Ukraine, hvor arbejdsløsheden var eksploderet efter Sovjetunionens sammenbrud. Alene til Spanien ankom der over 100.000 ukrainere for 20 år siden og 40.000 til Portugal. De gode tider varede imidlertid ikke evigt. Da den økonomiske vækst toppede, stod den socialistiske spanske statsminister, José Luis Zapatero, i Europa-Parlamentet under det spanske formandskab i foråret 2008. Her forklarede han, at fremtiden var lys, og hvis ikke det havde været for de otte millioner indvandrere i Spanien, havde landets økonomi slet ikke nået de højder, som vi nu var vidne til. Men de mørke skyer begyndte hurtigt at trække sig sammen, og finanskrisen så i stedet dagens lys og de mindre robuste økonomier i Sydeuropa blev hårdt ramt. Det medførte, at EU måtte lave redningspakker til Portugal og Grækenland og hjælp til bankerne i Spanien. Krisen medførte store nedskæringer i den offentlige sektor, som landene først begyndte at overvinde i 2017, da økonomierne igen gik fremad. Nu skulle der nye boller på suppen for at undgå nye kriser og rod i økonomien, så på initiativ af Portugal statsminister, António Costa, blev de værst ramte europæiske kriselande (Frankrig, Spanien, Portugal, Malta, Cypern, Grækenland og Italien) samlet i en fælles front for at få etableret et nyt EU-budget, der skulle komme kriselande i møde, inden det var for sent. ØMU-kriterierne havde vist sig som en spændetrøje under finanskrisen, og der måtte andre foranstaltninger til. Det ville tyskerne ikke være med til i første omgang, men da coronakrisen kom, og sydeuropæerne igen kom med deres krav om flere penge, var det kun de sparsommelige fire (Danmark, Sverige, Østrig og Holland), der satte sig imod, at EU skulle tage lån og uddele mange penge til Sydeuropa.
På topmødet i juli 2021 blev de europæiske ledere enige om, at ikke bare skulle EU's budgettet øges, men der skulle optages lån til en såkaldt Genopretningsfond, så de hårdest ramte kriselande kunne investere sig ud af coronakrisen. Pengene skulle blandt andet bruges på grøn omstilling og digitalisering.
Siden da, er krigen brudt ud, og en ny krise i form af stigende energipriser og inflation præger nu dagligdagen og politikken i medlemslandene.
Debatten om funding har præget relationerne mellem nord og syd. Hvert enkelt land har forsøgt at få flest mulige midler til sig selv, mens andre har holdt mest muligt igen. Der er gået nationalstatspolitik i fordelingen fremfor at se, hvordan man udvikler hele unionen, så europæisk økonomisk politik bliver fleksibel nok til at sikre fremgang og velstand over hele regionen. Det kræver overnational økonomisk politik og et større budget, som kan bruges til at forbedre de sydlige landes konkurrenceevne, men der skal til gengæld stilles krav til dem fra EU. De skal også flytte sig fra det nationale perspektiv til, at det skal handle om den europæiske integration politisk og økonomisk.
Debatserien, 50 år I EU, er blevet til med støtte fra Europa-Nævnet. Vil du også have dit indspark på Nyt Europas hjemmeside, så send dit bidrag til nyteuropa@nyteuropa.dk og deltag i debatten.