Analyse af Poul Breyen, Cand.scient.pol. Tdl. ekstern lektor i italienske samfundsforhold på CBS.
En æra er næsten slut i italiensk politik! Senest ved næste parlamentsvalg i 2023 vil Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen – M5S) miste over 2/3 af sine medlemmer i parlamentet. I dag har de til sammen over 300 medlemmer og, ifølge de sidste opinionsundersøgelser, vil de få ca. 90 (14%). En katastrofe, fra de nuværende 32%. Samtidig skal det retfærdigvis også bemærkes, at det næste parlamentsvalg, uanset hvornår det måtte holdes, vil indebære en drastisk reduktion af antallet af folkevalgte, fra 315 i Overhuset, Senatet, til 200, og i Underhuset, Deputerekammeret, fra 630 til 400. Altså fra de nuværende 945 til 600. Et forslag som netop M5S var fortaler for, som led i kampen imod politikerlede, høje (blandt verdens højeste) lønninger til parlamentarikere, bureaukrati, ineffektivitet, m.v. Men i det lys, hvem ønsker et nyvalg nu, når man ved hvad der venter – uanset partifarve!
Parlamentsvalget i februar 2013 var et af de skelsættende i Italiens nyere politiske liv. Valgresultatet resulterede i dannelsen af 4 ”blokke”. Den ene blok var ”sofavælgerne” (astenuti). Ca. 25 %. Aldrig set så høj tidligere, specielt i et land, som i mange år har haft ”stemmepligt”. Af de resterende 75%, stemte en fjerdedel på komikeren Beppe Grillos bevægelse, Femstjernebevægelse, som startede med de famøse ”Vaffa-day” (Op i r-…-dag), hvor man opfordrede alle politikere, uanset partifarve, at gå hjem: I er jo gennemkorrupte alle sammen! Resten var delt i næsten to lige store størrelser, med en meget lille overvægt til centrum-venstre i Underhuset, men ikke i Overhuset (p.g.a. valgreglerne), som bevirkede, at den centrum-venstre regering, som blev dannet, måtte ty til parlamentarisk støtte fra Berlusconi og hans parti, Forza Italia, i Overhuset.
Grillo og hans bevægelse erklærede, at de absolut ikke ville medvirke til nogen regering, uanset hvad. Berlusconi lavede en klar analyse af dem der stemte på M5S og mente, at de fleste lå til venstre for midten. Hvorfor ville de ikke indgå i eller støtte udefra en regering med netop den fløj? Og dermed have meget stor sandsynlighed for at kunne gennemføre det meste af deres program? Mange undrede sig. Men Grillo sagde nej: vi skal ikke fedtes ind i daglig politik, med korrupte politikere. Det valg viste sig at være det rigtige, i hvert fald set med hans øjne.
Ved det følgende valg i 2018 fik M5S over 32% af stemmerne. Fantastisk succes for hans linje! Og der var fortsat over 25% af vælgerne som blev hjemme. Igen en meget stor lussing til de etablerede partier og det politiske system. I øvrigt stemte over 18% på Matteo Salvini og hans parti, Lega, som ønsker alle migranter ud af Italien og Norditalien løsrevet fra Rom. Endnu et ”protestparti”.
Nu måtte Grillo og hans bevægelse beslutte sig for hvad de ville. Det stemte man om internt i bevægelsen og man blev enige om, at nu skulle man deltage i en regering, men med hvem? Centrum-venstre samlet havde ca. 18% og Lega havde også 18%. M5S plus en af de to gav over 50%. Hverken centrum-højre eller centrum-venstre alene havde flertal. M5S valgte, imod sin egen ”natur”, at gå i regering med Lega, med Giuseppe Conte, universitetsprofessor i jura, fra M5S, som statsminister. Det hold i en årstid. Efter beskyldninger af enhver art og et ordbrug, som jeg sjældent har set mellem partier, selv i samme regering, gik samarbejdet i stykker i sommeren 2019, hvorefter man fik dannet en ny Conte-regering, med centrumvenstre, og dets to partier, Demokratisk Parti (PD) og Liberi e Uguali (LEU), som også havde 18% af mandaterne i parlamentet. Kort tid efter gik Matteo Renzi, tidl. statsminister i noget af perioden 2013-19, ud af PD og dannede sit lille parti Italia Viva (Et levende Italien). Det var det parti, som trak tæppet fra den afgåede regering for få uger siden. Ingen i Italien har forstået hvorfor!
I skrivende stund ser det ud til at ECBs (Den Europæiske Centralbank) tidligere formand (2011-2019), Mario Draghi, bliver den nye statsminister. Et scoop som meget få i Italien er kritisk overfor. Kun ”nyfascisterne” med Giorgia Meloni og Fratelli d’Italia, vil stemme imod. M5S vil også stemme imod, men de er ikke helt enige… Meloni ønsker nyvalg, uanset hvad. Salvini ønsker også nyvalg, men ved at mange af hans vælgere ikke ville forstå hvorfor, når det netop drejer sig om Draghi. Berlusconi vil støtte ham og erindre alle i partiet, at det var ham der fik ham valgt i 2011, til formand for ECB! PD og LEU vil også støtte ham og ligeså andre centrumpartier.
Tilbage står så Femstjernebevægelsen og dens fremtid. Fra at være antiestablishment med synspunkter, som de fleste italienere forstod og i høj grad støttede, er de blevet, i manges øjne, et klassisk establishment parti.
For nogle år siden sad jeg på en bænk på Nordsicilien, sammen med nogle ældre herrer, som havde set og prøvet ”alt” i deres lange liv. De fortalte mig, at de ville stemme på Grillo og hans bevægelse. ”Det kan kun blive bedre”, sagde de. Og hvad så, hvis de ikke skulle blive bedre? Ja, så bliver vi hjemme næste gang… Det er faktisk der vi er nu. Mit gæt er, at de bliver hjemme næste gang og opgiver ethvert håb om forbedringer… Der hviler derfor et enormt ansvar på Draghis skuldre for et bedre Italien, ikke mindst for alle de mange almindelige mennesker og især de unge, som havde håbet på Grillo og hans bevægelse.
Men senest i 2023 er det slut med hans store indflydelse på italiensk politik, som protestbevægelse. Det er allerede blevet et ”normalt” parti, siden de gik i regering i 2018. Og mange vil blive hjemme…