- af Stine Bosse, fhv. Formand for Europabevægelsen
Da jeg blev født, var 2. Verdenskrig kun 15 år væk. Min far mødte min engelske mor, der havde været engelsk au pair i Danmark, på vej til England, hvor han skulle arbejde som chauffør. Total anglofil. Krigen havde sat sine spor, og for mig blev EF, og senere EU, en naturlig og vigtig ramme omkring det at have baggrund i to nationer. Som teenager i 1970’erne husker jeg, hvordan min mor rasede over mine supernationalistiske, engelske onkler, og hvordan hun mindede dem om, at det var sådan, Tyskland blev gejlet op før 2. Verdenskrig. Min mor var stærk tilhænger af et forenet Europa – for som hun sagde: ”tættere og tættere bånd og en stærk organisation er det eneste, der værner os mod en gentagelse ad en krig i Europa.”
Ser man på Europa i dag, må man konstatere, at hun havde inderligt ret. Brexit var, og er, en katastrofe. For den almindelige brite, men også for os andre. EU blev svækket, og det var også meningen. Den eneste vinder var Putin, som kunne hygge sig ved den destabilisering, han orkestrerede. Vi kan ikke tro vore egne ører, når retorikken, særligt mellem UK og Frankrig, blæser sig op. Vi er nødt til at holde godt sammen på det EU, vi nu har, og her må man blot sige, at Putin forregnede sig, da han troede han kunne ”snuppe Ukraine” som en tyv om natten.
Her viste EU et sjældent mønstret sammenhold. En vilje til at skubbe tilbage og en voksen Union, der véd, at ingen kæde er stærkere end det svageste led. Og apropos led, så ved vi, at der er kræfter inde i EU, der ikke kan bekende sig til Traktatens art 2:
Artikel 2 i Lissabontraktaten: Unionens værdier Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelig værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.
Og der er også kræfter i dansk politik, der ikke mener, at menneskerettighederne er vigtige, og som ser stort – måske større og større, på grundlæggende principper for et demokrati. Opgiver vi disse værdier, er der i princippet ingen forskel til Rusland.
Derfor er den proxy krig, der netop nu udkæmpes i Ukraine, så afgørende. Den handler om vores værdier. Og den skal også kæmpes i vores lande. Vil vi frihed? Vil vi retsstaten? Vil vi demokrati og menneskerettigheder? Ikke bare en lille smule, men også når det koster? Jeg tror, svaret er et rungende klart JA. Se på de steder i verden, hvor disse værdier ikke er gældende og spørg dig selv, hvorfor blev denne del af verden så attraktiv og så velhavende?
Og apropos velhavende, så har det altid handlet om at dele og vokse. Det gør det stadig. Udligne forskelle mellem rige og fattigere lande. Det gjorde alle rigere. Og støttet udligningen mellem rige og fattige lande. Det sidste har været vanskeligere, for det er jo dybest set et nationalt anliggende. Men er det nu også det anno 2022? Mit svar er nej. Det er klart i alle europæeres interesse, at der er en høj bund under lønningerne i samtlige EU-lande. Hvorfor? Fordi ulighed skaber uro og politisk risiko – se bare på UK, og fordi vi er hinandens forudsætninger. Lønnen bliver langt fra den samme i alle EU-lande på den korte eller mellemlange bane. Men en dag vil det nærme sig. Og det er godt, så længe lønmodtagere i alle lande oplever fremgang med det koncept. Ikke mere løndumping.
Og på et eller andet, ikke fjernt, tidspunkt vil vi også lære at tanken om at løfte andre samfund, også må gælde i forhold til lande i Afrika. Tænk hvis samtalen om lande i Afrika handlede om hjælp til selvhjælp gennem uddannelse og udveksling af arbejdskraft til velfærdsopgaver i Danmark og ikke udlicitering af asylbehandling. Husk på at mennesker, der vil blive sendt retur til Rwanda, først har krydset Middelhavet. Tænk hvis samtalen handlede om at mitigere klimakrisens konsekvenser, og opbygge knowhow, som landet bl.a. kunne leve af.
Meget af dette vil kræve betydelige strukturændringer, men vil løse mange af de helt store kriser. For det første burde vi, når vi går til valg om pladserne i Europa-Parlamentet, stemme om to ting mere;
1. Hvilken kommissær skal vi sende afsted til kommissionen fra Danmark? 2. Hvem skal være formand for Kommissionen?
Det sidste skulle vi så stemme om i hele EU. På den måde ville vi tale mere om det nære og vigtige, end om præsidentvalget i USA.
Ja, man må drømme betydeligt større i vores verden, hvis vi skal tro på at aflevere noget, der er stærkere på alle de store kriseområder, som kun lader sig løse gennem forpligtende og sikkert også med tiden flertalsbestemte handlinger.
Debatserien, 50 år I EU, er blevet til med støtte fra Europa-Nævnet. Vil du også have dit indspark på Nyt Europas hjemmeside, så send dit bidrag til nyteuropa@nyteuropa.dk og deltag i debatten.