top of page

Årets State of the Union tale: Beskyttelse af demokratiet, EU's uafhængighed og et nyt konvent

Af Lone Loklindt, forperson, Nyt Europa


Ursula von der Leyen og resten af kvinderne i Kommissionen mødte op i ukrainske farver til årets State of the Union tale, som havde et stærkt fokus på krigen i Ukraine. Von der Leyen startede ud med at rose den urokkelige solidaritet, der spredte sig over det europæiske kontinent som et modsvar til Putins invasion.

Derefter satte hun en tyk streg under vigtigheden af EU’s uafhængighed af Rusland - specielt i energisektoren. De europæiske gaslagre er fyldt, og Ukraine er blevet inkorporeret i det fælles europæiske energinet, hvilket ellers først var planen fra 2024. En kursændring, der skete på to uger, blandt andet for at Ukraine kunne blive netto eksportør af energi til EU. Hvor der er vilje, er der altså vej. For os i Nyt Europa viser det, at når vi står sammen om at løse fælles udfordringer i EU, kan eksekveringen ske hurtigt. Derfor ser vi også frem til, at det også udfolder sig på andre områder.

I Europa ser vi mod en kold vinter og på trods af kommissionsformandens rosende ord om Danmark, med udgangspunkt i 70’ernes oliekrise som starten på langsigtede investeringer i grøn energi, er der behov for, at der handles allerede nu. Den konservative EU-kommissionsformand vil derfor rejse mere end 140 milliarder euro ved at indføre et loft over profit for energiselskaber samt bidrag fra fossile energiselskaber. Pengene skal bruges til at hjælpe udsatte forbrugere og mindre virksomheder, der har svært ved at betale elregningen.

For at sikre solidaritet og forene generationer i EU’s traktater, åbnede von der Leyen op for at skabe et Europæisk Konvent. Fordi udgangspunktet for EU ikke er at skade den næste generations fremtid, men derimod forbedre den.

På trods af, at von der Leyen nævnte involveringen af borgere i Konferencen om Europas fremtid og roste unges engagement og visioner, savner vi i Nyt Europa stadig en større strategisk indsats for involvering af unge i beslutningsprocesser. De unge skal tages seriøst og ikke kun være pynt ved siden af politikere. Det er noget, som unge efterspørger igen og igen gennem vores initiativer - senest under Nyt Europa paraplyen, Young Europe. Læs deres krav her.

Derudover var et rungende budskab, at vi fortsat skal beskytte og kæmpe for demokratiet og aldrig tage det forgivet. Derfor vil Kommissionen fremlægge en plan for beskyttelse af demokratiet, øge fokusset på domstolenes uafhængighed og opdatere lovgivningen om bekæmpelse af korruption i EU. Det ser vi frem til i spænding i Nyt Europa, og vi vil følge det tæt.

Comentarios


bottom of page