Vi kan godt stoppe skattely – og EU skal gå foran
Økonomen Gabriel Zucman har skrevet en fantastisk god bog, som i juni kom på dansk, om skattely, og hvad vi kan gøre ved skatteunddragelserne. Om end nogle af forslagene på den korte bane næppe er realistiske og trænger til bearbejdning, så er der i bogen megen god, konkret inspiration til den nye danske regerings mål om en styrket indsats i EU-regi mod skattely og skattespekulation. Det må udenrigsminister Jeppe Kofoed, Europa-Parlamentet og skatteminister Morten Bødskov benytte sig af. Som Zucman siger, så har EU potentiale til at blive en global ledestjerne i kampen mod skatteunddragelse og presse og hjælpe andre til at følge efter. Danmark må nu ændre kurs og arbejde konstruktivt for at få forbedret de forslag, som EU-kommissionen - med ros fra Zucman - har fremlagt.
Zucman fortæller i Nationernes skjulte velstand, der i juni udkom på Djøf Forlag, overbevisende og let læst om, hvordan skattelyene er opstået, hvilke metoder der anvendes, sætter tal på skatteunddragelsen, forklarer manglerne ved hidtidige tiltag og har gode forslag til, hvad der skal gøres for at forbedre beskatningen.
Zucman opgør forsigtigt, at den svimlende sum af 7.900 mia. euro, eller ca. 8% af den finansielle formue på globalt plan, befinder sig i skattely. For Europa er det, med 11%, endda lidt højere. Og for Afrika når det op på 44%, der dog bliver overgået af Golflandenes 58%. Han skønner tabet af skatteindtægter til 155 mia. euro i 2016, hvoraf de offentlige kasser i Europa mister 55 mia. euro – 410 mia. kr. årligt. Til sammenligning er EU's samlede budget er på lidt over 1.100 mia. kr. årligt, hvilket er lidt højere end de samlede offentlige udgifter i Danmark.
Skatteunddragelsen i Europa er i flg. Zucman knap 40 % af EU's budget og de samlede offentlige udgifter i Danmark! Den danske økonom Thomas Tørslev har sammen med Zucman opgjort, at Danmark mister ca. 5 mia. årligt. Disse penge ville være en god hjælp til velfærdsprogrammerne og den grønne omstilling både i Europa og på globalt plan.
Det er Schweiz, der er hovedskurken blandt skattelyene, og schweiziske banker spiller også en hovedrolle i andre skattelylande. Det er nok så ubehageligt, at EU-lande spiller en hovedrolle i skatteunddragelsen. En meget stor andel af de skatteindtægter, som de europæiske skattekasser går glip af, havner ikke på eksotiske øer som Bermuda og Bahamas, men derimod i EU-lande som Luxembourg, Irland og Holland.
Zucman viser, at det ikke blot er russiske oligarker og afrikanske diktatorer o. lign., der er involveret i skatteunddragelsen, at europæerne også i meget høj grad deltager. For Schweiz' vedkommende med ca. 45 pct. Han viser også, at skatteunddragelsen især er en sport for de meget rige.
Der er taget initiativer mod skattelyene. Det drejer sig f.eks. om den automatiske udvekling af data, der er ved at træde i kraft. Den lider imidlertid, efter Zucman, af den store mangel, at der bortset fra USA ikke er formuleret præcise trusler over for de lande, der ikke følger reglerne. Et andet problem er, at den automatiske udveksling vil blive hæmmet af den finansielle ugennemsigtighed, og at der ikke er kontrol med, at bankerne administrerer ordenligt og leverer pålidelige data.
Zucman har tre forslag til at bekæmpe skatteunddragelsen og et til at forbedre beskatningen af virksomhederne, forslag som gensidigt støtter hinanden.
For det første konkrete sanktioner, der er proportionale med de summer, som skattelyene koster andre nationer. En simpel løsning går ud på, at man benytter sig af den metode, USA i den såkaldte FACTA-lov med en vis succes har udviklet. Det vil sige, at man beskatter alle indkomster, der overføres til skattelylandene, med 30 ptc. En anden metode kan være, at man pålægger told på varer og tjenesteydelser fra skattelylandene. Zucman argumenterer for, at Frankrig, Tyskland og Italien i overensstemmelse med WTO-reglerne let kunne true Schweiz til at følge reglerne. Han peger på, at Luxembourg, som et EU land, udgør et særligt problem, fordi hver stat har vetoret på skatteområdet. Han konkluderer: Hvis ikke Luxembourg vil samarbejde, må vi komme med en klar trussel om at udelukke det fra EU – og derefter indføre en finansiel og handelsmæssig embargo imod det. En udelukkelse af Luxembourg er nok vanskelig, men når USA har FACTA loven som instrument, burde det være oplagt og realistisk at EU eller nogle EU-lande tog dette instrument i brug.
For det andet foreslår Zucman et globalt finansregister. Det skal indeholde oplysninger om, hvem der ejer aktier, obligationer og investeringsfonde. Zucman peger på, at der allerede er private registre og offentlige registre, som man kan kombinere og udvide. Registret burde ideelt oprettes i regi af IMF, men Zucman peger på regionale registre på kort sigt er mere realistiske, f.eks. et register for EU i Den Europæiske Centralbank, som kunne samarbejde med andre og gradvist fusionere. Det bør, efter Zucmans opfattelse, være et offentligt tilgængeligt register, men hvis ikke det kan lade sig gøre, så skal skattemyndighederne minimum få adgang til bruge registeret. På længere sigt skal registeret udvides til også at omfatte derivater.
For det tredje vil Zucman have en global formueskat, som også Thomas Piketty har foreslået. Zucman siger, at uden formueskatten risikerer vi, at det globale registers identifikation af, hvem der præcist ejer hvad, slår fejl. Ideelt er en global formueskat en god ide, men det er nok en ide, hvis virkeliggørelse ligger længere ud i fremtiden. Jeg er noget uforstående overfor, at Zucman så markant siger, at der er så stor risiko for registertanken, hvis der ikke kommer en global formueskat. De to andre forslag må kunne benyttes uden en global formueskat og en formueskat må også kunne lade sig gøre for EU eller landene hver i sær. Zucman har andre stedet peget på, at EU kunne gå foran og ikke bare være en god rollemodel, men også sikre gode indtægter i de europæiske velfærdssamfund.
Zucman peger på, at der er store problemer med selskabsskatterne, hvor man har en fiktiv ide om, at man kan opdele hvert selskabs opnåede profit efter land. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre. For det første fordi selskaberne er gode til at skabe nulresultater og gæld i lande med høj selskabsskat og overskud i lande med lav skat. For det andet er selskaberne altid langt foran skattemyndighederne i brugen af interne afregningspriser. Løsningen er, efter Zucmans mening, at man beskatter globale indkomster, for dem kan der ikke manipuleres med. Jeg tænker, at det er ønskeligt med et globalt perspektiv, men det er pt. nok mere gangbart, som Zucman også nævner, i første omgang at gøre det på europæisk og regionalt plan. Som Zucman skriver, så benyttes metoden i dag i USA, hvor selskabernes overskud beregnes på nationalt plan og derefter fordeles efter en fordelingsnøgle, som er svær at manipulere med. Herefter kan hver stat vælge, hvor højt de vil beskatte. Her er EU-kommissionen - og får Zucmans ros - på forkant og har i sit forslag til en fælles konsolideret selskabsdatabase (CCCTB) en lignende løsning, hvori salg, lønsum og kapital hver især tæller for en tredjedel. Skattelylandene er selvfølgelig imod, og Danmark har også været imod. Der er svagheder i Kommissionens forslag i forhold til fastsættelsen af fradragsreglerne, og fordelingsnøglen kan give vanskeligheder for eksportorienterede lande som Danmark. Men for i det hele taget at få forbedret bekæmpelsen af skatteunddragelse, er det et godt udgangspunkt, som den nye danske regering bør gå i konstruktiv dialog for at få gennemført i forbedret udgave. Og så bør det selvfølgelig kombineres med minimumssatser for selskabsbeskatning, hvilket der jo nu heldigvis med Venstres ny holdning er overvældende flertal for i det danske folketing.
Alt i alt viser Zucman, at vi har kendskab til mange af de midler, der skal til, hvis vi vil bekæmpe skattelyenes skadelige virkning og få flere offentlig midler til velfærd og grøn omstilling. Jeg har nogle gange lidt svært ved at se realismen i Zucmans forslag til globale ordninger, men som han gentagne gange peger på, så har EU også potentialet til at nå gode resultater, hvis der kan skabes den politiske vilje. Det vil den nye regering gerne, og det skal vi fastholde den på og bidrage til.
Søren Keldorff,
Bestyrelsesmedlem i Nyt Europa
Comments