Om at undgå krig

Af: Tarja Cronberg, Dr. techn. og Dr. merc.

Europa var i brand. De visionære dengang kom med en løsning. Socialt og kulturelt, men fremfor alt økonomisk samarbejde skulle skabe et nyt sikkerheds samfund. Det Europæiske Fællesskab skulle sikre et gradvist dybere samarbejde. At afskaffe tekniske handelshindringer og at skabe det indre marked skulle føre til at medlemslandene ikke skulle føre krig med hverandre. Kul- og stålunionen skulle sikre samarbejde mellem Frankrig og Tyskland og på sigt føre til en politisk union. Det lykkedes at skabe fred i næsten 80 år. Fælleskabet outsourcede det militære forsvar til NATO og koncentrerede sig om at bygge et historisk eksempel på fredlig velstand for 500 millioner mennesker.

Det var i går. I dag rejser sig krigstrusler igen i horisonten. Balterne er bange for små grønne mænd og ser Rusland som en direkte trussel. Østersøområdet, som længe har været en fredelig handels ø, er i dag et sted for militære provokationer både i luften og på søen. Rusland har oven i købet truet med brug af taktiske atomvåben for at ”deeskalere” potentielle konflikter. NATO´s missilskjold er den russiske akilleshæl.

Sydeuropa oplever flygtningestrømme som skyldes ustabilitet i Nordafrika, ikke mindst fra Libyen. Krig i Syrien har været en prøveklud for det europæiske sammenhold – og det har vist sig skrøbeligt. Medlemslandene har ikke formået at blive enige om en fælles flygtningepolitik. Mangel på solidaritet kunne ikke have været tydeligere.

Usikkerheden om det europæiske projekt spreder sig. Der mangler ikke eksperter, der spår en undergang. Storbritannien har allerede stemt om at forlade unionen. Anti-europæiske partier i flere lande står til store politiske sejre i valg til foråret. Flere medlemslande, med Ungarn og Polen i spidsen, er i gang med en udvikling, som underminerer de europæiske værdier. I en situation hvor Europa i høj grad er blevet afhængig af et solidt, tysk lederskab står Europas stærke kvinde, Angela Merkel, overfor et valg med usikker udgang til efteråret. USAs nyvalgte præsident støtter åbent Brexit, kalder NATO for ”forældet” og stiller spørgsmålstegn ved den transatlantiske lænke, grund pælen i EUs udenrigspolitik.

Hvad er der sket? Har vi glemt det europæiske projekts rødder i fred, for at undgå krig? Er fred blevet en så stærk selvklarhed, ikke mindst for de nye generationer, at den ikke kræver stabil og systematisk vedligeholdelse? Var ikke den nuværende Union, et svar på spørgsmålet om at undgå krig i Europa? Findes der ikke en ny vision for Kul- og stålunionen som kan skabe ny livskraft og bygge broer mellem landenes stadig mere egoistisk interesseorienterede handlinger?

Mit svar er ja, men det forudsætter store forandringer.

Uden at have en opskrift på hvad der skal til, vil jeg her pege på tre policy-forandringer, som kan skabe en ny arena for social dynamik i den Europæiske union:

Det første er svaret på det teknokratiske projektets fallit og behovet for at demokratisere EU.

Det andet er udviklingen af den sociale dimension og her skaber Brexit et nyt rum for unionen.

Det tredje er nødvendigheden af at selv svare for sin sikkerhed og forsvar. Europas sikkerhed kan ikke længere være afhængig af hvem der til enhver tid er den amerikanske præsident.

De visionære politikere efter anden verdenskrig håbede på at administrativ regulering ville føre til tillid og sammenhold mellem landene. Dette skulle være vejen, også til en politisk union. De populistiske partiers fremmarch viser tydligt at dette ikke har skabt tillid til de nødvendige politiske skridt. For nylig tydeligt demonstreret af flygtningekrisen. I min tid som medlem af Europa parlamentet deltog jeg i konferencer som diskuterede visioner for unionen. Udfaldet var fattigt. Lederne af EU kunne ikke frigøre sig fra de administrative problemer i Unionen. Mest tydligt demonstreret ved en Friends of Europe konference hvor José Manuel Barroso, formand for Kommissionen, skulle fremlægge sin vision. Ifølge ham var visionen ”fiscal discipline” – altså økonomisk sparsommelighed. Selvom der var eurokrise, talte denne vision næppe til de millioner af sydeuropæere, som havde miste, ikke kun deres arbejd, men også deres bolig. En vision for unionen forudsætter en demokratisering. Det er ikke kun eliten, men borgerne i Europa der skal kunne vælge vej og være delagtige i udviklingen. (Se f.eks.: http://www.myeurope.today).

Visioner om et socialt Europa har været der, men har ikke kunnet realiseres. Jeg var finsk arbejdsminister på et tidspunkt, hvor EU havde i årevis havde diskuteret en første regulering af arbejdsmarkedet ved at lovgive om den maksimale ugentlige arbejdstid og hvordan dette skulle forhandles. Uenigheden var stor og briterne var stærke modstandere af en regulering. Det skulle arbejdstagere og arbejdsgivere kunne blive enige om indbyrdes. Jeg skal ikke gå ind i detaljerne men Unionens arbejdsministre blev under britisk pres enige om et så dårligt dekret, at det blev forkastet af EU-parlamentet. Brexit skaber her nye muligheder. Det er ikke enkelt at blive enige om et socialt Europa, men det bliver enklere når briterne ikke længere er der.

Den tredje dimension handler om forsvar. Europæisk forsvar har været et NATO anliggende, som ikke kan diskuteres i EU. Europæisk forsvarspolitik har kun handlet om aktiviteter udenfor Europa: om træning af Malis hær eller om at forhindre sørøveri ved Somalias kyst. Europæiske lande har ikke kunnet enes om fællesindkøb af forsvarsmateriel selv om alle bruger samme NATO specifikationer. Mistilliden har været alt for stor. Dette er ved at ændre sig. Allerede præsident Obama vendte blikket fra Europa mod Asien og vendte kun tilbage til Europe for et kort øjenblik på grund af Ukraine krisen. Præsident Trump har været endnu klarere i sin nedprioritering af europæisk forsvar. Landene skal selv betale for det. Det er OK men betyder også at NATO mister betydning. I den kommende tid kommer vi at se stærkere krav til et fælles europæisk forsvar. Penge er der nok af. De 28 medlemslande bruger i alt over 200 mia. euro til forsvar. Klart mindre end USA men mere end Kina og Rusland tilsammen.

Fremskridt i den europæiske udvikling er altid kommet som resultat af kriser. Dette er Europas store mulighed også i dag. Truslerne er mange og langvarige. Både Brexit og den nye amerikanske administration understreger betydningen af europæisk sammenhold og forsvar af det sikkerhedsamfund man vi har bygget op. Den nye europæiske strategi (‘Shared Vision, Common Action: A Stronger Europe’) understreger to ting: resilience and strategisk autonomi – modstandsdygtighed og strategisk selvstændighed.

Forfatteren:

Tarja Cronberg, Dr. techn. og Dr. merc. er tilknyttet SIPRIs program for Europæisk Sikkerhed, tidligere MEP og finsk parlamentariker og direktør for COPRI (nu DIIS). Hun er også medlem af European Leadership Network, ELN.