Om at undgå krig

Af: Tarja Cronberg, Dr. techn. og Dr. merc.


Europa var i brand. De visionære dengang kom med en løsning. Socialt og kulturelt, men fremfor alt økonomisk samarbejde skulle skabe et nyt sikkerheds samfund. Det Europæiske Fællesskab skulle sikre et gradvist dybere samarbejde. At afskaffe tekniske handelshindringer og at skabe det indre marked skulle føre til at medlemslandene ikke skulle føre krig med hverandre. Kul- og stålunionen skulle sikre samarbejde mellem Frankrig og Tyskland og på sigt føre til en politisk union. Det lykkedes at skabe fred i næsten 80 år. Fælleskabet outsourcede det militære forsvar til NATO og koncentrerede sig om at bygge et historisk eksempel på fredlig velstand for 500 millioner mennesker.


Det var i går. I dag rejser sig krigstrusler igen i horisonten. Balterne er bange for små grønne mænd og ser Rusland som en direkte trussel. Østersøområdet, som længe har været en fredelig handels ø, er i dag et sted for militære provokationer både i luften og på søen. Rusland har oven i købet truet med brug af taktiske atomvåben for at ”deeskalere” potentielle konflikter. NATO´s missilskjold er den russiske akilleshæl.


Sydeuropa oplever flygtningestrømme som skyldes ustabilitet i Nordafrika, ikke mindst fra Libyen. Krig i Syrien har været en prøveklud for det europæiske sammenhold – og det har vist sig skrøbeligt. Medlemslandene har ikke formået at blive enige om en fælles flygtningepolitik. Mangel på solidaritet kunne ikke have været tydeligere.


Usikkerheden om det europæiske projekt spreder sig. Der mangler ikke eksperter, der spår en undergang. Storbritannien har allerede stemt om at forlade unionen. Anti-europæiske partier i flere lande står til store politiske sejre i valg til foråret. Flere medlemslande, med Ungarn og Polen i spidsen, er i gang med en udvikling, som underminerer de europæiske værdier. I en situation hvor Europa i høj grad er blevet afhængig af et solidt, tysk lederskab står Europas stærke kvinde, Angela Merkel, overfor et valg med usikker udgang til efteråret. USAs nyvalgte præsident støtter åbent Brexit, kalder NATO for ”forældet” og stiller spørgsmålstegn ved den transatlantiske lænke, grund pælen i EUs udenrigspolitik.


Hvad er der sket? Har vi glemt det europæiske projekts rødder i fred, for at undgå krig? Er fred blevet en så stærk selvklarhed, ikke mindst for de nye generationer, at den ikke kræver stabil og systematisk vedligeholdelse? Var ikke den nuværende Union, et svar på spørgsmålet om at undgå krig i Europa? Findes der ikke en ny vision for Kul- og stålunionen som kan skabe ny livskraft og bygge broer mellem landenes stadig mere egoistisk interesseorienterede handlinger?


Mit svar er ja, men det forudsætter store forandringer.


Uden at have en opskrift på hvad der skal til, vil jeg her pege på tre policy-forandringer, som kan skabe en ny arena for social dynamik i den Europæiske union:

Det første er sva