Dyrehaven ville forsvinde på 50 minutter

Skrevet af Lone Loklindt, forperson Nyt Europa & Jacob Bjelskov Jørgensen, projektleder Nyt Europa Organisationer og aktivister har i 14 EU lande afholdt en fotoprotest i denne uge. Protesterne fremhæver den alarmerende hastighed, hvormed verden mister skove, og kræver, at vores nationale ministre forbedrer den kommende EU-lov mod skovrydning.

Under paraplyen af ​​#Together4Forests-kampagnen opfordrer Nyt Europa, Greenpeace Danmark, WWF Verdensnaturfonden, Verdens Skove og Dansk Ornitologisk Forening samt en række europæiske miljøorganisationer vores nationale regeringer, herunder miljøminister Lea Wermelin til at bremse EU's bidrag til ødelæggelse af skove og økosystemer samt til at stoppe menneskerettighedskrænkelser rundt om i verden forud på mødet mellem miljøministrene i Bruxelles i næste måned, hvor de skal drøfte en ny EU-skovlov.


Fra Danmark til Rumænien har aktivister fra hele Europa taget fotos for at vise, hvor hurtigt verdens skove forsvinder – som er et område på størrelse med en fodboldbane hvert andet sekund – blandt andet som følge af EU borgernes forbrug af produkter der stammer fra ryddede områder. Vi opfordrer derfor til, at produkter, der kan bringe økosystemer i fare (såsom kød, soja, majs, gummi, træ og papir), skal bevises fri for naturødelæggelser, før de sælges på EU’s indre marked.


I 2019 og 2020 accelererede skovrydningen, og tabet af verdens biodiversitetsskove fortsatte uformindsket ind i 2021. Alene i det brasilianske Amazonas steg skovødelæggelsen med 22 procent fra juli 2020 til juli 2021. Den primære årsag? Landbruget, som for eksempel producerer soja til de danske grise, der ender som flæskesteg og koteletter i vores køleskabe.


Det kan være svært at forholde sig til, hvor meget skov der forsvinder årligt, men til sammenligning svarer skovrydning globalt til, at et areal svarende til Dyrehaven forsvinder hvert halvtredsende minut. Hvis denne tendens fortsætter, vil det få katastrofale konsekvenser ikke kun lokalt, men også globalt, fordi skovene er afgørende i kampen mod klimaforandringerne. Ved at stoppe skovrydningen kan vi stoppe en stor del af CO2-udledningen til atmosfæren og sikre fremtidig optagelse og lagring af CO2 og samtidig stoppe tabet af biodiversitet.


Det er nu, vi skal handle, hvis vi skal bevare de resterende skove i verden.


Europa-Kommissionen offentliggjorde et udkast til en lov mod skovrydning den 17. november 2021, efter at over en million mennesker og over 180 ngo'er i #Together4Forests-koalitionen opfordrede dem til at beskytte menneskerettigheder, skove og andre økosystemer mod virkningerne af europæisk forbrug og investeringsbanker, der opererer fra EU. Kommissionens forslag vil for første gang kræve, at virksomheder, der sælger visse produkter i EU, viser, at deres forsyningskæder ikke fører tilbage til ryddet og afbrændt skov. Desværre dækker Kommissionens planer kun et lille antal produkter, og er ikke omfattende nok i at ville beskytte andre naturlige økosystemer (såsom vådområder og savanner), ikke ville beskytte menneskerettighederne tilstrækkeligt og ikke dække den finansielle sektor.