top of page

50 år i EU: Klimakampen blev EU's globale gennembrud


- en personlig beretning af Steen Gade, Formand for Rådet for samfundsansvar og verdensmål



Da vi 2. oktober 1972 stemte om dansk medlemskab af det Europæiske økonomiske Fællesskab (EØF) stod der penge og salg af flæsk og smør på stemmesedlen for rigtig mange, der stemte ja. Og de fleste af os, der stemte nej, havde ikke fantasi til at sætte os ind i, hvad Den Europæiske Union er blevet i dag. Mente på mange måder, at den union, der også blev diskuteret dengang (selv om den først kom 20 år senere - med Maastricht traktaten i 1992) ville være bygget på helt andre værdier end det vi ser i dag.


Jeg var meget aktiv i modstanden mod EF dengang, og vi, der lavede kampagne for et nej, var overbeviste om, at økonomi og økonomiske interesser altid ville vinde over miljø og klima i en konstruktion som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Også selv om man begyndte at betegne samarbejdet bredere og uden Ø. Nemlig EF - De Europæiske Fællesskaber.


Kampen mod forurening, for bedre miljø og diskussion om vækst var i de år ved for alvor at komme på dagsordenen. Greenpeace blev stiftet i 1971. I Danmark blev NOAH stiftet i 1969. FN's første miljøkonference blev afholdt i Stockholm i 1972 og FN's miljøorganisation UNEP blev startet. Danmark fik verdens første "miljøministerium" - Ministeriet for forureningsbekæmpelse - i 1971, og i 1972 barslede "Romklubben" med bogen "Grænser for vækst". Advarslerne og diskussion om vækst var altså på dagsordenen og prægede debatten.


Professor Jørgen Goul Andersens undersøgelser af danskernes villighed til at prioritere miljøet gennem 40 år, viser - nok overraskende for mange i dag - samme vilje hos vælgerne i 1971 som i 2015. Men kun meget få af de, der dengang var optaget af miljø og opgør med traditionel vækstpolitik, så muligheder i EF. Tværtimod blev fokus mere eller mindre alene på, hvad vi kunne gøre i Danmark - både som græsrødder og som politikere. Og det blev jo også til en del. Verdens største vindmølle på Tvind og organisationen OVE - organisationen til oplysning om vedvarende energi i 1975, vindmøllefabrikker, verdens højeste energiafgifter for private, de første andelsejede vindmøller og en omfattende diskussion om alternativer til A-kraft.


På trods af en længe fastholdt analyse af EF, som stopklods for miljø, blev det alligevel miljø, klima og natur, der kom til at få mig til at tvivle på det rigtige i fortsat modstand mod EF. En anfægtelse, der udviklede sig i løbet af 1980'erne, hvor jeg bliver medlem af Folketinget og hurtigt blev EF-ordfører og miljøpolitiker. En anfægtelse, der også rammer andre i SF. Stærkt inspireret af Margrete Auken, bider SF således hovedet af al skam (i forhold til de stærke anti- EU-kræfter til venstre og centrum-venstre i dansk politik på det tidspunkt) og stemmer ja til EF's fuglebeskyttelsesdirektiv allerede i 1979. Og EF får faktisk sit første miljøhandlingsprogram så tidligt som i 1972 - også selvom miljø på det tidspunkt slet ikke havde en paragraf i traktaterne. Det skete først med EF-pakken i 1986.


Derefter styrkes miljøparagrafferne i de følgende traktater. Maastricht i 1992 med forsigtighedsprincippet og flere afgørelser med kvalificeret flertal og i 1999 med Amsterdamtraktaten, der gør bæredygtig udvikling til EU's målsætning.


Det, vi i Danmark kaldte EF-pakken, handlede først og fremmest om at åbne for "det indre frie marked" og det lykkedes for os modstandere at gøre folkeafstemningen til det første rigtige miljøvalg i Danmark. Vores modstand mod pakken byggede på den analyse, at den åbnede for et indre marked, hvor miljø, forbrugerhensyn og lønmodtagerrettigheder stod alt for svagt i forhold til markedet og økonomiske interesser. Miljø blev hermed et af de afgørende afstemningstemaer.


Vi stod sammen med socialdemokraterne, hvor Ritt Bjerregaard som gruppeformand var ved at dreje partiet i en mere grøn retning og sammen med de radikale, der med Lone Dybkjær havde en stærk miljøstemme. Vi tabte folkeafstemningen, men vandt en ekstra forhandlingsrunde, der gav os den såkaldte "miljøgaranti". En ret til at lande - under bestemte betingelser - kunne lave deres egne skrappere miljøbestemmelser. Forløberen til minimumsregulering på miljøområdet. - Vi var jo bange for at et frit indre marked kun ville blive på kapitalens vilkår.


På trods af at jeg var på taberholdet, var det jo også en lille miljøsejr, og jeg blev optaget af, at vi faktisk kunne flytte EF på miljøområdet. Var i fuld gang med at se EF-samarbejdet som en mulighed på miljøområdet i stedet for et problem. Og forurening kender jo ingen grænser.


Der var i 1980'erne en meget omfattende miljødiskussion og folkelig mobilisering. Ja, den danske befolknings vilje til at prioritere miljø har ifølge Jørgen Goul Andersens undersøgelser ikke været højere end i 1987. Heller ikke i 2019. Og det handlede bestemt også om klima, selv om det åbenbart forvirrer mange i dag, at det dengang blev diskuteret under overskriften: drivhuseffekten. Mit parti havde således vedtaget politiske programmer om at bekæmpe drivhuseffekten og undgå total kulsatsning helt fra begyndelsen af 1980'erne


Diskussionen var også dengang global. Visionen om bæredygtig udvikling fik sin bibel i 1987 (Vor fælles fremtid”) med Gro Harlem Brundtland fra Norge som globalt ansigt, og den førte til FN's store miljøtopmøde i Rio i 1992, hvor klimakonventionen og biodiversitetskonventionen mm. blev vedtaget. Desværre var det ikke muligt at få vedtaget en skovkonvention, hvad vi stadig lider under. Og allerede i 1988 nedsatte FN klimapanelet (IPPC), der barslede med sin første rapport i 1990. For øvrigt forbløffende - og også skræmmende - præcis i forudsigelserne om klimaændringerne, havstigning og temperaturstigningerne.


EF var ikke endnu helt plads på RIO-topmødet i 1992, så det lykkedes Danmark med Per Stig (dengang miljøminister) i spidsen at mobilisere de nordiske lande til samlet at indtage førertrøjen i debatten på topmødet, men derefter er det blevet EU (EF blev en union i 1993), der har båret førertrøjen, når det gælder forhandlingerne om klima og miljø. Især på de årlige klimatopmøder fra 1995. Nr. 27 åbner om et par måneder i Egypten.


Det gælder alle de følgende topmøder i klimakonventionen med Kyoto i 1997 og Paris i 2015 som helt afgørende år. Men det gælder også internt i unionen. EU- landene vedtager således allerede i 1990 en klimaplan frem til 2000. Den første danske klimaplan blev lanceret kun et halvt år før.


EU- kommissionen foreslog som opfølgning på Rio-topmødet i 1992 konkret fælles indsats for at fremme vedvarende energi samt forbedre energieffektiviteten foruden en fælles CO2 afgift for alle EU's medlemslande. Meget fremsynet og helt rigtigt. Hvis der er en fælles regulering, vil det virke mest effektivt, mindre bureaukratisk og med det samme sætte gang i større ændringer i hele økonomien - produktion og forbrug. Dengang - som nu - kræver det enstemmighed i EU, og briternes konservative regering med Margaret Thatcher i spidsen stoppede projektet.


Læren blev, at fælles miljøregler ikke bør bestemmes af det skib, der billedligt talt sejler langsomst. Altså har vi brug for flertalsafgørelser. Samt at der er behov for at lave fælles miljøafgifter i EU. Det blev også mit partis konklusioner, hvor jeg i de her år var både EU-ordfører og miljøordfører. Miljø bliver nemlig en afgørende grund til, at SF i 1991 beslutter, at partiet ikke længere vil ud af EU- samarbejdet, og i stedet koncentrere kræfterne på at påvirke udviklingen i EU.


Der skabes i 1990'erne med Svend Auken som minister sammen med SF og de radikale et meget stærkt miljø og klimasatsning, hvor de tidligere 10 års tvivl om at satse på EU-samarbejdet ændres 180 grader. I det nationale kompromis fra 1992 (det der er kendt for forbeholdene) er der således en kraftig satsning på at skabe miljøfremskridt gennem flertalsafgørelser og ved hjælp af minimumsregler. Danmark skal sætte foden på speederen og presse maksimalt på for så stærk EU-regulering som muligt. Og samtidig presse på for at EU skal sætte den globale dagsorden.


Svend Auken ragede bogstaveligt talt op på Kyoto, hvor CNN ivrigt transmitterede hans angreb på det modvillige USA, og Ritt Bjerregaard var nu EU-kommissær på miljø. Så Danmark leverede på den nye strategi med EU i førertrøjen. Jeg selv blev aktiv i GLOBE, en forening af miljøengagerede parlamentarikere dannet af bl.a. Al Gore efter Rio. Blev således formand for Globe Europe i en række år.


Kyoto- protokollen gav de rige lande bindende reduktionsmål. Måske det stærkeste forsøg på en hård global regulering, der har direkte indvirkning på økonomien, så modstanden blev stor. Fra olieindustrien og mange af de største virksomheder til USA's kongres, der sagde nej. I løbet af nogle år og senere med Bush som præsident i USA og Fogh herhjemme blev miljø og klimaindsatsen stoppet eller kraftig nedsat og større kampagner mod Kyoto protokollen blev igangsat.


For miljøbevægelserne og miljøpolitikere kom de næste år til at handle om at holde på det der allerede var aftalt og forsøge at sætte nye mål, mens Kyoto mere eller mindre blev begravet. Ikke af EU - kommissionen og ikke af EU i de globale forhandlinger, men af alle de forenede modstandere, herunder også den danske store nedprioritering af klima og miljø i 2001. Systemskiftet som det er blevet kaldt, ændrede den danske indsats i EU så det blev vigtigere at EU-regulering ikke kom til at stille yderligere krav til Danmark. Ikke længere at benytte EU som spydspids. Et tema, som blev sat helt i system af Løkke-regeringen i 2015, hvor der blev sat fokus på at undgå "overimplementering" af EU-lovgivning (læs: hellere underimplementering eller lige til grænsen).

I de år var EU- systemet et rimeligt stabilt anker, men tiden gik jo uden de store fremskridt der kunne have været mulige i fortsættelse af 1990'erne indsats. Og imens steg det globale CO2 udslip måned for måned. Selv Anders Fogh opdagede, at klimakursen skulle forbedres og det blev en klar forbedring i Danmark og i høj grad i forhold til EU-samarbejdet at Connie Hedegaard blev minister -og især da hun blev EU-kommissær.


Ambitionen var nu en helt anden slags global aftale end Kyoto -protokollen. Mindre ambitiøs og mindre regulering… Alt for mange kræfter ønskede ikke så stærk global regulering, så nok blev målene bindende, men kun de mål, som landene selv sætter. Alligevel må man betegne Paris aftalen som en slags succes, og den var bestemt ikke blevet til noget uden EU's langvarige engagement. Også selv om det var USA og Kina, der tog hinanden i hånden og besluttede, at der skulle ske noget…


At det blev så forholdsvist brugbart, skyldes ganske givet det franske formandskab, der forstod at inddrage alle parter og forstod at også de fattigste og mest sårbare lande skulle se sig selv i resultatet. Derfor 1,5 grad ambitionen og derfor formuleringerne om erstatning for tab og skader. Det sidste er et af de vigtigste emner på topmødet i november.


EU er i løbet af de 50 år blevet en markant spydspids når det gælder de globale klimaforhandlinger, og internt går det bestemt også den rigtige vej. Især efter den grønne valgkamp til europaparlamentet sidste gang. Kommissionens New Green Deal er et meget markant skifte. Det mest omfattende udspil til grøn omstilling, som der nogensinde er lavet. Der er altså et godt fundament at bygge på, når alle forslagene skal omsættes til aktiv handling og nye politiske tiltag i de næste år.


For første gang kan man måske sige, at EU-Kommissionen helt har forstået, at EU skal blive bæredygtigt, som jo kom ind i traktaten med Amsterdamtraktaten i 1997. Man må i hvert fald konstatere, at det er EU-Kommissionen, der driver indsatsen- også her i Danmark, selv om vores 70% mål måske kan placere os i spidsfeltet. Hvis der ikke går for meget hockeystav i det!


Men, men…. uret tikker og hver time stiger koncentrationen af CO 2 i atmosfæren. Det betyder, at selv det høje tempo vi faktisk har i EU er for langsomt. At de 55% reduktion i EU i 2030 er for lidt, ligesom de 70% i Danmark er for lidt. At den grønne omstilling skal endnu højere op i gear, og gøres meget bredere end energi, der jo er det letteste. Det handler om alle ressourcer og det handler om ændret produktion, forbrug og vaner. Som der står i "Vor fælles fremtid" fra 1987.


I de næste år bliver fælles beslutninger endnu vigtigere. Vi har lært af erfaringerne, som jeg har beskrevet, og dertil kommer energikrisen og krigen i Ukraine som gør fælles indsats og samhørighed endnu vigtigere. Der bliver brug for tættere samarbejde om CO2 afgifter og andre miljøafgifter, cirkulær økonomi, bæredygtige virksomheder, stærkere elnet, fødevareproduktion med færre dyr, bedre togforbindelser, brintproduktion, afvikling af fossilbiler, genbrug af tøj osv. Svend Auken beskrev engang EU på følgende måde: Hvis du er til cirkus, så er EU det eneste cirkus i byen. Sådan er det også med klima og miljø, natur og biodiversitet. Hvis du vil noget så handler det om at arbejde for fælles EU-indsats.


Det afgørende bliver derefter, at der er lande, der - ligesom Danmark gjorde det i 90'erne - vil udfordre Kommissionen ved at presse på for at gå endnu længere og stille større krav - også til os selv. Kun på den måde kan EU- samarbejdet udvikle sin fulde kapacitet til den store omstilling. I dag er det vel Holland, der er tættest på den rolle. Det bør også blive Danmarks. Kommissionen skal ikke stå alene i spidsen, for så viser al erfaring, at regeringerne prøver at udvande forslagene.


For vi har jo voldsomt travlt. Målestationen Mauna Loa på Hawaii er god at "besøge", hvis man skal minde sig selv og andre om, at vi har umådeligt travlt. I august måned var koncentrationen af CO2 i atmosfæren 417,19 ppm (parts pr. million) CO2 i atmosfæren. Sidste år i august var der 414,47 pp. I 1992 - det år klimakonventionen blev vedtaget - var den omkring 350 pp. Det stabiliseringspunkt, som forskere mener vi skal nå, hvis vi undgår de mest alvorlige klimaændringer.



Debatserien, 50 år I EU, er blevet til med støtte fra Europa-Nævnet. Vil du også have dit indspark på Nyt Europas hjemmeside, så send dit bidrag til nyteuropa@nyteuropa.dk og deltag i debatten.


コメント


bottom of page