top of page

50 år i EU: EU er os, vi er EU

- Af Kira Marie Peter-Hansen, Medlem af Europa Parlamentet


50 år. Et halvt århundrede. Så lang tid er der gået, siden et flertal af danskerne stemte ja til medlemskab af EF. Og da den daværende statsminister, Jens Otto Kragh, dagen efter afstemningen, gik på Folketingets talerstol, var det med en vision for det nye samarbejde, jeg ikke kunne have formuleret bedre selv:


”De europæiske fællesskabers udvikling er ikke fastlagt en gang for alle. Det fremtidige samarbejdsmønster og de opgaver, som vil blive taget op i EF, vil være bestemt af styrken af de forskellige sociale og politiske kræfter, der gør sig gældende i de enkelte medlemslande.”


Jeg ved ikke, hvor god en fantasi Jens Otto Kragh havde, men jeg tror simpelthen ikke, at han i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, hvad Europa ville gå igennem fra 1972 til nu. Det Europæiske Fællesskab er blevet til Den Europæiske Union, og vi har fået den sociale søjle, udvidelsen mod øst, schengensamarbejdet og eurozonen.


Sat lidt på spidsen kan man sige, at EU er work in progress. Men når alt kommer til alt, er udviklingen drevet af idéer, visioner og politiske ambitioner. Og nu er Danmark altså med, og som medlemsland kan man så engagere sig mere eller mindre i samarbejdet med mere eller mindre indflydelse til følge.


Siden 1972 har Danmark stemt nej ved tre EU-folkeafstemninger. Det skete sidst i 2014, og det samlede ekko har på en eller anden måde smittet af på skiftende regeringers EU-politik, og gør det stadig. Alt for ofte virker Danmark til at være på bagkant i Rådet. Og med løse, apolitiske eller til tider et alt for smalt mandat fra Folketinget, der gør det praktisk talt umuligt at føre politisk kontrol med Regeringen og påvirke forhandlingsprocessen i EU. For nøjagtig som i Folketinget, er ultimative krav sjældent gavnligt, og de kan let gøre, at man ender uden for indflydelse og uden særligt mange venner blandt de andre lande.


Det paradoksale er, at den årlige Eurobarometer-undersøgelse om befolkningernes holdning til EU, hvert år placerer danskerne i toppen, når det kommer til EU-opbakning. Meget tyder altså på en dissonans mellem regeringens ageren i Bruxelles og befolkningens holdning til EU.


Ved valget til Europa-Parlamentet i 2019 gik Dansk Folkeparti fra fire til ét mandat, og Folkebevægelsen mod EU røg helt ud. Det kan tolkes som om, at den der helt kategoriske modstand mod EU er på retur. Dén, hvor man ikke rigtigt kan begrunde, hvorfor man er imod EU, og som nok mest handler om en eller anden ubegrundet frygt for at miste os selv.

Med klimakrise, inflation, efterdønninger fra corona og Ruslands krig i Ukraine er der mere end nogensinde brug for samarbejde. Det tror jeg, at Jens Otto Kragh ville være enig i, og han havde helt sikkert for længst droppet de evigt korslagte arme i Rådet.



Debatserien, 50 år I EU, er blevet til med støtte fra Europa-Nævnet. Vil du også have dit indspark på Nyt Europas hjemmeside, så send dit bidrag til nyteuropa@nyteuropa.dk og deltag i debatten.

bottom of page